Inde hos Marius var de efterhånden begyndt at stoppe nogle af de gode sager i sig. Der var ingen grund til at gøre det stående, for der var stole nok. De sad om bordet, og stemningen var ikke så let at holde oppe. Døtrene og den ene af svigersønnerne prøvede. “Som det gavebord dog bugner,” sagde den yngste af døtrene. Hendes mand sagde: “Der er flasker til flere år.”
Marius sagde ikke noget. Knap nok “skål”. Det var ikke rart at se ham sidde dér.
Der lød skridt ude på fliserne. De så alle op. “Der kommer nogen,” sagde døtrene i kor. Helga rejste sig nervøst. Marius kiggede på uret. Kvart i et.
Det bankede og døren gik op. Morten Andersen kom ind iført sit gamle sølvbryllpustøj, nybarberet og bandkæmmet. Han havde en stor buket efterårsasters i hånden. “Jeg skulle jo bare sige tillykke,” sagde han.
Morten blev bragt til bords. og der blev sørget for ham, som var han en direktør, en formand eller en anden standsperson. En af døtrene stak over for også at få Margrethe til at komme, men hun afslog. Hun var ikke klædt om, og hvad ville folk ikke tænke, hvis de kom og så hende i hendes dagligklæder? Der var ikke noget at gøre.
Morten løftede snapsglasset. “Jamen, tillykke da.” Marius besvarede skålen og tilkæmpede sig igen sit væsen som Marius Beck.
Han slog ud med hånden i retning af gavebordet. “Man er jo ikke helt glemt,” sagde han, “Men folk har så travlt nu om stunder, at de kun har tid til at blive et par minutter.” Morten nikkede forstående. “De er sandelig gået glip af noget,” sagde han og tog endnu en portion af de små lune frikadeller og den kolde kartoffelsalat. Helga skænkede op for ham igen.
“Tjah,” sagde Morten. “Tiden går, men den tid, der er gået godt, kommer jo ikke skidt tilbage, som man siger.”
Selskabet gav ham ivrigt ret. Alle var meget opstemte nu, uden at man kunne påstå, at det
skyldtes det flydende.
“Man har jo oplevet meget og har jo også haft en del ansvar,” sagde Marius og lod blikket fortone sig et sted i fortiden. Egentlig havde han forberedt en lille tale om ansvar og forpligtelse, men det var en større forsamling – og en lidt anderledes sammensat forsamling – han havde forestillet sig som tilhørere. Han gemte den. Han kunne nøjes med at bruge den i forsamlingshuset i aften.
De var kommet til kaffen. De var rykket ind til sofabordet og sad nu med deres kaffekopper og tog til småkagerne.
Marius var lidt træt. Han måtte nok også have et rigtigt hvil inden aftenens festlighed.
Resten af familien konverserede stadig ivrigt og viste Morten en venlighed og en opmærksomhed som vist var helt enestående.
Marius vågnede op af sit lille blund. Han sagde: “Vi skal da også have en cigar. Hent lige kassen, Helga.”
Helga hentede sølvcigarkassen henne på skrivebordet, og Marius begyndte at byde rundt. Den ene svigersøn røg ikke. Morten var på vej med sin venstre hånd, da hans ansigtsudtryk pludselig skiftede, og han standsede midt i bevægelsen.
Han trak hånden til sig. Han rystede på hovedet.
“Jeg har jo min pibe,” sagde han. Han gravede pibe, tobak og tændstikker frem fra diverse lommer, fik stoppet og tændt.
“Og så må jeg vist se at komme hjem,” sagde han, “jeg skulle da nødig tage pladsen op for nogen. Jeg skulle jo bare lige gratulere, som man siger.”
Knud Sørensen, born in 1928, was a certified land surveyor for 28 years, during which he became intimate with the Danish agricultural landscape. His work is best known for its portrayal of life in rural Denmark and the dissolution of small farming communities. A book reviewer for 14 years, he has also written 48 books and won over 20 literary awards. including a lifelong grant from the Danish Arts Council. In November 2014 he received the highest honor for a Danish author – the Grand Prize of the Danish Academy.
© Knud Sørensen, 1991
