Heidi venter på fortovet uden for boligkomplekset. Det er søndag. Hver søndag venter hun her. Bilen kommer altid præcis klokken et, hendes bror er aldrig forsinket. Hun sætter sig ind ved siden af ham. Han smiler til hende, et skævt smil, der skal sige alt, som han ikke kan sige på grund af aflytningen. Heidi lader, som om hun ikke ser det. Hun kigger ud ad forruden og konverserer høfligt: Hvordan går det på dit arbejde, nå, ja, spændende, vil du høre om mit arbejde? Ja, nu skal jeg fortælle dig om det, alt er som det plejer, ja, og vejret, er det ikke skrækkeligt, at det bliver ved med at være så koldt, bliver det mon aldrig forår igen.
Hun taler som en maskine, og han svarer som en maskine.
Hvis bare de kunne nøjes med det.
Hvis bare de kunne holde sig til frokosten. Søndagsfrokost med familien, den kan ikke undgås, hun kan ikke sige nej. Hun skal sidde i hans fine lejlighed, med udsigt over parken, og for det meste skinner solen ind ad de store vinduespartier og giver hans yndige kone og deres to, eksemplariske børn perfekt belysning.
Alt er, som det skal være, og Heidi gør, det hun skal.
Hun taler med konen om maden og udsigten, hun svarer på de drilske spørgsmål om de kærester, hun aldrig har. Hun leger med den yngste, der vil have hende til at tegne dyr, og hun tegner de evindelige dyr, altid de samme, en kat og en svane. Det er pigens yndlingsdyr, det ændrer sig aldrig. Eller måske tror hun ikke, at Heidi kan tegne andet. Drengen sidder for sig selv og spiller. Han rødmer, hvis Heidi taler til ham, han er slet ikke som sin far. Hendes bror. Han var aldrig indadvendt, aldrig mut. Hendes bror er veltalende og charmerende. Glat. Ham og hans kone er de perfekte værter. Maden er god, og samtalen er hele tiden i gang, den glider af sted som en strøm, den er aldrig alvorlig, aldrig besværlig.
Heidi kunne leve med det. Kunne hun bare blive kørt lige hjem bagefter. Det ville ikke være så slemt. Forlorent, falsk, men ikke uudholdeligt.
Det værste kommer bagefter.
„Skal vi lige gå en tur i parken og slå mave, før jeg kører dig hjem,“ siger han altid, når de er færdige med at spise. Det er underforstået, at det kun skal være de to. Søster og bror. Konen smiler og kysser Heidi på kinderne og siger, at det var dejligt at se hende. Dejligt, det ord bruger hun altid. Som regel gentager hun, at Heidi er velkommen til at tage en ven med næste gang. Hun taler med lys og let stemme, men hvis Heidi kigger hende direkte i øjnene, er det som at kigge ned i en afgrund. Når hun gør det, vender konen sig brat om og går ud i køkkenet.
*
Heidi går ved siden af sin bror. Hun har helt nye vinterstøvler og vinterjakke på, alligevel fryser hun. Broren småsnakker, indtil de er nået langt ind i parken.
Alt det han siger, uden egentlig at sige noget.
Så kigger han sig omkring, sikrer sig, at de er helt alene, og siger lavt, „Jeg holder det snart ikke ud mere.“ Sådan begynder det altid. Heidi behøver næsten ikke høre efter. Han spørger, om hun har hørt nyt hjemmefra, han spørger, om hun ved, hvordan mor har det. Han beder hende hilse mor.
Alt det, han ikke siger.
Mor skriver til Heidi hver uge, og hun nævner ham aldrig med et ord. Heidi skriver tilbage, og hun videregiver aldrig hans hilsner.
„Jeg hader det her liv,“ siger han, „jeg hader al den forstillelse, falskheden. Jeg passer mit arbejde, og jeg er god til det. De tror, jeg kan lide det. De ved ikke, hvor meget jeg drømmer om at sprænge det hele i luften.“ I pausen før han fortsætter, altid med den samme sætning, altid med samme barnlige, påtagede entusiasme, tager Heidi en dyb inanding. Hun skal beherske sig for ikke at sige noget. Din egen far. Du solgte din egen far. Smerten bevæger sig i kroppen, flytter sig hele tiden et nyt sted hen, hvert ord han siger, rammer ind i det, hun ikke må. Ikke råbe, ikke løbe væk, ikke reagere.
Han gjorde det nødvendige, for familiens skyld.
Hun skylder ham alt hun har.
Han kan tvinge hende til at være her, men han kan ikke tvinge hende til at lege, at de stadig har noget sammen. At de er noget særligt. Han er ynkelig at høre på. Patetisk. Hun væmmes ved hans barnlige snak om at sprænge alt i luften, han har ikke forstået noget som helst af det, deres forældre lærte dem.
„En dag så gør jeg det,“ siger han og stopper op. Han vender sig mod hende og ser på hende med lysende øjne, vanvittige øjne. Han tager fat i hende og rusker hende let, mens han ser indtrængende på hende. Hun ved godt, hvad han vil have: Hun skal spille med, hun skal også spile øjnene op, hun skal gispe forfærdet, hun skal spille overrasket. „Nej! Hvad er det, du siger,“ skal hun udbryde, men hun gør det ikke. Hun lader sig ruske som en slaskedukke, imens hun lukker øjnene for at undgå at se hans ansigt. Han slipper hende, og de går videre. Nu græder han, han lægger ikke engang skjul på det, han snøfter og hikster som et barn.
„Jeg ville ønske, du ville tale med mig,“ siger han, „jeg ville sådan ønske, vi kunne tale sammen, som dengang vi boede hjemme.“ Han sukker dybt.
„Jeg er så ensom,“ siger han, „du må også være ensom, du må også føle det. Har du det ikke ligesom mig?“ Hun går ved siden af ham og ser stift frem for sig.
Nu varer det ikke længe, før det er slut. Han stopper op og sparker i gruset. Han ser sig omkring. De er nået til springvandet. Det er som regel her, han foreslår, at de vender om igen. Før han kan nå at sige det, begynder hun at gå tilbage mod bilen. Hun går hurtigt.
I bilen siger de altid de samme høflige fraser, af hensyn til aflytningen. Han sætter hende af, og hun går direkte ind i sin lejlighed og i seng. Hun tager støvlerne af, men lægger sig under dynen med alt overtøjet på, så meget fryser hun. Gennemkold helt ind til benet. Om vinteren er dette også en del af søndagsrutinen. Når hun har fået varmen, lirker hun jakken og vanterne af og fisker det seneste brev fra mor frem fra under hovedpuden. Hun læser det, men tænker kun på alt det, der ikke står.
