Niels, hed han. Hendes brors nye ven. Han hilste på deres forældre, præsenterede sig og gav hånd. Den anden hånd havde han på ryggen, han stod rank som en soldat. De smilede, de dækkede op til en ekstra. De lod fjernsynet være tændt, mens de spiste, og talte om vejret og ingenting. Ingen så direkte på hinanden, ingen sagde noget, der betød noget. Heidi kiggede i smug på Niels, og hun så hans smil. Han sad som den eneste med løftet ansigt. Han kiggede indgående på både faren og moren, og på et tidspunkt fangede han endda Heidis blik og blinkede. Hun skyndte sig at se ned i sin tallerken og turde ikke kigge op igen.
Hver dag var hendes bror enten hjemme hos Niels eller havde Niels på besøg. De talte tydeligt, de gik med lange skridt og hænderne i lommen. Hendes bror begyndte også at opføre sig sådan, når han var alene. Hverken hendes more eller far sagde noget til det, ændringen. Men de holdt op med at tage på søndagsudflugter.
Det eneste de plejede at gøre sammen, alle sammen. Det var der far talte, underviste dem.
Den første søndag de ikke tog afsted, forstod Heidi ikke hvorfor. Hun var tretten år, der var så meget hun ikke forstod. Så meget, der ikke kunne siges ligeud. Hun plagede, vidste nok til at bruge andre ord, men hun blev ved, ville afsted. Hendes mor aede hende over håret, hun sagde ikke noget, kiggede ikke Heidi i øjnene, hun bed sig i læberne, og så gik hun ud på altenen. Heidi gik efter, stillede sig ved siden af hende. De stod længe og så på huset overfor; på børnene, der legede nede i gården. Flere gange var det, som om hendes mor skulle til at sige noget, men så gjorde hun det alligevel ikke.
Det var en tirsdag eftermiddag, kun nogle uger senere. De ventede. Far kom ikke hjem. Heidi sad med sin mor i sofaen, hendes bror kom hjem fra skole og gik direkte ind på sit værelse. Den længste nat. Heidi faldt i søvn indimellem, og hun var ude at tisse, hun drak lidt vand. Mor rørte sig ikke. Da det blev morgen, rejste mor sig op og gik ind på brorens værelse uden at banke på. Heidi fulgte efter. Han sad ret op og ned ved sit skrivebord. Han havde det samme tøj på, som da han var kommet hjem.
„Hvem er du,“ hviskede mor, „hvordan er du blevet sådan et monster, hvad har vi gjort forkert?“ Han vendte sig og kiggede på hende.
„Jeg gjorde det jo for vores skyld, det var vores eneste chance,“ sagde han. Heidi så på ham og mor. Hendes ansigt. Øjnene, kuglerunde, mælkede. Heidi så fra den ene til den anden uden at forstå, hvad der foregik. Dengang forstod hun det ikke. Mor tog sig til halsen og faldt ned på knæ, hun sank længere ned, lå helt slap på gulvet, som om der ikke var en eneste knogle i hendes krop. Som om hun kunne flyde helt ud og opløses til ingenting.
Heidi lukker øjnene og ser det for sig. Ser morens krop flyde ud og sive ned gennem gulvbrædderne, forsvinde. Heidis far forsvandt den nat, han kom aldrig tilbage.
Den slags skete. Det var ikke unormalt.
Men stik i mod alles forventning skete der ikke mere.
Deres mor kunne fortsætte sit arbejde, de beholdt deres gode lejlighed. Niels og hans familie fortsatte med at omgås hendes bror. En dag inviterede de også Heidi og hendes mor. Der var ikke noget at tage fejl af: De var ikke udstødte. På trods af farens forsvinden.
Folk slappede af. Nej: De lod, som om de slappede af. De turde ikke andet end at genoptage tidligere rutiner. Heidi blev fortsat inviteret til venindernes fødselsdage. Lærerne behandlede hende fortsat som en mønsterelev. Hendes mor underviste de samme hold, og hendes kollegaer drak kaffe med hende, som om intet var hændt. Deres fars forsvinden blev aldrig nævnt. Ingen spurgte. Det var, som om han aldrig havde eksisteret.
Efterhånden kunne Heidi jo godt regne ud, hvad der var sket, og hun var nok ikke den eneste, der kunne se sammenhængen. Heidis bror havde afsløret deres far. Han havde afsløret ham, og på en eller anden måde overbevist dem om, at han var værdifuld nok til, at de lod resten af familien gå. Niels’ far var højtstående nok. Det var en aftale, som alle fik noget ud af. De fik en loyal støtte i hendes bror. En evigt taknemmelig medarbejder, og, troede de, en søster og en mor, der trods alt måtte være taknemmelige over at være blevet skånet.
Hendes bror fik efter sin eksamen et godt job i bankens hovedkontor. Heidi kom også videre. Heidi har forstået, at det udelukkende var hans fortjeneste at hun fik sin gode uddannelse, og at det var ham, der sørgede for, at hun også fik arbejde her. Langt fra mor.
Heidi ved ikke, om de på forhånd havde regnet ud, hvilken sidegevinst de fik, ved på den måde at bryde folks forventninger. Man skulle tro, at folk blev opmuntrede af, at en familie på den måde blev reddet, men det virkede stik modsat: Folk blev bange. De vidste ikke, hvad der forventedes af dem. De vidste ikke hvad der ellers kunne være anderledes end de troede. Der var naturligvis ingen, der sagde det højt. Men Heidi kunne mærke det. Det var i luften. Det var overalt omkring hende. Luften sitrede af det.
Hun var i en undtagelsestilstand, der aldrig holdt op. Heidi og hendes familie var blevet en flimrende, uforståelig eksistens, som ingen vidste præcis, hvordan de skulle opføre sig over for. De var enten for overstrømmende eller for kejtede, for høflige eller for afmalte.
