Heidi ved hvor Asta bor. Hun ved hvilken bus hun tager til arbejde. Heidi bor tættere på kontoret, i et pænere område. Heidi kan gå til arbejde, længere er det ikke, men hun begynder at tage bussen, så snart Asta er udskrevet fra hospitalet. Mens hun stadig har benet i gips og humper afsted på sine krykker. Heidi gider ikke engang lade, som om det er tilfældigt. Hun sætter sig ved siden af Asta, hvis pladsen er ledig. Hvis ikke, stiller hun sig i nærheden. De taler sammen. Venligt, høfligt. De taler om neutrale emner; vejret, tøj, weekendens fester. De venter. Heidi kan se det på Asta, der er altid det ekstra blik. Et hurtigt kast med hovedet, en nervøs trækning.
Hun er bange. Heidi er også bange.
Men mest af alt er hun klar til at gøre noget. Nu. Snart. Jo før, jo bedre. Hjemme kan hun se det når hun kigger i spejlet. Hendes kinder har farve, øjnene gløder. Hun kan mærke det i sin krop. Musklerne arbejder, hjertet pumper blod rundt. Kroppen er en maskine der arbejder for denne sag. Det er godt, når kroppen er en maskine, dårligt når hjernen er det. Det har hun lært af sine forældre.
Heidi er vågen, hun er er klar. Asta skal vise vejen, præsentere hende for de andre, som Heidi ved findes. Den gruppe, den modstand, som hendes far satte al sin lid til.
De skal gennemføre attentatet. Bomben skal placeres rigtigt denne gang. Heidi vil gøre det selv, hvis de giver hende lov.
Selvfølgelig er det ikke gjort med en enkelt bombe. Den vil ikke løse alle problemer. Så let ved hun godt, at det ikke er. Der skal mange til. Nålestik. Det var hendes fars plan. Den, han havde udtænkt, som Heidi og hendes bror skulle udføre, når de blev gamle nok. Når tiden blev rigtig.
„Se op,“ sagde hendes far altid, og Heidi lagde hovedet tilbage og så op i himlen. „Ikke så højt,“ sagde hendes far grinende, „se på de øverste etager.“ Heidi gjorde som han sagde, og han forklarede, at de altid sidder dér, altid på øverste etage.
„Når man har magten, vil man også have den bedste udsigt. Man kan leve med, at man ikke kan skilte med sin magt, man kan leve med at skjule sin rigdom. Men ingen skal tage den bedste udsigt fra dem. Det sidder dybt i alle mennesker, det ville være naturstridigt at lade nogen anden få den plads.“
Heidi kiggede på de brede vinduespartier. Mange steder var der balkoner, og om aftenen kunne man se silhuetter bevæge sig bag de nedrullede gardiner.
„Spræng de øverste etager i luften, sådan rammer man de rigtige. Nålestik. Et ad gangen, som en utrættelig hveps. Det er et signal til dem: Vi ved, I er der, vi ved, hvad I gør.“
Det var hendes fars plan, det er Heidis plan.
Hun vil fortælle det hele til Asta, når tiden er rigtig. Når de er blevet fortrolige. Selv hvis det viser sig, at Asta ikke arbejder sammen med andre, selv hvis de to er de eneste. Så skal de gøre det alligevel og på den måde vække andres mod. Hun vil forklare Asta, hvorfor det vil virke. Folk har givet op, de tror, det er umuligt at kæmpe mod systemet. Men Heidi ved, at hun ikke er den eneste, der vil noget andet. Hun ser det samme i Astas øjne. Modstanden, kampen. De har ikke givet op.
Alle i toppen sidder trygt og godt på deres kontorer. De tror, de har den fulde kontrol. De har sat det hele i system, de tager højde for alt. De aflytter alle der har den mindste indflydelse. De flytter rundt på folk, de splitter familier, venner. De udspreder rygter, falske og sande, og ved, hvad folk i sidste ende vælger at tro på. De siger aldrig noget højt. Det er slet ikke nødvendigt.
Heidi har længe set folk i øjnene. De opdager det sjældent, hun er blevet så god til at gøre det. Hurtigt, et kast med hovedet, håret distraherer dem. Hun ser ind i deres øjne og kan på et splitsekund afgøre, om de stadig findes derinde, bag frygten. Så mange er helt fortabte. En afgrund. Det er, som om de er slukkede.
Men hun så det med det samme hos Asta, den første dag hun var på kontoret: Hendes øjne er åbne. Hun ser tilbage, hun ser på Heidi på samme måde. Hun undersøger. På deres kontor er de de eneste, men i bussen, og når hun går på gaden, ser Heidi flere af den slags øjne. Derfor ved hun, at der er håb. Derfor ved hun, at modstanden findes.
*
Dagene på kontoret er ens, mens hun venter på, at Asta er klar til at tale. Heidi er god til sit arbejde. Hun møder altid til tiden, hun arbejder koncentreret, og hun løser alle de opgaver, hun får. Chefen er meget tilfreds med hende. Han lægger ikke skjul på det. Han kan finde på at komme ud fra sit kontor bare for at rose hendes arbejde. Han lader en bemærkning hænge i luften, så alle kan høre det. „Du skal nok komme langt, din bror må være stolt af dig,“ siger han for eksempel, „bare fortsæt på den måde, så skal de nok lægge mærke til din indsats. Med dine forbindelser skal du nok komme fremad.“
Altid får han nævnt hendes bror, altid siger han det demonstrativt højt. Han lægger en hånd på hendes skulder, lader den ligge for længe. Det er latterligt. Hun er bogholder. Hun får tal udleveret, som hun stiller op i kolonner. Hun regner og modregner.
Heidi ville ønske, at hun hadede sit arbejde.
Når hun træder ind i forhallen, tager hun sig selv i at se op på lysekronerne, der glimter, og loftet, der er hvælvet højt over hende. Hun viser sit adgangskort til vagten ved elevatoren og smiler tilbage helt uden at tænke over det. Hun hilser venligt på alle, hun kører i elevator med. De kender ikke hinanden, men de har det til fælles, at de har adgang til denne bygning, og det er nok. Hun går ned ad gangen og åbner døren til det åbne kontorlandskab. Hun står et øjeblik og lytter til de dæmpede arbejdslyde; lavmælte telefonsamtaler, diskret klaprende tastaturlyde. Alt ved rummet er behageligt. Belysningen, beplantningen, kontormøblernes materialer og farver. Det er et godt rum at arbejde i.
Der er heller intet galt med hendes kollegaer. Hver for sig er de gennemført sympatiske og begavede mennesker. Ligesom hun selv. De passer deres arbejde, de blander sig udenom.
Hendes bror troede måske de kunne flytte fra det, starte forfra. Men det kan de ikke. Det flimrende er fulgt med. Undtagelsestilstanden.
Heidi ved ikke hvordan rygterne spreder sig, de når aldrig hende, men hun kan mærke, at de ved det. Hun burde være udstødt. De forstår ikke hvordan det kan lade sig gøre, at hun arbejder her. De skal gøre sig umage. De anstrenger sig for at opføre sig rigtigt over for hende.
Heidi går på arbejde og går hjem. Hun køber ind og laver mad og spiser. Hun ser fjernsyn. Hun skriver breve til sin mor. Høflige breve, der ingenting afslører. Hun får høflige breve tilbage. Ingen, der læser dem, vil kunne bruge dem som bevis for noget. Heidi skriver endda, at hun er glad for sit arbejde. Ikke hver gang, men indimellem. Ellers ville det virke mistænkeligt. Hun er meget priviligeret. Mange drømmer om sådan en mulighed. Hun har fremtiden for sig. Hun kan arbejde sig op, hun er så ung endnu. Hvorfor skulle hun ikke være glad?
Heidi går på arbejde hver dag, fra tidlig morgen til sen eftermiddag. Kun søndag er fri. Sådan er det for alle, søndag er fridag.
Men hver søndag bliver hun hentet af sin bror, de spiser frokost og går tur.
Før hun fandt Asta, var der ikke andet i hendes liv.
Arbejde og søndag.
Det er svært at hade arbejdet, når der ikke er andet. Det er værst, når chefen kommer ud fra sit kontor. Når Heidi kan se, at han styrer direkte mod hendes bord, når hun mærker hans hånd på sin skulder.
For hun bliver glad. Hun bliver stolt.
Selv om hun ved, at han kun siger det, fordi han er bange. Fordi han altid gentager og understreger, at hun har en bror. Det er ham, han vil nå. Hendes chef vil sikre sig imod hendes bror. Imod det, som ikke burde kunne lade sig gøre.
Men nu har Heidi Asta. Hun har fundet den udvej, hun har ledt efter så længe. Sammen skal de finde flere, og de skal ændre det hele.
Sprænge det indefra, sådan som hendes far ønskede.
