Heidi skal vente længe, før åbningen endelig kommer. De er på vej hjem fra arbejde, de har talt sammen i flere uger, på vej til og fra arbejde, i kaffepauserne, i frokoststuen. Talt uden at nævne det, som Heidi hele tiden tænker på. De står ved busstoppestedet, og Asta siger: „Skal vi gå noget af vejen i stedet, vejret er så godt i dag?“ Heidi nikker. Vejret er overhovedet ikke godt. Det har sneet, og nu får blæsten de bittesmå snekorn til at fyge hen ad vejen. Jorden er bundfrossen, kulden bider i kinderne. De går med skuldrene oppe om ørerne, Asta humper af sted på sine krykker. Heidi venter på, at Asta skal begynde at tale.
„Hvis jeg fortæller dig en hemmelighed, fortæller du mig også en?“ siger Asta. Heidi trækker vejret frit, føler sig boblende let. Hun har ventet så længe.
„Jeg hader min bror,“ siger hun. Så fortæller hun det hele.
*
Da Asta bliver forfremmet, og til afskedsreceptionen knuger Heidi ind til sig og hvisker: „Bare rolig, jeg fortalte ingenting om dig,“ forstår Heidi ingenting. Da det bliver søndag, og hun venter, og klokken bliver kvart over et og halv to, uden at hendes bror dukker op. forstår hun.
Han er forsvundet.
Nu er der ingenting mellem hende selv og afgrunden.
(Click to here to read this story in Peter Woltemade’s English translation)
