Untitled by Naira Mushtaq. Image Courtesy: ArtChowk Gallery
Click here to read this story in English.
Tavs vidste ikke hvorfor han skulle bo hos sin Bedste. I begyndelsen vidste han ikke engang at han gjorde det. Eller at det skulle være noget særligt, han havde jo altid boet hos hende Og det var først da andre spurgte ham, hvor hans far og mor var henne, og hvorfor han ikke boede hos dem, at han begyndte at tænke på det.
Jamen havde han da en mor?
Og en far?
Og hvordan kunne nogen vide det, nÃ¥r han ikke engang selv kendte dem. En stor undren kom over ham ved denne pludselig udvidelse af hans muligheder, det var som om han kunne se længere — og som om han ikke se noget alligevel. Han blev nødt til at spørge Bedste.
Tavs tøvede, for hvordan kunne Bedste vide noget om det? Der kom jo aldrig nogen i hendes hus som han ikke kendte.
Han tænkte længe og omhyggeligt på alle de koner der kom og gik ind i huset og drak kaffe eller bare stod ved døren og snakkede. Ingen af dem havde nogensinde sagt at han havde en mor.
Eller havde de?
Fortalte de Bedste sådan noget, når han ikke hørte på det? Når han sad ude i sanddyngen?
Han gik ind og kiggede længe og undersøgende på den gamle kone, mens hun sad på køkkenstolen og strikkede. Lugten fra noget der stod og kogte på komfuret fyldte rummet med en god fornemmelse, men Tavs var alt for optaget af sine egne tanker til at lægge mærke til hvad det var. Han gik hen og lænede sig op ad Bedstes ben der bøjede sig inden i den mørke kjole.
Bedste?
Hun drejede ansigtet om imod ham uden at holde op med at strikke.
Bedste, er det sandt at jeg har en mor?
Hvem siger det?
De andre.
Alle mennesker har en mor.
Og en far?
Alle mennesker har også en far.
Også mig?
Er du da ikke et menneske? Bedste kiggede på ham over kanten på sine tynde briller.
Tavs tænkte sig grundigt om.
Jamen kender du hende? spurgte han så.
Bedste nikkede og hendes tykke underlæbe kom langt frem, sådan som den altid plejede at gøre når han havde gjort noget han ikke måtte. Joh, Bedste kendte godt hans mor.
Også min far?, ville han vide.
Nej, sagde Bedste og rejste sig op.
Og der var noget ved hendes måde at sige nej på der fik ham til at lade være med at spørge mere. Det var ikke underlæben alene, selv om den var meget stor nu. Det var tonen.
Men han holdt ikke op med at tænke.
Hvis Bedste hele tiden havde vist han havde en mor, hvorfor havde hun så aldrig sagt det? Han skævede til hende. Hun havde kun rejst sig og lagt noget på ilden for at afbryde ham, og han satte sig stille ned på gulvet og gav sig til at bygge huse af brændestykkerne fra trækassen i krogen. Bedste havde vidst det hel tiden, det var han sikker på, de stive hvide hår på hendes hage bevægede sig oprørt mens hun strikkede.
Senere rejste han sig forsigtigt og listede ind i det kolde sovekammer, hvor nakkespejlet med den gulnede celluloidkant lå på den hvide broderede lysedug på kommoden. Længe betragtede han sit eget ansigt i spejlet inden han lagde det op igen.
Og i stedet for at spørge mere begyndte han at lytte ved dørsprækken når Bedste havde besøg. Liggende ubevægelig på køkkengulvet med øret mod døren fulgte han samtalen og ventede tålmodigt på at de skulle sige noget om hans mor, mens køligheden fra den mørke glatte fernis kom ind i kroppen på ham. Og ganske langsomt forstod han at noget ved hans omstændigheder var anderledes. Det var derfor han boede hos Bedste.
Lydløst rejste han sig og listede ud før de fremmede og satte sig artigt med sine pinde og kogler i grusbunken, hvor konerne skulle forbi, og han betragtede åbent og nysgerrigt deres blanke retfærdige ansigter når de gik hjem. De kunne ikke vide han havde hørt dem, alligevel så deres øjne til siden for hans, og Tavs var ikke mere i tvivl. De havde allesammen hele tiden vidst at han havde en mor.
Men det var først den dag de klippede ham, og hans bløde halvlange hårlokker lå på Bedstes køkkengulv, at den fulde sammenhæng gik op for ham. To nabokoner var kommet for at hjælpe, og det havde kostet mange forklaringer og megen overtalelse at få ham til at finde sig i det. Han sad på køkkenstolen midt på gulvet, og en af konerne brugte saksen, mens Bedste og den anden snakkede og snakkede for at aflede hans opmærksomhed, så han ikke rendte sin vej før de var færdige.
For han var jo en dreng, sagde de til ham, og drenge gik ikke med lange krøller når de var så store.
Tavs stirrede mistænksomt på dem.
Det var meget pænere med kort hår, havde de sagt.
Tavs havde ventet længst muligt med at krybe op på stolen. Bedste havde da langt hår, vidste han. Om aftenen når hun gik i seng tog hun hårnålene ud af knuden i nakken, og en lang fletning rullede ned på natkjolen omme på ryggen.
Jamen Bedste har langt hår, sagde han.
Bedste er en dame, sagde konen med saksen. Og Tavs havde kigget forbavset på Bedste, det vidste han heller ikke. En dame?
Du er da ikke nogen pige, sagde den anden.
Bedste er ikke nogen dame, forkyndte han højt.
Ikke? sagde konen stilfærdigt.
Nej for Bedste er Bedste.
Man kan godt være begge dele, mente konen.
Tavs overvejede mens de bandt et viskestykke om halsen på ham. Der var aldrig nogen der havde prøvet at klippe ham før.
Er min mor så også en dame?, spurgte han.
Der blev en sær stilhed i køkkenet, som om der ikke var nogen der rigtig vidste hvad de skulle sige til det.
Hvordan ser hendes hår ud, spurge han videre da ingen svarede.
Din mor?
Ja, er det langt?
Det var i hvert fald langt da hun var lille, sagde konen med saksen.
Med krøller i?
Det var akkurat magen til dit.
Hvor ved du det fra?
Jeg så det jo.
Hvor henne?
Lige her hvor vi er.
Sad hun også på den her stol?
Javist.
Og blev klippet med den her saks?
Nej for hun var jo en pige.
Tavs sad lidt og tænkte og følte hvordan saksen var kold mod huden omme i nakken.
Hvorfor sad hun så på den her stol?, spurgte han så.
Jamen hun var jo Bedstes pige dengang, sagde konen hurtigt.
Det var stille lidt igen.
Er hun ikke det mere?
Jo, men nu er hun voksen.
Den ene lange tot hår efter den anden faldt ned på gulvet og konen med saksen bevægede sig langsomt rundt om stolen.
Hvorfor kommer hun aldrig? sagde Tavs.
Det er nok fordi hun bor så langt væk.
Lyden af saksen fyldte rummet. Bedste havde fået den slebet til lejigheden. Og da han var færdig kom hun med spejlet, så han kunne kigge i det, og han sad længe fordybet i sit forandrede udseende og prøvede at forstå at det stadig var ham.
Se hvor du er pæn, sagde konerne, du er meget pænere nu.
