Sengetæppet Tavs

Tavs blev siddende ude i køkkenet, da de andre gik ind i stuen med kaffen og de klirrende kopper. Det var underligt. Hans mor havde også haft sådan noget hår da hun var lille, havde de sagt. Bedste havde fejet hans hår sammen i en bunke henne i krogen for at de ikke skulle træde i det og få det med ind i stuen, og Tavs lod sig glide ned fra stolen med spejlet i hånden. Henne på bordet lå saksen endnu, han lagde spejlet derop i stedet. Så samlede han noget af håret op fra bunken og klippede i det.

Det gjorde ikke spor ondt. Ikke engang når han tog en ordentlig stor tot, han kunne slet ikke mærke det selv om det var hans eget hår, det hele blev bare til bittesmå stumper som flimrede ned på køkkengulvet.

Da der ikke var flere krøller tilbage, prøvede han med karkluden, men den var besværlig. Altfor tyk og klumpet. Og sÃ¥ var den vÃ¥d, det var ikke til at klippe i noget der var sÃ¥ vÃ¥dt… SÃ¥ var det meget bedre med viskestykket som gik fra hinanden i pæne lange strimler. Men det var alligevel ikke rigtig som hÃ¥r. Det var meget sjovere med hÃ¥r, han provede igen med bunken pÃ¥ gulvet, men de smÃ¥ totter skiltes ad mellem fingrene pÃ¥ ham, og der var næsten ingen bunke tilbage mere.

******

Men henne foran komfuret lå Bedstes tykke hankat med poterne puttet ind under maven og næsen ned mod de lune klinker.

Han stod lidt og så på den før han provede med den.

Men det var der heller ikke noget ved, den kradsede ham bare og gik sin vej med blod på øret. Tavs kiggede skuffet efter den. Når de nu havde sagt man var meget pænere når man blev klippet, og at man skulle sidde stille mens det blev gjort, hvad gik den så for. Hvorfor skulle missen ikke være pæn når han skulle.

Han lindede døren ind til stuen med saksen på ryggen. De smilede opmuntrende til ham henne fra kaffekopperne for at overbevise ham om at han stadigvæk sa pæn ud med kort hår. Og han fortsatte forbi deres stemmer og deres smil ind i soveværelset, hvor Bedstes hvide hæklede sengetæppe lå udbredt over den store seng med frynserne helt ned til gulvet ved begge sider.

Det var meget længe og fine frynser, og Tavs rørte nænsomt ved dem med fingrene før han tog fat. Denne gang var det rigtigt, det var han sikker på, frynserne faldt af på akkurat samme måde som hans hår var faldet og krummede sig sammen som lokker på gulvet nedenunder. Han arbejdede sammenbidt, men det tog længere tid end han havde ventet og det gjorde mere ondt i fingrene med den store saks end han havde tænkt. Men man kan ikke nøjes med at klippe nogen på den ene side, havde konerne sagt, det er nødt til at være ens, derfor blev han tålmodigt ved til han havde været hele vejen rundt og der ikke var en eneste lang frynse tilbage.

Så trådte han baglæns fra sengen og lagde hodet på siden akkurat som kvinderne havde gjort, og hans fornøjelse over tæppets forandrede udseende var ikke mindre end konernes ved synet af ham.

Han kom til at se meget ældre ud, havde de sagt.

Det gjorde tæppet egentlig også, tænkte Tavs. Der var nogen steder de havde gamle tæpper på deres senge, hvor frynserne næsten helt var slidt af. Han var lige så dygtig til at klippe som konerne. Og fuld af stolthed slog han døren til stuen op og bad dem komme ind og se hvor fint der var blevet.

Tre par øjne rettede sig med bange anelser mod saksen som han stadigvæk stod med. Der var meget stille. Så brod verden sammen om ham. Begge de fremmede koner slog hænderne sammen og himlede op om en hel masse ting som han aldrig før havde hørt. Det var noget med hans mor og noget med hans far, og en hel masse om hvad der nogen sinde skulle blive af ham selv.

Men hvorfor var det ikke lige så godt at klippe frynserne af sengetæppet som det var at klippe håret af ham? De havde jo allesammen sagt at det slet ikke var pænt med sådan noget langt nogt der hang og daskede.

Bedste tog saksen ud af hånden på Tavs, men til konernes misfornøjelse slog hun ham ikke. Hun skældte ham ikke engang ud. I stedet førte hun drengen foran sig ind i sovekammeret igen og lagde ham på tværs i den store seng med hodet hængende ud over kanten.

Nu kunne han blive liggende der, sagde hun.

Inde i drengens øjne stod hun pÃ¥ hodet, det sÃ¥ underligt ud. Konerne henne i døren stod ogsÃ¥ pÃ¥ hodet. Han skulle alligevel have haft nogen klø, sagde de. Hvis han havde været en af deres –

Tavs skuttede sig ved tanken. Det var nu godt nok han var Bedstes.

Nu blir du bare liggende til jeg kommer igen, sagde hun, og Tavs kunne se på underlæben at hun mente det. Så skubbede hun konerne tilbage i stuen og lukkede doren.

Men han kunne da godt høre hvad de sagde alligevel. Og han kunne også høre at de drak mere kaffe.

Hvorfor gav du ham ikke nogen på ørene, spurgte hun som havde klippet ham. Det lød som om hun var vred på Bedste.

Det duer ikke, sagde Bedste, han skal tages.

Det gibbede i Tavs. Tages? –Hvem skulle tage ham? Var det meningen han skulle ligge her for at nogen kunne komme og tage ham.

Det duer ikke at slå, sagde Bedste.

Nej, det er vel det blod, sagde den anden spidst.

Tavs stivnede. Havde de opdaget det ogsÃ¥? — At han havde klippet katten i øret?

Men det er jo det vi hele tiden har sagt, sagde konen, det ender galt, men du har jo selv været ude om det.

Hvis du tror din Efraim er kønnere, så tar du fejl, sagde Bedste i den tone hun brugte når hun ikke ville høre mere om en ting. Lidt efter begyndte de at snakke om potteplanter.

Hvordan kønnere? tænkte Tavs. — Han syntes da ikke Efraim var køn overhodet, han havde stritører. Men han havde allerede haft kort hÃ¥r i lang tid. Han glemte katten og at han havde klippet den, og lÃ¥ bare og kiggede op i loftet og ventede pÃ¥ at Bedste skulle komme som hun havde sagt. NÃ¥r han bøjede hodet helt bagover kunne han se de afklippede frynser ned pÃ¥ gulvet. De lÃ¥ der endnu og var ikke blevet fejet sammen i en bunke som hÃ¥ret ude i køkkenet.

Han blev træt i nakken af det. Hvorfor kom hun ikke som hun havde sagt, når de alligevel bare sad og snakkede. Han kunne høre de ikke drak kaffe mere, de talte om en der hed Johanne. Han var også ligeglad, han ønskede bare at Bedste ville komme og sige at han godt måtte gå ud og lege.

Han vred sig rundt sÃ¥ han kunne se grenene uden for vinduet. Inde i stuen brød konerne endelig op og gik hjem, og han kunne høre, hvordan Bedste fulgte dem ud gennem bryggerset som hun plejede. — Nu mÃ¥tte hun komme.

Men Bedste begyndte bare at bære kaffetøj ud.

Da Tavs havde ligget der meget, meget længe, gik han ud og spurgte hvor hun blev af.

Hvorfor kommer du ikke?

Jamen jeg skal sandelig ikke i seng endnu, sagde Bedste forbavset. Det er jo midt på dagen. Jeg kommer når jeg skal sove.

Men hvorfor skal jeg så ligge derinde? Hans stemme var let fortørnet.

Fordi du er et sengetæppe, sagde Bedste.

Tavs rynkede panden. Hendes underlæbe var ikke så tydelig mere.

Jamen en dreng kan da ikke være et sengetæppe, mente han så.

Jovist, forsikrede Bedste alvorligt. Når et sengetæppe kan være en dreng, kan en dreng skam også være et sengetæppe.

Tavs stod lidt og tænkte igen.

Jeg syntes da heller ikke et sengetæppe kan være en dreng, sagde han så.

Er du sikker på det?

Tavs nikkede ivrigt.

Hvordan kan det så være du klippede håret af det?

Bedste holdt ikke op med at bære kopper og fade ud og vaske dem af. Hun gik frem og tilbage mellem stuen og kokkenet og snakkede som om det var hende fuldstæmdig det samme hvem der var tæppe på hendes seng.

Skal jeg så blive liggende der lige til alle frynserne er vokset ud igen, spurgte Tavs beklemt.

Det vil nok vare længe, tænkte han. Frynser voksede vist ikke ret hurtigt, i hvert fald syntes han ikke de var blevet længere i den tid han kunne huske.

Ja det kommer jo an på om vi kan blive enige om hvem der skal være sengetæppe og hvem der skal være dreng her i huset, sagde Bedste.

Du kan også godt blive et viskestykke og hænge på sommet, føjede hun til og holdt nogen trevler i vejret. Jeg synes det er ligesom jeg mangler et eller andet til at tørre kopperne af i.

Tavs skævede til sømmet ved komfuret, og Bedste fejede hÃ¥rbunken sammen pÃ¥ klinkerne en gang til. Hun tog noget af det op i hÃ¥nden og kiggede pÃ¥ det. — Længe, syntes Tavs.

Cecil Bødker (born 1927) is one of contemporary Denmark’s most highly awarded and prolific female authors. She has written 59 books including poetry, novels for children and adults, short stories and plays. Best known for her young-adult fiction books, in 1976 she received the international Hans Christian Andersen Medal for Writing, for her lasting contribution to children’s literature. In 1998 she was awarded the Grand Prize of the Danish Academy, the highest honor awarded to an author in Denmark, for her body of work.

*Published by agreement with Gyldendal Group Agency. This story is the first chapter of the collection of connected stories, ‘Stories about Tacit’ forthcoming by Spuyten Duyvil Press in fall of 2016.