Sengetæppet Tavs

Untitled by Naira Mushtaq. Image Courtesy: ArtChowk Gallery

Click here to read this story in English.

Tavs vidste ikke hvorfor han skulle bo hos sin Bedste. I begyndelsen vidste han ikke engang at han gjorde det. Eller at det skulle være noget særligt, han havde jo altid boet hos hende Og det var først da andre spurgte ham, hvor hans far og mor var henne, og hvorfor han ikke boede hos dem, at han begyndte at tænke på det.

Jamen havde han da en mor?

Og en far?

Og hvordan kunne nogen vide det, nÃ¥r han ikke engang selv kendte dem. En stor undren kom over ham ved denne pludselig udvidelse af hans muligheder, det var som om han kunne se længere — og som om han ikke se noget alligevel. Han blev nødt til at spørge Bedste.

Tavs tøvede, for hvordan kunne Bedste vide noget om det? Der kom jo aldrig nogen i hendes hus som han ikke kendte.

Han tænkte længe og omhyggeligt på alle de koner der kom og gik ind i huset og drak kaffe eller bare stod ved døren og snakkede. Ingen af dem havde nogensinde sagt at han havde en mor.

Eller havde de?

Fortalte de Bedste sådan noget, når han ikke hørte på det? Når han sad ude i sanddyngen?

Han gik ind og kiggede længe og undersøgende på den gamle kone, mens hun sad på køkkenstolen og strikkede. Lugten fra noget der stod og kogte på komfuret fyldte rummet med en god fornemmelse, men Tavs var alt for optaget af sine egne tanker til at lægge mærke til hvad det var. Han gik hen og lænede sig op ad Bedstes ben der bøjede sig inden i den mørke kjole.

Bedste?

Hun drejede ansigtet om imod ham uden at holde op med at strikke.

Bedste, er det sandt at jeg har en mor?

Hvem siger det?

De andre.

Alle mennesker har en mor.

Og en far?

Alle mennesker har også en far.

Også mig?

Er du da ikke et menneske? Bedste kiggede på ham over kanten på sine tynde briller.

Tavs tænkte sig grundigt om.

Jamen kender du hende? spurgte han så.

Bedste nikkede og hendes tykke underlæbe kom langt frem, sådan som den altid plejede at gøre når han havde gjort noget han ikke måtte. Joh, Bedste kendte godt hans mor.

Også min far?, ville han vide.

Nej, sagde Bedste og rejste sig op.

Og der var noget ved hendes måde at sige nej på der fik ham til at lade være med at spørge mere. Det var ikke underlæben alene, selv om den var meget stor nu. Det var tonen.

Men han holdt ikke op med at tænke.

Hvis Bedste hele tiden havde vist han havde en mor, hvorfor havde hun så aldrig sagt det? Han skævede til hende. Hun havde kun rejst sig og lagt noget på ilden for at afbryde ham, og han satte sig stille ned på gulvet og gav sig til at bygge huse af brændestykkerne fra trækassen i krogen. Bedste havde vidst det hel tiden, det var han sikker på, de stive hvide hår på hendes hage bevægede sig oprørt mens hun strikkede.

Senere rejste han sig forsigtigt og listede ind i det kolde sovekammer, hvor nakkespejlet med den gulnede celluloidkant lå på den hvide broderede lysedug på kommoden. Længe betragtede han sit eget ansigt i spejlet inden han lagde det op igen.

Og i stedet for at spørge mere begyndte han at lytte ved dørsprækken når Bedste havde besøg. Liggende ubevægelig på køkkengulvet med øret mod døren fulgte han samtalen og ventede tålmodigt på at de skulle sige noget om hans mor, mens køligheden fra den mørke glatte fernis kom ind i kroppen på ham. Og ganske langsomt forstod han at noget ved hans omstændigheder var anderledes. Det var derfor han boede hos Bedste.

Lydløst rejste han sig og listede ud før de fremmede og satte sig artigt med sine pinde og kogler i grusbunken, hvor konerne skulle forbi, og han betragtede åbent og nysgerrigt deres blanke retfærdige ansigter når de gik hjem. De kunne ikke vide han havde hørt dem, alligevel så deres øjne til siden for hans, og Tavs var ikke mere i tvivl. De havde allesammen hele tiden vidst at han havde en mor.

Men det var først den dag de klippede ham, og hans bløde halvlange hårlokker lå på Bedstes køkkengulv, at den fulde sammenhæng gik op for ham. To nabokoner var kommet for at hjælpe, og det havde kostet mange forklaringer og megen overtalelse at få ham til at finde sig i det. Han sad på køkkenstolen midt på gulvet, og en af konerne brugte saksen, mens Bedste og den anden snakkede og snakkede for at aflede hans opmærksomhed, så han ikke rendte sin vej før de var færdige.

For han var jo en dreng, sagde de til ham, og drenge gik ikke med lange krøller når de var så store.

Tavs stirrede mistænksomt på dem.

Det var meget pænere med kort hår, havde de sagt.

Tavs havde ventet længst muligt med at krybe op på stolen. Bedste havde da langt hår, vidste han. Om aftenen når hun gik i seng tog hun hårnålene ud af knuden i nakken, og en lang fletning rullede ned på natkjolen omme på ryggen.

Jamen Bedste har langt hår, sagde han.

Bedste er en dame, sagde konen med saksen. Og Tavs havde kigget forbavset på Bedste, det vidste han heller ikke. En dame?

Du er da ikke nogen pige, sagde den anden.

Bedste er ikke nogen dame, forkyndte han højt.

Ikke? sagde konen stilfærdigt.

Nej for Bedste er Bedste.

Man kan godt være begge dele, mente konen.

Tavs overvejede mens de bandt et viskestykke om halsen på ham. Der var aldrig nogen der havde prøvet at klippe ham før.

Er min mor så også en dame?, spurgte han.

Der blev en sær stilhed i køkkenet, som om der ikke var nogen der rigtig vidste hvad de skulle sige til det.

Hvordan ser hendes hår ud, spurge han videre da ingen svarede.

Din mor?

Ja, er det langt?

Det var i hvert fald langt da hun var lille, sagde konen med saksen.

Med krøller i?

Det var akkurat magen til dit.

Hvor ved du det fra?

Jeg så det jo.

Hvor henne?

Lige her hvor vi er.

Sad hun også på den her stol?

Javist.

Og blev klippet med den her saks?

Nej for hun var jo en pige.

Tavs sad lidt og tænkte og følte hvordan saksen var kold mod huden omme i nakken.

Hvorfor sad hun så på den her stol?, spurgte han så.

Jamen hun var jo Bedstes pige dengang, sagde konen hurtigt.

Det var stille lidt igen.

Er hun ikke det mere?

Jo, men nu er hun voksen.

Den ene lange tot hår efter den anden faldt ned på gulvet og konen med saksen bevægede sig langsomt rundt om stolen.

Hvorfor kommer hun aldrig? sagde Tavs.

Det er nok fordi hun bor så langt væk.

Lyden af saksen fyldte rummet. Bedste havde fået den slebet til lejigheden. Og da han var færdig kom hun med spejlet, så han kunne kigge i det, og han sad længe fordybet i sit forandrede udseende og prøvede at forstå at det stadig var ham.

Se hvor du er pæn, sagde konerne, du er meget pænere nu.

Tavs blev siddende ude i køkkenet, da de andre gik ind i stuen med kaffen og de klirrende kopper. Det var underligt. Hans mor havde også haft sådan noget hår da hun var lille, havde de sagt. Bedste havde fejet hans hår sammen i en bunke henne i krogen for at de ikke skulle træde i det og få det med ind i stuen, og Tavs lod sig glide ned fra stolen med spejlet i hånden. Henne på bordet lå saksen endnu, han lagde spejlet derop i stedet. Så samlede han noget af håret op fra bunken og klippede i det.

Det gjorde ikke spor ondt. Ikke engang når han tog en ordentlig stor tot, han kunne slet ikke mærke det selv om det var hans eget hår, det hele blev bare til bittesmå stumper som flimrede ned på køkkengulvet.

Da der ikke var flere krøller tilbage, prøvede han med karkluden, men den var besværlig. Altfor tyk og klumpet. Og sÃ¥ var den vÃ¥d, det var ikke til at klippe i noget der var sÃ¥ vÃ¥dt… SÃ¥ var det meget bedre med viskestykket som gik fra hinanden i pæne lange strimler. Men det var alligevel ikke rigtig som hÃ¥r. Det var meget sjovere med hÃ¥r, han provede igen med bunken pÃ¥ gulvet, men de smÃ¥ totter skiltes ad mellem fingrene pÃ¥ ham, og der var næsten ingen bunke tilbage mere.

******

Men henne foran komfuret lå Bedstes tykke hankat med poterne puttet ind under maven og næsen ned mod de lune klinker.

Han stod lidt og så på den før han provede med den.

Men det var der heller ikke noget ved, den kradsede ham bare og gik sin vej med blod på øret. Tavs kiggede skuffet efter den. Når de nu havde sagt man var meget pænere når man blev klippet, og at man skulle sidde stille mens det blev gjort, hvad gik den så for. Hvorfor skulle missen ikke være pæn når han skulle.

Han lindede døren ind til stuen med saksen på ryggen. De smilede opmuntrende til ham henne fra kaffekopperne for at overbevise ham om at han stadigvæk sa pæn ud med kort hår. Og han fortsatte forbi deres stemmer og deres smil ind i soveværelset, hvor Bedstes hvide hæklede sengetæppe lå udbredt over den store seng med frynserne helt ned til gulvet ved begge sider.

Det var meget længe og fine frynser, og Tavs rørte nænsomt ved dem med fingrene før han tog fat. Denne gang var det rigtigt, det var han sikker på, frynserne faldt af på akkurat samme måde som hans hår var faldet og krummede sig sammen som lokker på gulvet nedenunder. Han arbejdede sammenbidt, men det tog længere tid end han havde ventet og det gjorde mere ondt i fingrene med den store saks end han havde tænkt. Men man kan ikke nøjes med at klippe nogen på den ene side, havde konerne sagt, det er nødt til at være ens, derfor blev han tålmodigt ved til han havde været hele vejen rundt og der ikke var en eneste lang frynse tilbage.

Så trådte han baglæns fra sengen og lagde hodet på siden akkurat som kvinderne havde gjort, og hans fornøjelse over tæppets forandrede udseende var ikke mindre end konernes ved synet af ham.

Han kom til at se meget ældre ud, havde de sagt.

Det gjorde tæppet egentlig også, tænkte Tavs. Der var nogen steder de havde gamle tæpper på deres senge, hvor frynserne næsten helt var slidt af. Han var lige så dygtig til at klippe som konerne. Og fuld af stolthed slog han døren til stuen op og bad dem komme ind og se hvor fint der var blevet.

Tre par øjne rettede sig med bange anelser mod saksen som han stadigvæk stod med. Der var meget stille. Så brod verden sammen om ham. Begge de fremmede koner slog hænderne sammen og himlede op om en hel masse ting som han aldrig før havde hørt. Det var noget med hans mor og noget med hans far, og en hel masse om hvad der nogen sinde skulle blive af ham selv.

Men hvorfor var det ikke lige så godt at klippe frynserne af sengetæppet som det var at klippe håret af ham? De havde jo allesammen sagt at det slet ikke var pænt med sådan noget langt nogt der hang og daskede.

Bedste tog saksen ud af hånden på Tavs, men til konernes misfornøjelse slog hun ham ikke. Hun skældte ham ikke engang ud. I stedet førte hun drengen foran sig ind i sovekammeret igen og lagde ham på tværs i den store seng med hodet hængende ud over kanten.

Nu kunne han blive liggende der, sagde hun.

Inde i drengens øjne stod hun pÃ¥ hodet, det sÃ¥ underligt ud. Konerne henne i døren stod ogsÃ¥ pÃ¥ hodet. Han skulle alligevel have haft nogen klø, sagde de. Hvis han havde været en af deres –

Tavs skuttede sig ved tanken. Det var nu godt nok han var Bedstes.

Nu blir du bare liggende til jeg kommer igen, sagde hun, og Tavs kunne se på underlæben at hun mente det. Så skubbede hun konerne tilbage i stuen og lukkede doren.

Men han kunne da godt høre hvad de sagde alligevel. Og han kunne også høre at de drak mere kaffe.

Hvorfor gav du ham ikke nogen på ørene, spurgte hun som havde klippet ham. Det lød som om hun var vred på Bedste.

Det duer ikke, sagde Bedste, han skal tages.

Det gibbede i Tavs. Tages? –Hvem skulle tage ham? Var det meningen han skulle ligge her for at nogen kunne komme og tage ham.

Det duer ikke at slå, sagde Bedste.

Nej, det er vel det blod, sagde den anden spidst.

Tavs stivnede. Havde de opdaget det ogsÃ¥? — At han havde klippet katten i øret?

Men det er jo det vi hele tiden har sagt, sagde konen, det ender galt, men du har jo selv været ude om det.

Hvis du tror din Efraim er kønnere, så tar du fejl, sagde Bedste i den tone hun brugte når hun ikke ville høre mere om en ting. Lidt efter begyndte de at snakke om potteplanter.

Hvordan kønnere? tænkte Tavs. — Han syntes da ikke Efraim var køn overhodet, han havde stritører. Men han havde allerede haft kort hÃ¥r i lang tid. Han glemte katten og at han havde klippet den, og lÃ¥ bare og kiggede op i loftet og ventede pÃ¥ at Bedste skulle komme som hun havde sagt. NÃ¥r han bøjede hodet helt bagover kunne han se de afklippede frynser ned pÃ¥ gulvet. De lÃ¥ der endnu og var ikke blevet fejet sammen i en bunke som hÃ¥ret ude i køkkenet.

Han blev træt i nakken af det. Hvorfor kom hun ikke som hun havde sagt, når de alligevel bare sad og snakkede. Han kunne høre de ikke drak kaffe mere, de talte om en der hed Johanne. Han var også ligeglad, han ønskede bare at Bedste ville komme og sige at han godt måtte gå ud og lege.

Han vred sig rundt sÃ¥ han kunne se grenene uden for vinduet. Inde i stuen brød konerne endelig op og gik hjem, og han kunne høre, hvordan Bedste fulgte dem ud gennem bryggerset som hun plejede. — Nu mÃ¥tte hun komme.

Men Bedste begyndte bare at bære kaffetøj ud.

Da Tavs havde ligget der meget, meget længe, gik han ud og spurgte hvor hun blev af.

Hvorfor kommer du ikke?

Jamen jeg skal sandelig ikke i seng endnu, sagde Bedste forbavset. Det er jo midt på dagen. Jeg kommer når jeg skal sove.

Men hvorfor skal jeg så ligge derinde? Hans stemme var let fortørnet.

Fordi du er et sengetæppe, sagde Bedste.

Tavs rynkede panden. Hendes underlæbe var ikke så tydelig mere.

Jamen en dreng kan da ikke være et sengetæppe, mente han så.

Jovist, forsikrede Bedste alvorligt. Når et sengetæppe kan være en dreng, kan en dreng skam også være et sengetæppe.

Tavs stod lidt og tænkte igen.

Jeg syntes da heller ikke et sengetæppe kan være en dreng, sagde han så.

Er du sikker på det?

Tavs nikkede ivrigt.

Hvordan kan det så være du klippede håret af det?

Bedste holdt ikke op med at bære kopper og fade ud og vaske dem af. Hun gik frem og tilbage mellem stuen og kokkenet og snakkede som om det var hende fuldstæmdig det samme hvem der var tæppe på hendes seng.

Skal jeg så blive liggende der lige til alle frynserne er vokset ud igen, spurgte Tavs beklemt.

Det vil nok vare længe, tænkte han. Frynser voksede vist ikke ret hurtigt, i hvert fald syntes han ikke de var blevet længere i den tid han kunne huske.

Ja det kommer jo an på om vi kan blive enige om hvem der skal være sengetæppe og hvem der skal være dreng her i huset, sagde Bedste.

Du kan også godt blive et viskestykke og hænge på sommet, føjede hun til og holdt nogen trevler i vejret. Jeg synes det er ligesom jeg mangler et eller andet til at tørre kopperne af i.

Tavs skævede til sømmet ved komfuret, og Bedste fejede hÃ¥rbunken sammen pÃ¥ klinkerne en gang til. Hun tog noget af det op i hÃ¥nden og kiggede pÃ¥ det. — Længe, syntes Tavs.

Cecil Bødker (born 1927) is one of contemporary Denmark’s most highly awarded and prolific female authors. She has written 59 books including poetry, novels for children and adults, short stories and plays. Best known for her young-adult fiction books, in 1976 she received the international Hans Christian Andersen Medal for Writing, for her lasting contribution to children’s literature. In 1998 she was awarded the Grand Prize of the Danish Academy, the highest honor awarded to an author in Denmark, for her body of work.

*Published by agreement with Gyldendal Group Agency. This story is the first chapter of the collection of connected stories, ‘Stories about Tacit’ forthcoming by Spuyten Duyvil Press in fall of 2016.