Gratulanten

Det var lidt ud på aftenen, at Marius sagde: “Du må alligevel hellere slette Krogsholt.”

Helga så forbavset op fra skriveriet. Hun var lige ved at spørge, om den nye redaktør så skulle have en indbydelse, da Marius sagde: “Jeg annoncerer.” Han så på hende med en blanding af triumf og bebrejdelse. Kunne hun da ikke selv have fundet på det? Triumfen vandt over bebrejdelsen: “Du er vist ved at blive gammel, Helga,” sagde han overbærende.

Den gamle Helga, som rent faktisk var 12 år yngre end sin mand, og som bestemt også så sådan ud, fik det udtryk i ansigtet, som hun normalt fik, når Marius var alt for urimelig. “Så kunne vi have sparet alt det,” sagde hun og mente den dynge af indbydelser og konvolutter, som hun allerede havde skrevet. “Og frimærkerne,” sagde hun, “hvornår får vi brug for alle dem?”

Marius rystede på hovedet. Tålmodigt forklarede han, at selvfølgelig skulle indbydelserne også sendes ud, for han ville jo være sikker på, at alle dem, der skulle komme, også kom. Men der skulle altså også en annonce til. Han sagde: “Kan du ikke lige lave sådan én?”

Det viste sig sværere for Helga at få den forfattet, end man umiddelbart skulle tro. Man kunne jo ikke skrive: “Husk min 80 års fødselsdag den 14. september”, selv om det var det, der var meningen.

De måtte drøfte det længe. De samlede sig mere og mere om den sædvanlige annonce, selv om Helga stadig gjorde vrøvl og sagde, at så kunne de da have sparet indbydelserne og frimærkerne. Marius overhørte hende og beordrede hende til at skrive lidt ned. Helga bladede i et par gamle numre af avisen og skrev så: “I anledning af min 80 års fødselsdag den 14. september indbydes slægt, venner og bekendte til en fest i forsamlinghuset kl. 19. Af hensyn til køkkenet bedes man tegne sig i brugsen.”

Hun læste udkastet op Marius tænkte og var et smut ude og spytte. Han kom ind igen. “Læs det lige forfra.” Han hørte opmærksomt efter. “Nej,” sagde han, “det går alligevel ikke.” Der blev en pause. Helga så spørgende ud. “Det lyder jo, som om vi angler efter selskab, som om vi er tilfredse med hvem som helst,” sagde han irriteret.

Han tænkte længe og grundigt. “Nu sender vi indbydelserne ud,” sagde han, “og annoncerer vi med, at al opmærksomhed frabedes.”

Helga kiggede ned over annoncespalterne, tog en anden avis og afsøgte også den. Hun skrev. Så læste hun: “Al påtænkt opmærksomhed den 14. september frabedes venligst men bestemt.” Hun så op på ham, og han fik en svag mistanke om, at der var lidt drilleri i hendes blik. For skams skyld lod han lidt tid gå. Man skulle ikke lade sig provokere. Så sagde han: “Lyder du alligevel ikke lidt for ugæstfri? Kunne du ikke lave det lidt mere i rening af, at folk ikke ligefrem behøver at vise opmærksomhed?”

Hun skrev igen: “Opmærksomhed den 14. september frabedes,” foreslog hun. “Venligst,” sagde Marius, “frabedes venligst, skal der stå.”

Der var længe stille i køkkenet. Så mumlede Marius: “Opmarksomhed den 14. september frabedes venligst.” Helt tilfreds var han nu ikke. Han gav udtryk for det. “Selvfølgelig vil de fleste forstå det, men man risikerer jo, at nogen tager det, som det er skrevet. Bankdirektøren for eksempel, eller ham den nye på foderstoffen, det er jo ikke godt at vide, hvordan det var der, hvor de kommer fra.”

Helga kiggede stadig i avisen. “Åbent hus,” sagde hun, “hvad med at annoncere om åbent hus fra 12 til 14. Det er vist sådan, man gør nu til dags.”

Marius nærmest fnøs af forargelse. “Åbent hus! Det skulle da være i forsamligshuset, og der skal jo pyntes til om aftenen. Hvordan vil du lave åbent hus i det par stuer her? Hvis du annoncerer sådan, kommer der måske hundrede mennesker.”

Helgas skepsis forblev uudtalt, men kunne tydeligt aflæses i det hastige blik, hun sendte ham. Han vrissede. Stemningen i køkkenet var ikke så god mere. De bestemte sig til at sove på det.

Det blev alligevel til et både og. De 70 indbydelser til festen i forsamligshuset bleve sendt ud, og i avisen kunne man se en annonce – over to spalter – som Marius regnede med ikke kunne overses af bankdirektøren og andre direktører, af redaktøren og af vælgerforeningsformænd og lign. Den lød sådan: “I anledning af min 80 års fødselsdag den 14. september modtages gratulanter i hjemmet kl. 12–14. Helga og Marius Beck.”

Formuleringen var resultatet af langvarige forhandlinger og et besværligt kompromis. Helga havde insisteret på “åbent hus” under gentagne henvisninger til, at det var sådan man sagde nu om dage. Marius vrængede: “Åbent hus. Vrøvl. Vil du havde tilfældige folk til at vade rundt herinde?” Han havde endda nedværdiget sig til selv at skrive et udkast til annoncen, og da var det, at ordet “gratulanter” blev indført i historien.

Helga måtte bøje sig. Han var jo trods alt manden i huset. Til gengæld stod hun urokkelig fast på, at annoncen skulle underskrives med begge navne.

Marius protesterede. Han grinede oven i købet. “Det er sgu da ikke dig, der bliver 80,” sagde han. Men Helga dokumenterede ved hjælp af det meste af en årgang af aviser, at når der blev indrykket den slags annoncer, så stod begge ægtefællers navne nedenunder. Det kunne han da selv se. Hun holdt avisen frem og pegede: “Hjertelig tak for al opmærksomhed ved min fødselsdag. Sonja og Poul Jensen.” Konerne skulle også med, sådan var det nu til dags. “Og du bryder dig vel ikke om at virke gammeldags?” spurgte hun.

Det var Marius tydeligt ligeglad med. Han fortsatte med et par spydigheder om den 80-årige Helga, men der var ikke noget at gøre. “Det er mig, der skal have besværet,” sagde hun, “jeg vil også med i annoncen.”

Stilheden, der fulgte efter den replik, blev ret påtrængende. Til sidst gav han sig. “Men så skal du også selv ringe den ind,” sagde han. Han rejste sig besværligt og traskede ud i haven. “Satans til kælling,” mumlede han, “ikke engang en spytbakke må man have inde i køkkenet.”

Så gik tiden, og den gik langsomt. Indbydelserne var sendt ud, og svarene indløb. Annoncen var telefoneret, den blev bragt, og den blev læst. Det var slet ikke så lidt snak, der blev om den.

“Gratulanter,” grinede Morten Andersen, da han dumpede ind i en snak i brugsen om Marius’ forestående dag, “gratulanter,” grinede han med det tonefald, man her på egnen bruger, når man skal more sig lidt over det rigsdanske, “det er vist ikke småfolk som os, der går rundt og leger gratulanter.” Der lød næsten højlydt bifald fra Jens Christian og Holger. Selvfølgelig vidste man, at Morten bar rundt på et gammelt nag til Marius, og at det ikke var blevet midre med årene, selv om de her på det seneste var blevet en slags naboer, men god var bemærkningen nu. Uddleren deltog dog ikke hverken hørligt eller synligt i munterheden. Det var jo heller ikke småting i form af øl, vin og tobak, der var blevet bestilt til levering dels i forsamlingshuset, dels i hjemmet, og med alt det andet, det skulle bruges sådan en festdag, belv det til et helt godt biddrag til en ellers vigende omsætning. Da samtalen lidt efter var mere afdæmpet – og mere salig, fandt han – undlod han ikke at sige lidt om, at Marius nu altid havde været en god mand for det lokale, og at han ikke some visse andre havde flyttet det meste af sin handel udensogns. Det var en bemærkning, der gik ind hos et par af de tilstedeværende. Allligevel var det den særlige morten andersenske måde at sige “gratulanter” på, man huskede og godtede sig over, da man gik hjem, og på den måde fik ordet en slags borgerret i det lokale sprog og det med en betydning, som ikke helt vil være at finde i den store danske ordbog.