Gratulanten

Der var ikke gået mange timer af den 14. september, før Helga stod op. Der var meget, der skulle tages vare på, selv om de sidste dage havde været brugt på forberedelser, og hun havde haft god hjælp til det. Kirstine, som havde været pige hos dem i så mange år på gården, var blevet hidkaldt, og Helga havde følt det næsten som i gamle dage, når noget stort var under opsejling.

Hun lukkede forsigtigt sovekammerdøren efter sig. Selv om Marius altid sov som en stud, og der sikkert skulle ikke så lidt til at vække ham, så var der ingen grund til at risikere noget. Det ville være alt for besværligt at skulle have ham til at gøre vrøvl eller komme med gode råd netop nu. Hun så op på uret. Før syv skulle han i hvert fald ikke have lov til at blive vækket.

Hun satte sig ved køkkenbordet efter at have lavet dagens første kande kaffe og tog sig et overblik. Måske skulle hun alligevel få uddeleren til at komme med en kasse øl mere. Vin var der vist nok af – til dem, der foretrak det.

Så var der flaget. Marius havde købt nyt flag, og han havde oven i købet ringet til landmåleren for at få at vide, hvor stort sådan ét kunne være, når man havde en nogenlunde almidelig flagstang. Han ville te sig umanerligt, hvis hun glemte at få det hejst. Hun rejste sig og hentede det i skabet. Så tog hun træskoene på og gik ud i haven i den endnu mørke morgen og fik efter meget besvær flagsnoren løsnet og enderne bundet i flaget. Så hejsede hun det op i nattehimlen.

Det var dét. Godt at hun havde husket det, så hun slap både for Marius’ bebrejdelser og for at skulle stå til grin for naboerne i fuldt dagslys og fumle med flaget, som var det største, forretningen havde på lager. Marius havde vist lagt lidt til det mål, landmåleren havde opgivet.

Hun vendte tilbage til kaffekoppen og et halvspist stykke med syltetøj.

Og så var der stuerne. Hun måtte hellere se at få tørret støv af og støvsuget, så alt var klart, når Kirstine kom, og de skulle i gang med at sætte frem.

Marius sad som i en tronestol. Han var iført sit mørke tøj, han var blevet klippet og havde fået skægget studset et par dage før og sad nu og så helt national ud med sit lyserøde nyvaskede ansigt under det hvide hår. Klokken nærmede sig tolv, og han sad og underholdt sig med de to svigersønner – et par halvgamle stødere, hvoraf den ene allerede var begyndt at snakke om, han nok snart ville på efterløn.

Posten havde været der med et par lykønskningsbreve fra familiemedlemmer, som ikke kunne komme om aftenen på grund af geografien eller på grund af sygdom, og en flaske portvin fra banken. Det huede ikke Marius, at de sådan sendte.   Han måtte nok stryge bankdirektøren fra den liste over gratulanter, han gik med i hovedet, og beklageligvis også fra listen over de folk, som han havde ventet sig særlige hyldesttaler fra. Han sagde: “De unge mennesker tror, de har så travlt.”

Der kom en bil kørende derude. Satte den ikke farten ned? Marius tav midt i en sætning og lyttede. Bilen kørte videre, og Marius fortsatte med at fortælle svigersønnerne, hvad han havde sagt på slagteriets generalforsamling i 38.

Helga tog et sidste blik over maden. Sild, kartoffelsalat og små frikadeller, røget hellefisk, ribbensteg og rødkål, leverpostej og rødbeder, fem slags pølse fra slagteren inde i byen. Hun skotttede til Marius, som blev mere og mere fjern i stemmen, mens han fortalte. Hun sagde – nærmest henvendt til svigersønnerne: “I kan godt begynde.” Den ældste, ingeniøren, ham der spekulerede på efterløn, begyndte at rejse sig, men blev bragt til sæde igen af Marius’ blik. “Vi har vel ikke sådan et hastværk,” sagde han. Han fik Helgla til at bringe sig avisen fra dagen før, så han kunne vise svigersønnerne omtalen. “Kendt landmand fylder 80”, stod der, og så fulgte listen over hans mange aktiviteter “Men de har nu sjusket ikke så lidt,” sagde Marius. “De skriver, at jeg var i bestyrelsen for kvægavlsforeneningen. Jeg var næstformand, var jeg.” Han sad lidt. “Det er mærkeligt, at sådan nogle aldrig kan spørge sig for de rigtige steder.”

Så blev han tavs. Alle sad de og lyttede. Når de kunne komme til det, kastede de et blik ud gennem vinduet. Der kom en knallert forbi, og smedens varevogn kom forbi. “Jeg synes alligevel, I skulle begynde på maden,” sagde Helga. Bønfaldende så hun på døtrene og svigersønnerne. Heller ikke børnebørnene havde haft tid til at komme allerede nu. De ventede til i aften.

Naboen, det var Morten Andersen, havde haft travlt i haven her sidst på eftermiddagen. Han havde fundet ud af, at man jo godt kunne begynde at gøre den vinterklar, selv om det kun var midten af september, og hen imod middag var han gået i gang helt ude ved hækken mod vejen, hvor der var et godt udsyn. Han havde sagt til konen: “Man må jo have set, hvordan sådan nogle gratulanter ser ud.”

Tidligere havde han set posten komme og bære en pakke ind. Og endnu tidligere havde han set den unge pige fra brugsen komme cyklende med en flot indpakket flaske – sikkert “Gammel Dansk”, havde Morten tænkt, og da han nu tænkte på det igen, følte han et svagt behov for en opstrammer. Alligevel blev han ved sin rive og rodede op inde under hækken. Der måtte vel snart ske noget.

Det gjorde der ikke. Klokken blev tolv. Der skete stadig ikke noget, det vil sige, lidt skete der, men nok ikke det rigtige. Brugsens pige kom igen, denne gang i bil med uddelerens kone som chauffør, og der var flere flasker, der blev båret ind. Og en stor æske, lod det til. Morten slog et slag hen omkring bilen og vekslede et par ord med Ellen, som kunne fortælle, at det var helt tovligt, som der var blevet ringet om flasker, der skulle leveres med kort og det hele. Fra slagteriet, fra foderstoffen og alle mulige steder fra.

Morten tænkte sit. Hans ansigt oplystes af et mærkeligt nedadrettet smil, men Ellen så bare imponeret ud. “Og chokolade,” sagde hun, “den største æske vi havde i butikken. Den var fra Severinsens,” tilføjede hun, “de er jo afholds.”

Pigen kom ud endnu tyggende på et eller andet og satte sig ind. Ellen vendte bilen og kørte igen. Anden trafik var der ikke. Morten følte sig helt ung, sådan boblede det i ham. Nu måtte han hellere se at komme ind til Margrethe, som stod inde bag potteplanterne og observerede. Det var vel også på tide at få sin mad.

“De sender,” sagde han med flad stemme, og ingen andre end Margrethe ville have været i stand til at fornemme undertonen af fryd, “de sender og kommer ikke selv.”

Han standsede, ramt af Margrethes alvor. Han vred sig lidt. Margrethe sagde: “Han er din nabo.”

Morten virrede med hovedet. Han gik ud i køkkenet. Det var let at se, at bordet ikke var dækket, selv om det var over tiden. “Marius er trods alt din nabo,” sagde hun igen og blev stående inde ved vinduet, som om hun ikke havde pligter. Han brokkede sig lidt, men som sædvanlig var det ikke nogen nytte til.