Gratulanten

Artwork by Fraz Mateen. Image courtesy of ArtChowk Gallery.

Click here to read this story in English.

Marius Beck havde jo været en af de store. Det havde han været i begge betydninger af ordet, og i den ene af betydningerne var han det endnu, selv om de ældste af de bukser, som han kunne finde på at bruge, var kommet til at slaske en smule om hans tidligere endnu mere magtfulde bag. Men fylde et bilsæde kunne han stadig og det endda et af de store amerikanske. Når han sad, så sad han, og det betød blandt andet, at han ikke kunne dreje sig, det var der alt for mange ubevægelige kilo til.

Derfor kneb det med at bakke, for det med bakspejl for slet ikke at tale om sidespejle havde han aldrig vænnet sig til. Da de flyttede ind i det ny hus henne i forlængelse af parcelhus-kvarteret – grundene i den egentlige parceludstykning var ikke store nok – havde han da også efter en uges forløb fået mureren til at brække garagens bagvæg ned og fået anlagt vej rundt om huset, så man kunne komme hjemmefra i fremadgående gear. Så skånede man hus, beplantning og flagstang – til gengæld kom selve huset til at ligge nærmest midt i en rundkørsel, men han fik vejen kunstfærdigt brolagt, så helt tosset kom det nu ikke til at se ud. Og at han stadig var en handlekræftig og praktisk mand, fik han samtidig demonstreret.

Hermed er det også fortalt, at Marius Beck og hans kone ikke længere bor på gården. Den er soldgt – og solgt ud af slægten. Det taler man helst ikke om.

Gården var ikke bare en af de store, men den næststørste inden for flere sogne. Og da ejeren af den største mere lagde sine aktiviteter ude i landsdelen for ikke at sige ude i landet, havde det været Marius Beck, der havde ført det store ord i det lokale, været i bestyrelserne og alt det. Været formænd – hvis man på den måde kan udtrykke en mangfoldighed af formandspladser.

Det var formandspladserne, han savnede nu. Det med at lede og fordele arbejdet på gården havde der ikke været så meget ved de senere år. Der var ligesom ikke indhold nok i at lede og fordele én karl og en fodermester. Men bestyrelsesmøderne og delegeretmøderne dem savnede han. Alt det betydningsfulde, det med at have et ansvar.

Han savnede kontakt med andre betydningsfulde mænd, savnede at få et håndtryk af egnens folketingsmand, når de mødtes i Karup eller Kastrup, og få lejlighed til at komme med en klog og velgennemtænkt bemærkning. Han følte sig efterhånden så alene, at han kunne finde på at give sig i snak med folk, han tilfældigt mødte på landsbygaden – oven i købet nogen som han tidligere ikke havde værdiget et blik. Tilflyttere, småfolk og den slags.

Og snart blev han 80. Det måtte jo planlægges omhyggeligt, hvis ryet skulle bevares og anseelsen forlænges ind i et nyt årti.

Listen over dem, der skulle indbydes, var færdig, troede Helga da. Hun sad ved bordet i køkkenet med skriveblokken, og der havde været en lang pause, nærmest en stilhed inde fra spisestuen ved siden af, hvor Marius lå på divanen og planlagde. Hun talte. Der var ca. 70 navne – og mange af dem var efterhånden blevet enlige. Så mere end 110 blev det nok ikke. Det var ikke som tidligere, dengang deres generation endnu ikke fyldte så meget op på kirkegårdene rundt om.

“Jeg må jo se at få købt nogle kort,” sagde Helga.

Han rømmede sig derinde. Det fik divanen til at knirke lidt. Den var jo også gammel og pyntede slet ikke blandt de nye spisestuemøbler, men Marius havde ikke været til at formå til at kassere den, da de flyttede fra gården. Nu knirkede det endnu mere, han var vist ved at rejse sig.

Han kom frem i døren. “Det er en skam, at vi ikke kender redaktøren,” sagde han, “havde det bare været den gamle, kunne vi have sendt en indbydelse.”

Helga huskede godt den gamle redaktør. De havde været sammen med ham et par gange, dengang Marius endnu var i bladets repræsentantskab, hvis det da ikke var bestyrelsen, han havde været i, det havde ikke altid været så let at følge med i, om det var det ene eller det andet, der trak ham hjemmefra. Jo, hun huskede godt redaktøren.

“Men det kan vi vel ikke,” sagde Marius, nærmest til sig selv men dog så meget henvendt til Helga, at hun kunne tillade sig at reagere. “Hvad kan vi ikke?”

“Sende en indbydelse til redaktøren,” sagde han vrissende.

“Han er da vist død,” sagde hun.

Der kom en lyd fra Marius, som vist ikke skulle tolkes alt for smigrende. “Den ny, selvfølgelig.”

Helga kunne ikke forstå, hvorfor de skulle indbyde den nye redaktør, når Marius nu ikke kendte ham. Hun sagde det. De var jo i køkkenet, og her var det hende, der normalt førte ordet.

Lidt omstændeligt fik Marius forklaret kvindemennesket, at hvis det havde været den gamle redaktør, der stadig var der, og han havde fået en indbydelse, ja så havde de jo i god tid fået at vide derinde på avisen, at der var en fødselsdag, som de burde gøre noget ud af. Ja, sådan for deres egen skyld, de skulle jo følge med i, hvad der skete af betydningsfuldt på egnen, og lidt hjælp trængte de jo sommetider til.

Men den ny? Nej, det kunne man vist alligevel ikke. Marius satte sig tungt ved bordet og begyndte at vente på sin kaffe. Helga sagde: “Du kunne jo altid invitere lærer Krogsholt, han er jo meddeler.” Marius mumlede noget om det skvat til lærer – han og Helga havde jo altid været friskolefolk og han endda i friskolens bestyrelse, dengang der endnu var en friskole her, og derfor havde lærer Krogsholt, kommunelæreren eller skoleinspektøren, jo aldrig hørt til dem, de nærede særlig agtelse for. Men jo mere han tænkte over det, desto mere syntes det alligevel at være en mulighed. Krogsholt var lokal, og det var jo også ved utallige lejligheder, de havde måttet være sammen med ham ved guldbryllupper og andet, og så kunne han jo også synge for, når sangene blev omdelt. Og læse telegrammer op, måske.

Marius nikkede. “Så send da Krogsholt en indbydelse.” Resten af replikken blev nærmest opsamlet i skråen, som Marius fordrev ventetiden med, mens kaffemaskinen arbejdede håjlydt, men man behøvede ikke at høre de enkelte ord for at forså, at han i høj grad tvivlede på, at Krogsholts åndsevner slog til i en sag som denne.

Det var et par slurke henne i kop nummer to, at Marius sagde: “Du må hellere få dem skrevet i dag,” og efter kaffen lod Helga sig da også age ind til byen for at købe passende indbydelseskort og frimærker hos papirhandleren i gågaden. Marius blev siddenede i bilen lidt henne om hjørnet. Der var vistnok parkeringsforbud, men hvis han lod være med at slukke for motoren, kunne ingen komme og påstå, at han overtrådte noget. Der dannede sig godt nok nogle køer, og der var også nogle ungdommelige brushoveder, der begyndte at bruge hornet. Marius lod som ingenting. Det var da ikke hans fejl, at de ikke kendte ham. På en måde nød han postyret og modtog da også Helga helt uden spydighed, da hun kom tilbage. Det undrede hende noget. Helt inde i butikken havde hun kunnet høre, at trafikken henne i gaden ikke gled i sin normale rytme, men alligevel havde hun taget sig tid til også at se et par vinduer. Måske skulle hun have nyt inden fødselsdagen.

Marius sagde, “Hvad med en lille forfriskning nu vi er kommet til byen?” og han satte kareten

i bevægelse, kørte en lille snes meter frem og svingede til venstre ind på hotellets parkeringsplads lige for næsen af bybussen, der til alt held havde bremserne i orden.

“Det er jo ikke hver dag, man snart bliver 80,” sagde Marius.

Det var lidt ud på aftenen, at Marius sagde: “Du må alligevel hellere slette Krogsholt.”

Helga så forbavset op fra skriveriet. Hun var lige ved at spørge, om den nye redaktør så skulle have en indbydelse, da Marius sagde: “Jeg annoncerer.” Han så på hende med en blanding af triumf og bebrejdelse. Kunne hun da ikke selv have fundet på det? Triumfen vandt over bebrejdelsen: “Du er vist ved at blive gammel, Helga,” sagde han overbærende.

Den gamle Helga, som rent faktisk var 12 år yngre end sin mand, og som bestemt også så sådan ud, fik det udtryk i ansigtet, som hun normalt fik, når Marius var alt for urimelig. “Så kunne vi have sparet alt det,” sagde hun og mente den dynge af indbydelser og konvolutter, som hun allerede havde skrevet. “Og frimærkerne,” sagde hun, “hvornår får vi brug for alle dem?”

Marius rystede på hovedet. Tålmodigt forklarede han, at selvfølgelig skulle indbydelserne også sendes ud, for han ville jo være sikker på, at alle dem, der skulle komme, også kom. Men der skulle altså også en annonce til. Han sagde: “Kan du ikke lige lave sådan én?”

Det viste sig sværere for Helga at få den forfattet, end man umiddelbart skulle tro. Man kunne jo ikke skrive: “Husk min 80 års fødselsdag den 14. september”, selv om det var det, der var meningen.

De måtte drøfte det længe. De samlede sig mere og mere om den sædvanlige annonce, selv om Helga stadig gjorde vrøvl og sagde, at så kunne de da have sparet indbydelserne og frimærkerne. Marius overhørte hende og beordrede hende til at skrive lidt ned. Helga bladede i et par gamle numre af avisen og skrev så: “I anledning af min 80 års fødselsdag den 14. september indbydes slægt, venner og bekendte til en fest i forsamlinghuset kl. 19. Af hensyn til køkkenet bedes man tegne sig i brugsen.”

Hun læste udkastet op Marius tænkte og var et smut ude og spytte. Han kom ind igen. “Læs det lige forfra.” Han hørte opmærksomt efter. “Nej,” sagde han, “det går alligevel ikke.” Der blev en pause. Helga så spørgende ud. “Det lyder jo, som om vi angler efter selskab, som om vi er tilfredse med hvem som helst,” sagde han irriteret.

Han tænkte længe og grundigt. “Nu sender vi indbydelserne ud,” sagde han, “og annoncerer vi med, at al opmærksomhed frabedes.”

Helga kiggede ned over annoncespalterne, tog en anden avis og afsøgte også den. Hun skrev. Så læste hun: “Al påtænkt opmærksomhed den 14. september frabedes venligst men bestemt.” Hun så op på ham, og han fik en svag mistanke om, at der var lidt drilleri i hendes blik. For skams skyld lod han lidt tid gå. Man skulle ikke lade sig provokere. Så sagde han: “Lyder du alligevel ikke lidt for ugæstfri? Kunne du ikke lave det lidt mere i rening af, at folk ikke ligefrem behøver at vise opmærksomhed?”

Hun skrev igen: “Opmærksomhed den 14. september frabedes,” foreslog hun. “Venligst,” sagde Marius, “frabedes venligst, skal der stå.”

Der var længe stille i køkkenet. Så mumlede Marius: “Opmarksomhed den 14. september frabedes venligst.” Helt tilfreds var han nu ikke. Han gav udtryk for det. “Selvfølgelig vil de fleste forstå det, men man risikerer jo, at nogen tager det, som det er skrevet. Bankdirektøren for eksempel, eller ham den nye på foderstoffen, det er jo ikke godt at vide, hvordan det var der, hvor de kommer fra.”

Helga kiggede stadig i avisen. “Åbent hus,” sagde hun, “hvad med at annoncere om åbent hus fra 12 til 14. Det er vist sådan, man gør nu til dags.”

Marius nærmest fnøs af forargelse. “Åbent hus! Det skulle da være i forsamligshuset, og der skal jo pyntes til om aftenen. Hvordan vil du lave åbent hus i det par stuer her? Hvis du annoncerer sådan, kommer der måske hundrede mennesker.”

Helgas skepsis forblev uudtalt, men kunne tydeligt aflæses i det hastige blik, hun sendte ham. Han vrissede. Stemningen i køkkenet var ikke så god mere. De bestemte sig til at sove på det.

Det blev alligevel til et både og. De 70 indbydelser til festen i forsamligshuset bleve sendt ud, og i avisen kunne man se en annonce – over to spalter – som Marius regnede med ikke kunne overses af bankdirektøren og andre direktører, af redaktøren og af vælgerforeningsformænd og lign. Den lød sådan: “I anledning af min 80 års fødselsdag den 14. september modtages gratulanter i hjemmet kl. 12–14. Helga og Marius Beck.”

Formuleringen var resultatet af langvarige forhandlinger og et besværligt kompromis. Helga havde insisteret på “åbent hus” under gentagne henvisninger til, at det var sådan man sagde nu om dage. Marius vrængede: “Åbent hus. Vrøvl. Vil du havde tilfældige folk til at vade rundt herinde?” Han havde endda nedværdiget sig til selv at skrive et udkast til annoncen, og da var det, at ordet “gratulanter” blev indført i historien.

Helga måtte bøje sig. Han var jo trods alt manden i huset. Til gengæld stod hun urokkelig fast på, at annoncen skulle underskrives med begge navne.

Marius protesterede. Han grinede oven i købet. “Det er sgu da ikke dig, der bliver 80,” sagde han. Men Helga dokumenterede ved hjælp af det meste af en årgang af aviser, at når der blev indrykket den slags annoncer, så stod begge ægtefællers navne nedenunder. Det kunne han da selv se. Hun holdt avisen frem og pegede: “Hjertelig tak for al opmærksomhed ved min fødselsdag. Sonja og Poul Jensen.” Konerne skulle også med, sådan var det nu til dags. “Og du bryder dig vel ikke om at virke gammeldags?” spurgte hun.

Det var Marius tydeligt ligeglad med. Han fortsatte med et par spydigheder om den 80-årige Helga, men der var ikke noget at gøre. “Det er mig, der skal have besværet,” sagde hun, “jeg vil også med i annoncen.”

Stilheden, der fulgte efter den replik, blev ret påtrængende. Til sidst gav han sig. “Men så skal du også selv ringe den ind,” sagde han. Han rejste sig besværligt og traskede ud i haven. “Satans til kælling,” mumlede han, “ikke engang en spytbakke må man have inde i køkkenet.”

Så gik tiden, og den gik langsomt. Indbydelserne var sendt ud, og svarene indløb. Annoncen var telefoneret, den blev bragt, og den blev læst. Det var slet ikke så lidt snak, der blev om den.

“Gratulanter,” grinede Morten Andersen, da han dumpede ind i en snak i brugsen om Marius’ forestående dag, “gratulanter,” grinede han med det tonefald, man her på egnen bruger, når man skal more sig lidt over det rigsdanske, “det er vist ikke småfolk som os, der går rundt og leger gratulanter.” Der lød næsten højlydt bifald fra Jens Christian og Holger. Selvfølgelig vidste man, at Morten bar rundt på et gammelt nag til Marius, og at det ikke var blevet midre med årene, selv om de her på det seneste var blevet en slags naboer, men god var bemærkningen nu. Uddleren deltog dog ikke hverken hørligt eller synligt i munterheden. Det var jo heller ikke småting i form af øl, vin og tobak, der var blevet bestilt til levering dels i forsamlingshuset, dels i hjemmet, og med alt det andet, det skulle bruges sådan en festdag, belv det til et helt godt biddrag til en ellers vigende omsætning. Da samtalen lidt efter var mere afdæmpet – og mere salig, fandt han – undlod han ikke at sige lidt om, at Marius nu altid havde været en god mand for det lokale, og at han ikke some visse andre havde flyttet det meste af sin handel udensogns. Det var en bemærkning, der gik ind hos et par af de tilstedeværende. Allligevel var det den særlige morten andersenske måde at sige “gratulanter” på, man huskede og godtede sig over, da man gik hjem, og på den måde fik ordet en slags borgerret i det lokale sprog og det med en betydning, som ikke helt vil være at finde i den store danske ordbog.

Der var ikke gået mange timer af den 14. september, før Helga stod op. Der var meget, der skulle tages vare på, selv om de sidste dage havde været brugt på forberedelser, og hun havde haft god hjælp til det. Kirstine, som havde været pige hos dem i så mange år på gården, var blevet hidkaldt, og Helga havde følt det næsten som i gamle dage, når noget stort var under opsejling.

Hun lukkede forsigtigt sovekammerdøren efter sig. Selv om Marius altid sov som en stud, og der sikkert skulle ikke så lidt til at vække ham, så var der ingen grund til at risikere noget. Det ville være alt for besværligt at skulle have ham til at gøre vrøvl eller komme med gode råd netop nu. Hun så op på uret. Før syv skulle han i hvert fald ikke have lov til at blive vækket.

Hun satte sig ved køkkenbordet efter at have lavet dagens første kande kaffe og tog sig et overblik. Måske skulle hun alligevel få uddeleren til at komme med en kasse øl mere. Vin var der vist nok af – til dem, der foretrak det.

Så var der flaget. Marius havde købt nyt flag, og han havde oven i købet ringet til landmåleren for at få at vide, hvor stort sådan ét kunne være, når man havde en nogenlunde almidelig flagstang. Han ville te sig umanerligt, hvis hun glemte at få det hejst. Hun rejste sig og hentede det i skabet. Så tog hun træskoene på og gik ud i haven i den endnu mørke morgen og fik efter meget besvær flagsnoren løsnet og enderne bundet i flaget. Så hejsede hun det op i nattehimlen.

Det var dét. Godt at hun havde husket det, så hun slap både for Marius’ bebrejdelser og for at skulle stå til grin for naboerne i fuldt dagslys og fumle med flaget, som var det største, forretningen havde på lager. Marius havde vist lagt lidt til det mål, landmåleren havde opgivet.

Hun vendte tilbage til kaffekoppen og et halvspist stykke med syltetøj.

Og så var der stuerne. Hun måtte hellere se at få tørret støv af og støvsuget, så alt var klart, når Kirstine kom, og de skulle i gang med at sætte frem.

Marius sad som i en tronestol. Han var iført sit mørke tøj, han var blevet klippet og havde fået skægget studset et par dage før og sad nu og så helt national ud med sit lyserøde nyvaskede ansigt under det hvide hår. Klokken nærmede sig tolv, og han sad og underholdt sig med de to svigersønner – et par halvgamle stødere, hvoraf den ene allerede var begyndt at snakke om, han nok snart ville på efterløn.

Posten havde været der med et par lykønskningsbreve fra familiemedlemmer, som ikke kunne komme om aftenen på grund af geografien eller på grund af sygdom, og en flaske portvin fra banken. Det huede ikke Marius, at de sådan sendte.   Han måtte nok stryge bankdirektøren fra den liste over gratulanter, han gik med i hovedet, og beklageligvis også fra listen over de folk, som han havde ventet sig særlige hyldesttaler fra. Han sagde: “De unge mennesker tror, de har så travlt.”

Der kom en bil kørende derude. Satte den ikke farten ned? Marius tav midt i en sætning og lyttede. Bilen kørte videre, og Marius fortsatte med at fortælle svigersønnerne, hvad han havde sagt på slagteriets generalforsamling i 38.

Helga tog et sidste blik over maden. Sild, kartoffelsalat og små frikadeller, røget hellefisk, ribbensteg og rødkål, leverpostej og rødbeder, fem slags pølse fra slagteren inde i byen. Hun skotttede til Marius, som blev mere og mere fjern i stemmen, mens han fortalte. Hun sagde – nærmest henvendt til svigersønnerne: “I kan godt begynde.” Den ældste, ingeniøren, ham der spekulerede på efterløn, begyndte at rejse sig, men blev bragt til sæde igen af Marius’ blik. “Vi har vel ikke sådan et hastværk,” sagde han. Han fik Helgla til at bringe sig avisen fra dagen før, så han kunne vise svigersønnerne omtalen. “Kendt landmand fylder 80”, stod der, og så fulgte listen over hans mange aktiviteter “Men de har nu sjusket ikke så lidt,” sagde Marius. “De skriver, at jeg var i bestyrelsen for kvægavlsforeneningen. Jeg var næstformand, var jeg.” Han sad lidt. “Det er mærkeligt, at sådan nogle aldrig kan spørge sig for de rigtige steder.”

Så blev han tavs. Alle sad de og lyttede. Når de kunne komme til det, kastede de et blik ud gennem vinduet. Der kom en knallert forbi, og smedens varevogn kom forbi. “Jeg synes alligevel, I skulle begynde på maden,” sagde Helga. Bønfaldende så hun på døtrene og svigersønnerne. Heller ikke børnebørnene havde haft tid til at komme allerede nu. De ventede til i aften.

Naboen, det var Morten Andersen, havde haft travlt i haven her sidst på eftermiddagen. Han havde fundet ud af, at man jo godt kunne begynde at gøre den vinterklar, selv om det kun var midten af september, og hen imod middag var han gået i gang helt ude ved hækken mod vejen, hvor der var et godt udsyn. Han havde sagt til konen: “Man må jo have set, hvordan sådan nogle gratulanter ser ud.”

Tidligere havde han set posten komme og bære en pakke ind. Og endnu tidligere havde han set den unge pige fra brugsen komme cyklende med en flot indpakket flaske – sikkert “Gammel Dansk”, havde Morten tænkt, og da han nu tænkte på det igen, følte han et svagt behov for en opstrammer. Alligevel blev han ved sin rive og rodede op inde under hækken. Der måtte vel snart ske noget.

Det gjorde der ikke. Klokken blev tolv. Der skete stadig ikke noget, det vil sige, lidt skete der, men nok ikke det rigtige. Brugsens pige kom igen, denne gang i bil med uddelerens kone som chauffør, og der var flere flasker, der blev båret ind. Og en stor æske, lod det til. Morten slog et slag hen omkring bilen og vekslede et par ord med Ellen, som kunne fortælle, at det var helt tovligt, som der var blevet ringet om flasker, der skulle leveres med kort og det hele. Fra slagteriet, fra foderstoffen og alle mulige steder fra.

Morten tænkte sit. Hans ansigt oplystes af et mærkeligt nedadrettet smil, men Ellen så bare imponeret ud. “Og chokolade,” sagde hun, “den største æske vi havde i butikken. Den var fra Severinsens,” tilføjede hun, “de er jo afholds.”

Pigen kom ud endnu tyggende på et eller andet og satte sig ind. Ellen vendte bilen og kørte igen. Anden trafik var der ikke. Morten følte sig helt ung, sådan boblede det i ham. Nu måtte han hellere se at komme ind til Margrethe, som stod inde bag potteplanterne og observerede. Det var vel også på tide at få sin mad.

“De sender,” sagde han med flad stemme, og ingen andre end Margrethe ville have været i stand til at fornemme undertonen af fryd, “de sender og kommer ikke selv.”

Han standsede, ramt af Margrethes alvor. Han vred sig lidt. Margrethe sagde: “Han er din nabo.”

Morten virrede med hovedet. Han gik ud i køkkenet. Det var let at se, at bordet ikke var dækket, selv om det var over tiden. “Marius er trods alt din nabo,” sagde hun igen og blev stående inde ved vinduet, som om hun ikke havde pligter. Han brokkede sig lidt, men som sædvanlig var det ikke nogen nytte til.

Inde hos Marius var de efterhånden begyndt at stoppe nogle af de gode sager i sig. Der var ingen grund til at gøre det stående, for der var stole nok. De sad om bordet, og stemningen var ikke så let at holde oppe. Døtrene og den ene af svigersønnerne prøvede. “Som det gavebord dog bugner,” sagde den yngste af døtrene. Hendes mand sagde: “Der er flasker til flere år.”

Marius sagde ikke noget. Knap nok “skål”. Det var ikke rart at se ham sidde dér.

Der lød skridt ude på fliserne. De så alle op. “Der kommer nogen,” sagde døtrene i kor. Helga rejste sig nervøst. Marius kiggede på uret. Kvart i et.

Det bankede og døren gik op. Morten Andersen kom ind iført sit gamle sølvbryllpustøj, nybarberet og bandkæmmet. Han havde en stor buket efterårsasters i hånden. “Jeg skulle jo bare sige tillykke,” sagde han.

Morten blev bragt til bords. og der blev sørget for ham, som var han en direktør, en formand eller en anden standsperson. En af døtrene stak over for også at få Margrethe til at komme, men hun afslog. Hun var ikke klædt om, og hvad ville folk ikke tænke, hvis de kom og så hende i hendes dagligklæder? Der var ikke noget at gøre.

Morten løftede snapsglasset. “Jamen, tillykke da.” Marius besvarede skålen og tilkæmpede sig igen sit væsen som Marius Beck.

Han slog ud med hånden i retning af gavebordet. “Man er jo ikke helt glemt,” sagde han, “Men folk har så travlt nu om stunder, at de kun har tid til at blive et par minutter.” Morten nikkede forstående. “De er sandelig gået glip af noget,” sagde han og tog endnu en portion af de små lune frikadeller og den kolde kartoffelsalat. Helga skænkede op for ham igen.

“Tjah,” sagde Morten. “Tiden går, men den tid, der er gået godt, kommer jo ikke skidt tilbage, som man siger.”

Selskabet gav ham ivrigt ret. Alle var meget opstemte nu, uden at man kunne påstå, at det

skyldtes det flydende.

“Man har jo oplevet meget og har jo også haft en del ansvar,” sagde Marius og lod blikket fortone sig et sted i fortiden. Egentlig havde han forberedt en lille tale om ansvar og forpligtelse, men det var en større forsamling – og en lidt anderledes sammensat forsamling – han havde forestillet sig som tilhørere. Han gemte den. Han kunne nøjes med at bruge den i forsamlingshuset i aften.

De var kommet til kaffen. De var rykket ind til sofabordet og sad nu med deres kaffekopper og tog til småkagerne.

Marius var lidt træt. Han måtte nok også have et rigtigt hvil inden aftenens festlighed.

Resten af familien konverserede stadig ivrigt og viste Morten en venlighed og en opmærksomhed som vist var helt enestående.

Marius vågnede op af sit lille blund. Han sagde: “Vi skal da også have en cigar. Hent lige kassen, Helga.”

Helga hentede sølvcigarkassen henne på skrivebordet, og Marius begyndte at byde rundt. Den ene svigersøn røg ikke. Morten var på vej med sin venstre hånd, da hans ansigtsudtryk pludselig skiftede, og han standsede midt i bevægelsen.

Han trak hånden til sig. Han rystede på hovedet.

“Jeg har jo min pibe,” sagde han. Han gravede pibe, tobak og tændstikker frem fra diverse lommer, fik stoppet og tændt.

“Og så må jeg vist se at komme hjem,” sagde han, “jeg skulle da nødig tage pladsen op for nogen. Jeg skulle jo bare lige gratulere, som man siger.”

Knud Sørensen, born in 1928, was a certified land surveyor for 28 years, during which he became intimate with the Danish agricultural landscape. His work is best known for its portrayal of life in rural Denmark and the dissolution of small farming communities. A book reviewer for 14 years, he has also written 48 books and won over 20 literary awards. including a lifelong grant from the Danish Arts Council. In November 2014 he received the highest honor for a Danish author – the Grand Prize of the Danish Academy.

© Knud Sørensen, 1991