Whispers by Scharjeel Sarfaraz. Image Courtesy: ArtChowk Gallery
Da alarmen går i gang, kigger Heidi med det samme på Astas tomme plads. Det referat, hun var i gang med at renskrive, ligger på bordet foran hendes computer. Heidi kigger på sin egen skærm, hvor tallene står i kolonner. Nu slutter det, sådan ender det.
Hun lukker øjnene og lytter efter braget, der skal komme og overdøve alt andet: De dumpe lyde af hendes kollegaer, der springer op, vælter stolene bag sig, og løber henover det grånistrede gulvtæppe. De skingre lyde. Skrigene. Alarmen.
De er bange. Heidi sidder ret op og ned på sin stol, hun behøver ikke at kigge, hun ved, hvordan de ser ud. Hvordan deres ansigter er skævvredne, og deres øjne er kuglerunde og mælkede, som dukkeøjne.
Hun venter på braget, men det kommer aldrig.
Chefen ser, at hun stadig sidder på kontoret, og løber tilbage efter hende. Han griber hende i armen og trækker hende af sted, ud på bagtrappen, ned og ned. De er nogle af de sidste på trappen, de første løber hinanden over ende på vejen ned. Værst går det ud over Asta, der brækker et ben.
Men der kommer aldrig noget brag. Ingen bombe sprænger, og selv om Heidi ved, at hun ikke er den eneste, der ventede på det, bliver ordet aldrig nævnt. Brandalarm, falsk alarm, siger de. Ingen taler om at Asta allerede var på bagtrappen, da alarmen gik.
Nogle dage efter tilbyder Heidi at besøge Heidi på hospitalet og give hende en buket blomster fra kontoret. Chefen synes, det er en god ide. „Meget betænksomt,“ siger han og smiler til Heidi. Han sidder med benene over kors og vipper med den ene fod, som om han holder takten til en melodi, kun han kan høre. Han bliver ved og ved med at kigge på Heidi. Han fugter sine læber. Heidi kan ikke få øjnene fra den glinsende tungespids, der bevæger sig langsomt fra den ene mundvig til den anden.
Asta ser overrasket ud, da Heidi kommer ind på stuen. Måske havde hun slet ikke forventet at få besøg, måske bare ikke af Heidi. Buketten er overdådig, røde pæoner og gule iris, Heidi har selv betalt for at få den større, end det kontoret normalt giver. Hun finder en vase og stiller buketten i vindueskarmen, hvor den lyser mod vinterhimlen. Hun trækker stolen tæt hen til Asta’s seng og sætter sig ned, tasken har hun i skødet. „Jeg skulle hilse fra alle og sige god bedring,“ siger hun højt, mens hun kigger sig over skulderen. Der er ingen sygeplejersker i sigte. Lynhurtigt tager hun sedlen, som hun har skrevet hjemmefra, op af tasken. Hun holder den foran Asta, så hun kan læse. Asta rækker ud efter den, men Heidi holder fast. Hun holder sedlen, til Asta har læst den, så lægger hun den tilbage i tasken. Så snart hun er hjemme, vil hun brænde den.
Jeg ved at du startede alarmen. Jeg tror I planlagde noget mere. Jeg tror I vil prøve igen. Jeg kan hjælpe. Vi må tale sammen.
Hun har tænkt længe over den seddel, og hvad det er, hun sætter i gang. Nu eller aldrig, sådan har hun det. Hun kigger på Asta, leder efter tegn i hendes ansigt. Asta kigger lige ud i luften, helt udtryksløs. Så vender hun ansigtet mod Heidi igen, hun rynker brynene let, så smiler hun og nikker.
