Click here to read this story in English.
Marius Beck havde jo været en af de store. Det havde han været i begge betydninger af ordet, og i den ene af betydningerne var han det endnu, selv om de ældste af de bukser, som han kunne finde på at bruge, var kommet til at slaske en smule om hans tidligere endnu mere magtfulde bag. Men fylde et bilsæde kunne han stadig og det endda et af de store amerikanske. Når han sad, så sad han, og det betød blandt andet, at han ikke kunne dreje sig, det var der alt for mange ubevægelige kilo til.
Derfor kneb det med at bakke, for det med bakspejl for slet ikke at tale om sidespejle havde han aldrig vænnet sig til. Da de flyttede ind i det ny hus henne i forlængelse af parcelhus-kvarteret – grundene i den egentlige parceludstykning var ikke store nok – havde han da også efter en uges forløb fået mureren til at brække garagens bagvæg ned og fået anlagt vej rundt om huset, så man kunne komme hjemmefra i fremadgående gear. Så skånede man hus, beplantning og flagstang – til gengæld kom selve huset til at ligge nærmest midt i en rundkørsel, men han fik vejen kunstfærdigt brolagt, så helt tosset kom det nu ikke til at se ud. Og at han stadig var en handlekræftig og praktisk mand, fik han samtidig demonstreret.
Hermed er det også fortalt, at Marius Beck og hans kone ikke længere bor på gården. Den er soldgt – og solgt ud af slægten. Det taler man helst ikke om.
Gården var ikke bare en af de store, men den næststørste inden for flere sogne. Og da ejeren af den største mere lagde sine aktiviteter ude i landsdelen for ikke at sige ude i landet, havde det været Marius Beck, der havde ført det store ord i det lokale, været i bestyrelserne og alt det. Været formænd – hvis man på den måde kan udtrykke en mangfoldighed af formandspladser.
Det var formandspladserne, han savnede nu. Det med at lede og fordele arbejdet på gården havde der ikke været så meget ved de senere år. Der var ligesom ikke indhold nok i at lede og fordele én karl og en fodermester. Men bestyrelsesmøderne og delegeretmøderne dem savnede han. Alt det betydningsfulde, det med at have et ansvar.
Han savnede kontakt med andre betydningsfulde mænd, savnede at få et håndtryk af egnens folketingsmand, når de mødtes i Karup eller Kastrup, og få lejlighed til at komme med en klog og velgennemtænkt bemærkning. Han følte sig efterhånden så alene, at han kunne finde på at give sig i snak med folk, han tilfældigt mødte på landsbygaden – oven i købet nogen som han tidligere ikke havde værdiget et blik. Tilflyttere, småfolk og den slags.
Og snart blev han 80. Det måtte jo planlægges omhyggeligt, hvis ryet skulle bevares og anseelsen forlænges ind i et nyt årti.
Listen over dem, der skulle indbydes, var færdig, troede Helga da. Hun sad ved bordet i køkkenet med skriveblokken, og der havde været en lang pause, nærmest en stilhed inde fra spisestuen ved siden af, hvor Marius lå på divanen og planlagde. Hun talte. Der var ca. 70 navne – og mange af dem var efterhånden blevet enlige. Så mere end 110 blev det nok ikke. Det var ikke som tidligere, dengang deres generation endnu ikke fyldte så meget op på kirkegårdene rundt om.
“Jeg må jo se at få købt nogle kort,†sagde Helga.
Han rømmede sig derinde. Det fik divanen til at knirke lidt. Den var jo også gammel og pyntede slet ikke blandt de nye spisestuemøbler, men Marius havde ikke været til at formå til at kassere den, da de flyttede fra gården. Nu knirkede det endnu mere, han var vist ved at rejse sig.
Han kom frem i døren. “Det er en skam, at vi ikke kender redaktøren,†sagde han, “havde det bare været den gamle, kunne vi have sendt en indbydelse.â€
Helga huskede godt den gamle redaktør. De havde været sammen med ham et par gange, dengang Marius endnu var i bladets repræsentantskab, hvis det da ikke var bestyrelsen, han havde været i, det havde ikke altid været så let at følge med i, om det var det ene eller det andet, der trak ham hjemmefra. Jo, hun huskede godt redaktøren.
“Men det kan vi vel ikke,†sagde Marius, nærmest til sig selv men dog sÃ¥ meget henvendt til Helga, at hun kunne tillade sig at reagere. “Hvad kan vi ikke?â€
“Sende en indbydelse til redaktøren,†sagde han vrissende.
“Han er da vist død,†sagde hun.
Der kom en lyd fra Marius, som vist ikke skulle tolkes alt for smigrende. “Den ny, selvfølgelig.â€
Helga kunne ikke forstå, hvorfor de skulle indbyde den nye redaktør, når Marius nu ikke kendte ham. Hun sagde det. De var jo i køkkenet, og her var det hende, der normalt førte ordet.
Lidt omstændeligt fik Marius forklaret kvindemennesket, at hvis det havde været den gamle redaktør, der stadig var der, og han havde fået en indbydelse, ja så havde de jo i god tid fået at vide derinde på avisen, at der var en fødselsdag, som de burde gøre noget ud af. Ja, sådan for deres egen skyld, de skulle jo følge med i, hvad der skete af betydningsfuldt på egnen, og lidt hjælp trængte de jo sommetider til.
Men den ny? Nej, det kunne man vist alligevel ikke. Marius satte sig tungt ved bordet og begyndte at vente på sin kaffe. Helga sagde: “Du kunne jo altid invitere lærer Krogsholt, han er jo meddeler.†Marius mumlede noget om det skvat til lærer – han og Helga havde jo altid været friskolefolk og han endda i friskolens bestyrelse, dengang der endnu var en friskole her, og derfor havde lærer Krogsholt, kommunelæreren eller skoleinspektøren, jo aldrig hørt til dem, de nærede særlig agtelse for. Men jo mere han tænkte over det, desto mere syntes det alligevel at være en mulighed. Krogsholt var lokal, og det var jo også ved utallige lejligheder, de havde måttet være sammen med ham ved guldbryllupper og andet, og så kunne han jo også synge for, når sangene blev omdelt. Og læse telegrammer op, måske.
Marius nikkede. “Så send da Krogsholt en indbydelse.†Resten af replikken blev nærmest opsamlet i skråen, som Marius fordrev ventetiden med, mens kaffemaskinen arbejdede håjlydt, men man behøvede ikke at høre de enkelte ord for at forså, at han i høj grad tvivlede på, at Krogsholts åndsevner slog til i en sag som denne.
Det var et par slurke henne i kop nummer to, at Marius sagde: “Du må hellere få dem skrevet i dag,†og efter kaffen lod Helga sig da også age ind til byen for at købe passende indbydelseskort og frimærker hos papirhandleren i gågaden. Marius blev siddenede i bilen lidt henne om hjørnet. Der var vistnok parkeringsforbud, men hvis han lod være med at slukke for motoren, kunne ingen komme og påstå, at han overtrådte noget. Der dannede sig godt nok nogle køer, og der var også nogle ungdommelige brushoveder, der begyndte at bruge hornet. Marius lod som ingenting. Det var da ikke hans fejl, at de ikke kendte ham. På en måde nød han postyret og modtog da også Helga helt uden spydighed, da hun kom tilbage. Det undrede hende noget. Helt inde i butikken havde hun kunnet høre, at trafikken henne i gaden ikke gled i sin normale rytme, men alligevel havde hun taget sig tid til også at se et par vinduer. Måske skulle hun have nyt inden fødselsdagen.
Marius sagde, “Hvad med en lille forfriskning nu vi er kommet til byen?†og han satte kareten
i bevægelse, kørte en lille snes meter frem og svingede til venstre ind på hotellets parkeringsplads lige for næsen af bybussen, der til alt held havde bremserne i orden.
“Det er jo ikke hver dag, man snart bliver 80,†sagde Marius.