Det dør man af

~ Maja Elverkilde

(Click to here to read this story in Peter Woltemade’s English translation)

Min far er holdt op med at spise. Karl tror ikke på mig, han siger, at det bare virker sådan, fordi Lilly spiser så meget, og i det hele taget fylder så meget. Hun snakker hele tiden og griner ad alt. Hun er fed. Karl ville aldrig bruge det ord, men det er sandt. Og far er holdt op med at spise, efter at han mødte hende.

Far inviterede os hjem til middag, så vi kunne møde Lilly. Selv om det var første gang, hun mødte Lukas, tog hun ham bare op. Han protesterede ikke, heller ikke da hun nev ham i kinden. Han gloede på hende, men sagde ikke noget. Da vi satte os til bords, havde hun ham på skødet. ”Han er altså stor nok til at sidde på sin egen plads,” sagde jeg, men Karl puffede mig i siden. ”Se nu hvor glad han er,” sagde han og smilede til Lilly, der smilede tilbage. ”Det er virkelig en sød dreng,” sagde hun, ”hvis ikke man var så gammel, kunne man godt gå hen og blive skruk.” Hun grinede og blinkede til far, der blev rød i hovedet.

Lilly arbejder i en genbrugsbutik. Hun fortalte, at de lige nu er i gang med en tøjindsamling til et børnehjem. ”Sådan noget sætter virkelig tankerne i gang,” sagde hun og pegede på maden på bordet, ”alt det vi har, og vi tænker slet ikke over det. Vi tager for givet, at vi har nok.” Hun grinede og fortsatte: ”Nu er det jo ikke for at tage appetitten fra jer, selvfølgelig skal vi have lov til at nyde det vi har, men det skader ikke at tænke lidt på dem, der ingenting har.”

Jeg kiggede på maden, der var rigtigt nok rigeligt, men hun tog nu også sin del, faktisk skovlede hun ind. Jeg kunne nemt have sagt noget, men Karl ville blive så vred. Far kiggede beundrende på Lilly, der strøg Lukas over håret. Han sad tilbagelænet, med hovedet hvilende mellem hendes fyldige bryster, hans øjenlåg var tunge, han var ved at falde i søvn. Far lagde en hånd på Lillys arm og gav den et klem. ”Du har ret,” sagde han, ”det skader ikke at tænke lidt over det og værdsætte alt det vi har.”

Jeg sagde det allerede i bilen på vej hjem, så snart Lukas lukkede øjnene i autostolen på bagsædet. ”Far er blevet så tynd, han spiste slet ikke noget,” sagde jeg. Men Karl ville ikke høre på det. ”Jeg synes, Lilly virker rigtig sød,” sagde han.

*

På fortovet uden for fars hus er brostenene i midterrillen mellem fliserne taget op. De ligger hele vejen langs hækken. Kun uden for hans hus, på resten af vejen er de urørte. Jeg skubber til noget sand, der er røget med op og ligger oven på fliserne.

”Sikke da noget rod,” råber jeg allerede ude i entreen, mens jeg hænger min jakke på stumtjeneren. Jeg går ind i stuen, der er han ikke, jeg går videre, ud i køkkenet, ind i bryggerset, ud i haven, tilbage til stuen.

”Far,” kalder jeg. Jeg hører wc’et bruse og sætter mig i sofaen. Han er stadig i gang med at knappe bukserne, da han kommer ind. ”Jeg bryder mig ikke om, at du selv låser dig ind,” siger han og bliver stående midt i rummet. ”Du ved godt, at jeg ikke bryder mig om det,” siger han, og jeg nikker. ”Jeg har købt lidt ind,” siger jeg og løfter posen fra gulvet, ”er du sulten?”

Jeg går ud i køkkenet, og han følger med. Jeg smører en mad, rugbrød med smør og leverpostej, syltede agurker på toppen. Han rører den ikke, sidder på slagbænken med hænderne hvilende på bordpladen, foldede, som om han beder.

”Jeg ved godt, hvorfor du er her,” siger han.

”Er det kommunen, der er i gang med noget derude?” spørger jeg. Han ser ud ad vinduet, herfra kan man kun se hækken. ”Jeg mener på fortovet, brostenene, der er taget op, er de i gang med noget?” Han trækker på skuldrene og ser igen på mig. ”Jeg ved godt, at det må være mærkeligt at se mig med en anden,” siger far. Jeg sætter mig på stolen over for ham. Med det samme fortryder jeg. Jeg skulle have sat mig for bordenden, så vi sad forskudt for hinanden i stedet. Han kigger lige på mig, og jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Det handler ikke om, at han ser en anden, det handler ikke om mor. ”Det er jo så længe siden, hun døde,” siger jeg, ”selvfølgelig skal du gøre, hvad du har lyst til, du fortjener at være lykkelig.” Far lægger hovedet på skrå, rynker brynene, kigger så intenst ind i mine øjne, at jeg får kvalme. Jeg siger det lige ud. ”Far, er du holdt op med at spise igen?” Han sukker og læner sig tilbage, lukker øjnene. Jeg rejser mig op og går hen til vinduet. ”Jeg forstår det bare ikke,” siger jeg, ”hvorfor nu, når du endelig har fundet en? Det virker jo, som om du er rigtig glad for hende, hvorfor nu?”

Jeg kigger på hækken, nu tænker jeg igen på fortovet, på brostenene. ”Skal jeg ikke ringe til kommunen og spørge, hvad de er i gang med derude?” siger jeg, men det svarer han heller ikke på.

*

Jeg laver lasagne til fryseren. Alle planer er gået i vasken, fordi Lukas er syg. Nu skal maden bare bruges til et eller andet, før den bliver for gammel. Jeg rører hurtigt i bechamelsaucen, maser klumperne i stykker. Jeg puttede to stjerneanis i tomatsaucen, men da jeg vil tage dem op, kan jeg kun finde den ene. Uanset hvor meget jeg leder, er den anden væk. Det bliver ubehageligt at tygge i, men alligevel ikke så slemt som en citronkerne.

En citronpresser, det er det eneste, det aldrig lykkes os at anskaffe til køkkenet. Hver gang vi laver noget med citronsaft, klemmer vi citronen direkte over maden, og der ryger altid en citronkerne med. Det sker for både mig og Karl. På gode dage er det noget, vi griner ad. Vi leger en slags omvendt ’find mandlen’, og Lukas griner højt, når en af os krymper ansigtet over den bitre smag, hvis vi kommer til at knase en.

Jeg kan have en lille gave klar, når vi skal spise lasagnen, og fortælle om den stjerneanis, der gemmer sig derinde. Det kan blive sjovt. Jeg stiller de to færdige lasagnefade til afkøling på køkkenbordet. To færdige aftensmåltider, det er også noget. Det går op for mig, at jeg ikke kan lave gaveleg, for jeg ved jo ikke, i hvilket fad stjerneanisen ligger. Jeg kigger intenst på fadene, som om jeg pludselig skulle have udviklet røntgensyn, eller en særlig intuition af en slags. Jeg vasker mine hænder og går ind og kigger til den sovende Lukas. Han ånder tungt, og hele rummet lugter sødt af medicin. I morgen er det Karls tur til at være hjemme og min tur til at gå på arbejde. Karl har foreslået, at jeg taler med Lilly.

*

Vi aftaler, at jeg skal komme forbi genbrugsbutikken på vej til arbejde. ”Jeg havde også tænkt, at vi burde tale sammen,” siger Lilly. Hun viser mig rundt i butikken, den er ikke åben endnu. Jeg går bag hende, mens hun maser sig forbi de mange tøjstativer. Hun slår ud med armene, da vi når til baglokalet. Der er stabler af papkasser overalt. På dem alle er der store mærkater med en sirlig påskrift: Til børnehjemmet Solstrålen fra Genbrugsdamerne. Der er tegnet en sol med et smilende ansigt i samtlige o’er. Der er brugt gult farvekridt, og den der har gjort det, har ikke kunnet holde sig indenfor stregen.

”Det er bare, hvad vi har samlet på to uger,” siger Lilly, ”vi kører snart af sted med det her, og hvis de vil have mere, så fortsætter vi indsamlingen.” Hun kigger på kasserne og smiler bredt. Hun lader ikke til at bemærke sveden, der løber ned i hendes øjne og fortsætter i en rende langs hendes næse. ”Det er godt nok varmt i dag,” siger jeg og tørrer mig over panden. ”Vil du have noget at drikke, vi har saftevand?” siger Lilly. ”Nej, tak” siger jeg og tørrer mig over panden igen. Min hånd er klistret og ru, luften i lokalet er fyldt med gammelt støv. Lilly åbner en kasse og roder i den, som om hun leder efter noget. ”Kunne vi tale lidt sammen?” siger jeg. Lilly stopper og vender sig mod mig, tørrer hænderne af i sine shorts. ”Selvfølgelig,” siger hun og slår hænderne mod hinanden, ”jeg glemmer helt tid og sted, det er så typisk mig.”

Der er to stole i baglokalet, de står tæt ved siden af hinanden, med ryglænene mod væggen. Hun sætter sig på den ene, jeg rykker den anden ud på gulvet, stiller den så vi sidder skråt for hinanden. Ikke lige over for hinanden, heller ikke ved siden af hinanden, men noget midt imellem, med passende afstand. Hun kigger afventende på mig.

”Det er ikke første gang, han er holdt op med at spise,” siger jeg. Hun nikker, men siger ikke noget. ”Mor har altid skullet holde øje med ham,” siger jeg. Stadig ingen spørgsmål. Jeg trækker på skuldrene og fortsætter: ”Jeg ved ikke hvorfor. Han siger, at han er glad, og at der ikke er noget galt, han har bare ikke lyst til noget.” Lilly nikker igen.

”Vil du sørge for, at han spiser, bare lidt?” siger jeg.

Lilly nikker og nikker, så holder hun pludselig op. Hun læner sig frem og lægger en hånd på mit knæ. ”Er det svært for dig at se din far sammen med en anden?” siger hun. Jeg ryster på hovedet. ”Nej, det er slet ikke det,” siger jeg, ”jeg er glad for, at han har mødt dig.” Lilly lægger hovedet på skrå og kigger længe på mig, stadig med sin hånd på mit knæ. Hun sukker. ”Du skal vide, at jeg på ingen måde har tænkt mig at lade, som om din mor ikke har betydet meget for dig og din far. Jeg er ikke ude på at stjæle hendes plads.” Hun slipper mit knæ og kigger igen direkte på mig, kniber øjnene lidt sammen. Jeg kigger på uret. ”Jeg er glad for, at I er sammen,” siger jeg og rejser mig op, ”det er dejligt at se ham så glad.” Jeg rækker hånden frem, og hun tager fat om den med begge sine hænder. ”Jeg er også meget glad for din far, han gør mig glad,” siger hun.

”Jeg er nødt til at gå nu,” siger jeg og trækker forsigtigt min hånd til mig, ”men jeg er glad for, at vi kunne tale sammen.” ”Det kan du tro, jeg også er,” siger Lilly og lægger sin hånd på min skulder, ”jeg er så glad.” Hun griner og rusker min skulder lidt. ”Vi skal nok komme godt ud af det med hinanden, det kan jeg mærke,” siger hun. Jeg griner også og kigger igen på uret. ”Nu skal jeg virkelig af sted,” siger jeg.

*

Hver gang vi er på besøg, spiser han lidt, eller lader som om. Han fortæller historier, og Lilly griner, de leger med Lukas, og det virker virkelig, som om de hygger sig. Karl holder mig i hånden. Jeg siger ikke noget, men jeg gransker deres ansigter, studerer dem. Fars kindben og kæbeparti er fremstående, hans øjne indsunkne, hans hår er næsten helt hvidt, kun ved ørerne er der endnu lidt grå hår. Lilly. Hun var sikkert smuk engang, meget smuk endda, tror jeg. Hun fører sig stadig som en, der er smuk. Hun laver god mad, det er ikke dét, der er problemet.

Jeg besøger ham tit. Om morgenen på vej til arbejde, om eftermiddagen på vej hjem. Jeg ringer på, jeg låser mig ikke bare ind. Far sætter sig ved bordet og fingerer ved den mad, jeg smører til ham. Han tager småbitte bidder, en mus kunne være i gang med den mad. Jeg skælder ham ud, han kigger ud ad vinduet.

Jeg snakker med Lilly igen. Hun vil tænke over det, hun tænker længe. Jeg spørger igen. Hun har besluttet sig for at det må være hans egen beslutning, om han spiser eller ej. Vi skændes. Karl og jeg skændes. Han giver hende ret. ”Han er en voksen mand,” siger han. De har ret, og de har ikke ret. Det hele er forkert.

Jeg siger til Karl, at jeg skal til møde, eller at jeg har en aftale med en veninde, men jeg kører hen til fars hus. Ikke hver aften, men tit. Jeg går ikke ind, sidder bare i bilen og kigger på dem igennem stuevinduet. De ruller aldrig gardinerne for, de har ikke noget at skjule. De ser fjernsyn, eller spiller kort, eller far læser, og Lilly strikker, jeg gætter på, at radioen er tændt imens. Sådan plejede han og mor også at sidde.

Men én aften hører de så høj musik, at jeg kan høre det helt ud i bilen, allerede før jeg stopper motoren. De danser. Lilly holder op i sin nederdel og danser en tung, stakåndet cancan, mens far laver piruetter med armene højt hævet over hovedet. Deres ansigter er helt forkerte, de er alvorlige og har lukkede øjne. Jeg bliver siddende længe, men der sker ikke mere, Lilly hopper og far drejer rundt og rundt, jeg forstår ikke, han kan holde til det.

De næste mange aftner sidder jeg i bilen uden for huset, og det går op for mig, at jeg venter på, at de skal gøre det igen. Hver gang en af dem rejser sig, giver det et sæt i mig, men så er det bare for at hente mere kaffe, eller for at gå på toilettet. Eller de slukker alt lyset i stuen og går i seng. Dagene går, og far bliver tyndere. Andet sker der ikke.

*

Karl har hentet Lukas tidligt i børnehaven, og de står uden for kontorbygningen, da jeg har fri. Lukas hopper op og ned og har svært ved at holde på hemmeligheden. Længe før vi når frem, har han fået fortalt mig, at vi skal kigge på en ny lejlighed. Jeg kigger på Karl, der koncentrerer sig om at køre i den tætte eftermiddagstrafik. Så kan han alligevel ikke lade være med at kigge på mig. Han smiler nervøst, det her er vigtigt. Jeg smiler tilbage og lægger min hånd på hans lår.

Det er en byggeplads. Der er en stor planche med oversigtstegninger over projektet, og Karl har skaffet brochurer. Han forklarer og peger, Lukas hænger i min arm, hopper op og ned i takt med bragene fra en kranlignende maskine, der er i gang med at hamre enorme stålstænger ned i jorden. Rytmiske drøn, hver gang toppen af stangen rammes. Langsomt borer den sig længere og længere ned. Jorden ryster under os, den er et kæmpe dyr, som nogen piner og plager. Jeg har lyst til at græde, men jeg griner, jeg hopper op og ned sammen med Lukas. Bang, bang, bang. Længere og længere ned.

”Hold da op, det er en imponerende maskine,” siger jeg, og jeg kigger på brochurerne, nikker, mens Karl taler, og stiller de rigtige spørgsmål, når han holder pauser.

Lyse lejligheder, en grøn gård.

Om aftenen, da vi skal sove. Jeg tror, jeg er sluppet af sted med det, men selvfølgelig kan han mærke det, og han vil tale. Nu skal vi tale om det. Vi kan ikke lade det være længere.

Vi ligger i sengen ved siden af hinanden, jeg kigger lige op i loftet, der er ingen knaster, det er lavet af beton. Dette hus er bygget på samme måde, som det på byggepladsen i dag. Jeg lukker øjnene og husker en anden byggeplads, en tom byggeplads. Midt på pladsen stod en brændende gummiged. Jeg stod uden for hegnet, på fortovet, jeg holdt en mand i hånden. Der var stille, det var nat. Der var kun ham og mig, vores hænder, ilden, der buldrede, den sorte himmel over os.

Karl siger, at han er bekymret for mig. Karl siger, at jeg enten er fraværende eller irritabel, og at det ikke er godt for Lukas. Han siger, at det har stået på for længe nu. Jeg hører alt, han siger. Han siger, at det selvfølgelig er forfærdeligt, at far ikke spiser, at han forstår, at det er svært for mig at se på, men hvad skal vi stille op? Hvad vil jeg have, at Lilly skal gøre? Han siger, at far er en voksen mand, og at ingen kan tvinge ham til at spise. Han siger, at jeg er voksen nu. Han siger, at jeg må give slip. Han siger, at jeg ikke må ødelægge mit eget liv, vores liv. Han siger, at jeg må fokusere på mig selv, koncentrere mig om at få min egen hverdag til at fungere igen. Han siger, at han hader at se mig på den her måde.

Jeg siger, at han har ret. Jeg er glad for, at han siger det, siger jeg.

Han lægger sig på siden og stryger mig over håret. Han siger, at han er glad for at vi fik talt om det. Jeg lægger mig tæt ind til ham, jeg lukker øjnene.

Da Karl er faldet i søvn, står jeg op og kører hen til fars hus. Det er mørkt, de sover. Alle sover. Jeg kører hen til byggepladsen og stiger ud af bilen. Jeg står uden for hegnet og kigger på maskinerne derinde. Store, sovende dyr. Over mig den sædvanlige, sorte himmel med de små stjerneprikker. Knap nok lysende.

Dengang jeg så den brændende gummiged.

Jeg vidste det mens jeg stod der: Det her kommer jeg aldrig til at glemme. Jeg får lyst til at ringe til ham, som jeg gik sammen med den nat, og spørge, om han også kan huske det. Men hvad så hvis han kan? Det er så mange år siden. Hvis det ikke var for den brændende gummiged, ville jeg for længst have glemt ham.

Jeg ville ønske, at det var Karl, jeg havde oplevet det sammen med, jeg ville ønske, at vi havde dét sammen. Jeg ville ønske, at han stod her nu, ved siden af mig, og kunne se, hvor forkert det hele er.

Jeg kører hjem og lægger mig ved siden af ham. Først lægger jeg mig ind under hans dyne, jeg løfter hans arm, så jeg kan ligge i armkrogen, jeg lægger mit ene ben hen over hans ben. Jeg lytter til hans vejrtrækning, jeg snuser ind, kender hans lugt, min hud kender hans hud. Så får jeg det for varmt og lægger mig i min egen side, under min egen dyne.

Da jeg vågner, kan ikke huske, at jeg faldt i søvn.

Karl og Lukas er oppe, de sidder i køkkenet og spiser morgenmad. Der er lige akkurat plads til os alle tre omkring det lille klapbord. Karl hælder kaffe op til mig, han smiler, mens jeg klemmer mig ind på min plads. Jeg ved, hvad han mener, og han har ret. ”Skal vi ikke lige give det lidt tid, før vi bestemmer os,” siger jeg alligevel, ”vi kan jo se os lidt omkring, det kan være, at der er andre muligheder. Måske skal vi bo i en helt anden by, eller et andet land.” Han ser overrasket på mig, så griner han. ”Jeg kender dig,” siger han, ”det siger du bare for at trække tiden ud, og så håber du at jeg kommer fra det igen. Du har altid hadet, når noget forandrer sig, men bare vent, du skal nok blive glad for det.” Jeg drikker kaffe. Lukas spiser havregrød. Karl kigger på mig. Jeg kigger ud ad vinduet. ”Kan du huske, hvor meget du protesterede, da vi skulle flytte hertil?” siger han. Jeg læner mig tilbage, han har ret. Jeg bliver glad, jeg bliver altid glad igen.

*

Jeg ved det, før det sker. Jeg kan se det, og flere dage i forvejen har jeg forberedt mig. Så ringer Lilly endelig. Far er indlagt. Jeg tager af sted med det samme og ringer til Karl på vejen. Han vil også komme, men jeg siger, at det er bedre, han bliver hjemme med Lukas. Det er ikke noget for et barn.

Far ser lille ud i hospitalssengen. Han har en hvid kjortel på og ligger ovenpå dynen. Selvom vinduet står åbent, er der varmt i rummet. Han har et drop i den højre arm, klar væske drypper langsomt ned i slangen. Han skal have mad i en sonde, men først væske.

Han åbner øjnene, da jeg kommer ind. ”Er du der, min pige,” siger han og smiler mat. Jeg sætter mig på sengen og tager forsigtigt hans hånd mellem mine, tårerne triller ned ad mine kinder, og jeg gør ikke noget for at skjule det. ”Du må ikke dø, far,” hvisker jeg. Han lukker øjnene og åbner dem igen, det ser ud, som om han skal bruge mange kræfter. ”Jeg går ingen steder, bare rolig,” siger han og forsøger at grine, men hoster i stedet. En raslende hoste, der ikke vil holde op igen, jeg rejser mig og hjælper ham op at sidde og banker ham let i ryggen. Endelig holder det op. Jeg sætter mig på sengen og tager igen hans hånd, stryger let hen over den tynde, tørre hud. Han lægger sig tilbage i sengen, sukker og smiler igen.

”Hvorfor smiler du, der er ikke nogen grund til at smile,” siger jeg. Han bliver ikke vred. ”Ved du hvad, hvis jeg dør nu, så dør jeg lykkeligere, end jeg nogensinde havde turdet håbe på,” siger han. Jeg slipper hans hånd. ”Det er noget forfærdeligt noget at sige.” Jeg kigger på de tynde gardiner, der blafrer let, og solen, der skinner. Ikke en sky på himlen, sådan har det været i flere dage nu. Lilly kommer ind på stuen med en vase til blomsterne. Jeg har også taget chokolade med, Lilly takker og åbner den med det samme. Den står på bordet ved fars hovedgærde, men ingen af os rører den. Lilly har grædt mens hun var ude. Nu smiler hun. Hun snakker om genbrugsbutikken. Så bliver der stille igen, far falder i søvn. Lilly begynder at græde igen, jeg tager hendes hånd. ”Han bliver frisk igen,” siger jeg, ”sådan er det hver gang, man tror, han skal dø, og så kommer han sig.” Lilly pudser næse, hun har et lommetørklæde med broderet kant og initialer. ”Det er sværere, end jeg troede, det ville være,” siger hun. Jeg nikker.

*

Jeg låser mig ind i fars hus med min ekstranøgle. Lilly er i genbrugsbutikken, og jeg burde være på arbejde. I gangen ligger hendes sko og flyder. Sandaler, støvler og gummisko, der er fodtøj til al slags vejr. I soveværelset ligger hendes natkjole krøllet sammen på gulvet. På badeværelset er fars ting skubbet sammen, så hun har plads til sit. Hun bruger en fed, blå niveacreme og en specialtandbørste, med en ekstra, rund børste yderst. På gulvet ligger en åben tube hårfjerningssalve, den slags, der skal bruges i badet. Jeg åbner vinduet og lukker den varme, fugtige luft ud. Hun har heller ikke skrabet gulvet i brusenichen.

Jeg går nedenunder igen, ud i køkkenet, og åbner køleskabet. Det er fyldt, flere liter mælk, mange slags kødpålæg og grøntsager, der ser slatne ud. I bunden ligger der en lille sø af vand med et lyserødt, mælkeagtigt bundfald. Jeg lukker igen og sætter mig på slagbænken. Lillys morgenmad står stadig på bordet, jeg skærer et stykke franskbrød og smører det næsten flydende smør på. Jeg tager en bid, tygger, men brødet svulmer op, og jeg kan ikke synke. Jeg spytter det ud igen, kigger på den halvt opløste masse på skærebrættet.

I tankerne planlægger jeg en hovedrengøring. Far bliver snart udskrevet igen. Alt skal ud, luftes, vendes, sorteres. Alle vinduer skal op på vid gab, hver en krog skal vaskes.

Hjemme har vi én gang for alle aftalt, hvad der skal gøres, hvem der gør det, og hvornår. Sengetøjet bliver skiftet hver anden uge, og alles tandbørster bliver udskiftet hver tredje uge, som tandlægerne anbefaler. Det hele står i et skema, så ingen skal bruge energi på at huske det. Pludselig bliver jeg ramt af mismod over hele det arsenal af rengøringsprodukter, plejeprodukter, tøj, håndklæder, sengetøj, møbler og mad, der skal til, for at vi kan være rene og sunde. Vi må ikke lade stå til. Vi må ikke give efter.

Sondemaden har fedet far tilstrækkeligt op, og han bliver udskrevet, Karl tror, at det er en god ting. Han forstår ikke, at det hele starter forfra, så snart far er hjemme, det her er kun en pause, et pusterum.

”Jeg elsker dig,” sagde jeg til far, sidst jeg var på hospitalet. Han smilede på den irriterende, milde måde, han har tillagt sig, og som han sikkert bliver opmuntret til af hele det hvide, stilfærdige hospitalsmiljø. Sangen om den brystsvage pige, dén tænker jeg altid på, når jeg ser ham, det gør mig så gal.

”Det giver jo ikke mening,” hvæsede jeg, ”hvorfor spiste du i alle de år hvor du gik og sørgede over mor og var ensom? Hvorfor vil du dø nu, hvor du har Lilly? Hun elsker dig, og du elsker hende, det giver ikke mening, hvorfor?” Far kiggede ud i luften, på gardinernes blafren, på ingenting.