Attentat

Whispers by Scharjeel Sarfaraz. Image Courtesy: ArtChowk Gallery

Da alarmen går i gang, kigger Heidi med det samme på Astas tomme plads. Det referat, hun var i gang med at renskrive, ligger på bordet foran hendes computer. Heidi kigger på sin egen skærm, hvor tallene står i kolonner. Nu slutter det, sådan ender det.

Hun lukker øjnene og lytter efter braget, der skal komme og overdøve alt andet: De dumpe lyde af hendes kollegaer, der springer op, vælter stolene bag sig, og løber henover det grånistrede gulvtæppe. De skingre lyde. Skrigene. Alarmen.

De er bange. Heidi sidder ret op og ned på sin stol, hun behøver ikke at kigge, hun ved, hvordan de ser ud. Hvordan deres ansigter er skævvredne, og deres øjne er kuglerunde og mælkede, som dukkeøjne.

Hun venter på braget, men det kommer aldrig.

Chefen ser, at hun stadig sidder på kontoret, og løber tilbage efter hende. Han griber hende i armen og trækker hende af sted, ud på bagtrappen, ned og ned. De er nogle af de sidste på trappen, de første løber hinanden over ende på vejen ned. Værst går det ud over Asta, der brækker et ben.

Men der kommer aldrig noget brag. Ingen bombe sprænger, og selv om Heidi ved, at hun ikke er den eneste, der ventede på det, bliver ordet aldrig nævnt. Brandalarm, falsk alarm, siger de. Ingen taler om at Asta allerede var på bagtrappen, da alarmen gik.

Nogle dage efter tilbyder Heidi at besøge Heidi på hospitalet og give hende en buket blomster fra kontoret. Chefen synes, det er en god ide. „Meget betænksomt,“ siger han og smiler til Heidi. Han sidder med benene over kors og vipper med den ene fod, som om han holder takten til en melodi, kun han kan høre. Han bliver ved og ved med at kigge på Heidi. Han fugter sine læber. Heidi kan ikke få øjnene fra den glinsende tungespids, der bevæger sig langsomt fra den ene mundvig til den anden.

Asta ser overrasket ud, da Heidi kommer ind på stuen. Måske havde hun slet ikke forventet at få besøg, måske bare ikke af Heidi. Buketten er overdådig, røde pæoner og gule iris, Heidi har selv betalt for at få den større, end det kontoret normalt giver. Hun finder en vase og stiller buketten i vindueskarmen, hvor den lyser mod vinterhimlen. Hun trækker stolen tæt hen til Asta’s seng og sætter sig ned, tasken har hun i skødet. „Jeg skulle hilse fra alle og sige god bedring,“ siger hun højt, mens hun kigger sig over skulderen. Der er ingen sygeplejersker i sigte. Lynhurtigt tager hun sedlen, som hun har skrevet hjemmefra, op af tasken. Hun holder den foran Asta, så hun kan læse. Asta rækker ud efter den, men Heidi holder fast. Hun holder sedlen, til Asta har læst den, så lægger hun den tilbage i tasken. Så snart hun er hjemme, vil hun brænde den.

Jeg ved at du startede alarmen. Jeg tror I planlagde noget mere. Jeg tror I vil prøve igen. Jeg kan hjælpe. Vi må tale sammen.

Hun har tænkt længe over den seddel, og hvad det er, hun sætter i gang. Nu eller aldrig, sådan har hun det. Hun kigger på Asta, leder efter tegn i hendes ansigt. Asta kigger lige ud i luften, helt udtryksløs. Så vender hun ansigtet mod Heidi igen, hun rynker brynene let, så smiler hun og nikker.

Heidi venter på fortovet uden for boligkomplekset. Det er søndag. Hver søndag venter hun her. Bilen kommer altid præcis klokken et, hendes bror er aldrig forsinket. Hun sætter sig ind ved siden af ham. Han smiler til hende, et skævt smil, der skal sige alt, som han ikke kan sige på grund af aflytningen. Heidi lader, som om hun ikke ser det. Hun kigger ud ad forruden og konverserer høfligt: Hvordan går det på dit arbejde, nå, ja, spændende, vil du høre om mit arbejde? Ja, nu skal jeg fortælle dig om det, alt er som det plejer, ja, og vejret, er det ikke skrækkeligt, at det bliver ved med at være så koldt, bliver det mon aldrig forår igen.

Hun taler som en maskine, og han svarer som en maskine.

Hvis bare de kunne nøjes med det.

Hvis bare de kunne holde sig til frokosten. Søndagsfrokost med familien, den kan ikke undgås, hun kan ikke sige nej. Hun skal sidde i hans fine lejlighed, med udsigt over parken, og for det meste skinner solen ind ad de store vinduespartier og giver hans yndige kone og deres to, eksemplariske børn perfekt belysning.

Alt er, som det skal være, og Heidi gør, det hun skal.

Hun taler med konen om maden og udsigten, hun svarer på de drilske spørgsmål om de kærester, hun aldrig har. Hun leger med den yngste, der vil have hende til at tegne dyr, og hun tegner de evindelige dyr, altid de samme, en kat og en svane. Det er pigens yndlingsdyr, det ændrer sig aldrig. Eller måske tror hun ikke, at Heidi kan tegne andet. Drengen sidder for sig selv og spiller. Han rødmer, hvis Heidi taler til ham, han er slet ikke som sin far. Hendes bror. Han var aldrig indadvendt, aldrig mut. Hendes bror er veltalende og charmerende. Glat. Ham og hans kone er de perfekte værter. Maden er god, og samtalen er hele tiden i gang, den glider af sted som en strøm, den er aldrig alvorlig, aldrig besværlig.

Heidi kunne leve med det. Kunne hun bare blive kørt lige hjem bagefter. Det ville ikke være så slemt. Forlorent, falsk, men ikke uudholdeligt.

Det værste kommer bagefter.

„Skal vi lige gå en tur i parken og slå mave, før jeg kører dig hjem,“ siger han altid, når de er færdige med at spise. Det er underforstået, at det kun skal være de to. Søster og bror. Konen smiler og kysser Heidi på kinderne og siger, at det var dejligt at se hende. Dejligt, det ord bruger hun altid. Som regel gentager hun, at Heidi er velkommen til at tage en ven med næste gang. Hun taler med lys og let stemme, men hvis Heidi kigger hende direkte i øjnene, er det som at kigge ned i en afgrund. Når hun gør det, vender konen sig brat om og går ud i køkkenet.

*

Heidi går ved siden af sin bror. Hun har helt nye vinterstøvler og vinterjakke på, alligevel fryser hun. Broren småsnakker, indtil de er nået langt ind i parken.

Alt det han siger, uden egentlig at sige noget.

Så kigger han sig omkring, sikrer sig, at de er helt alene, og siger lavt, „Jeg holder det snart ikke ud mere.“ Sådan begynder det altid. Heidi behøver næsten ikke høre efter. Han spørger, om hun har hørt nyt hjemmefra, han spørger, om hun ved, hvordan mor har det. Han beder hende hilse mor.

Alt det, han ikke siger.

Mor skriver til Heidi hver uge, og hun nævner ham aldrig med et ord. Heidi skriver tilbage, og hun videregiver aldrig hans hilsner.

„Jeg hader det her liv,“ siger han, „jeg hader al den forstillelse, falskheden. Jeg passer mit arbejde, og jeg er god til det. De tror, jeg kan lide det. De ved ikke, hvor meget jeg drømmer om at sprænge det hele i luften.“ I pausen før han fortsætter, altid med den samme sætning, altid med samme barnlige, påtagede entusiasme, tager Heidi en dyb inanding. Hun skal beherske sig for ikke at sige noget. Din egen far. Du solgte din egen far. Smerten bevæger sig i kroppen, flytter sig hele tiden et nyt sted hen, hvert ord han siger, rammer ind i det, hun ikke må. Ikke råbe, ikke løbe væk, ikke reagere.

Han gjorde det nødvendige, for familiens skyld.

Hun skylder ham alt hun har.

Han kan tvinge hende til at være her, men han kan ikke tvinge hende til at lege, at de stadig har noget sammen. At de er noget særligt. Han er ynkelig at høre på. Patetisk. Hun væmmes ved hans barnlige snak om at sprænge alt i luften, han har ikke forstået noget som helst af det, deres forældre lærte dem.

„En dag så gør jeg det,“ siger han og stopper op. Han vender sig mod hende og ser på hende med lysende øjne, vanvittige øjne. Han tager fat i hende og rusker hende let, mens han ser indtrængende på hende. Hun ved godt, hvad han vil have: Hun skal spille med, hun skal også spile øjnene op, hun skal gispe forfærdet, hun skal spille overrasket. „Nej! Hvad er det, du siger,“ skal hun udbryde, men hun gør det ikke. Hun lader sig ruske som en slaskedukke, imens hun lukker øjnene for at undgå at se hans ansigt. Han slipper hende, og de går videre. Nu græder han, han lægger ikke engang skjul på det, han snøfter og hikster som et barn.

„Jeg ville ønske, du ville tale med mig,“ siger han, „jeg ville sådan ønske, vi kunne tale sammen, som dengang vi boede hjemme.“ Han sukker dybt.

„Jeg er så ensom,“ siger han, „du må også være ensom, du må også føle det. Har du det ikke ligesom mig?“ Hun går ved siden af ham og ser stift frem for sig.

Nu varer det ikke længe, før det er slut. Han stopper op og sparker i gruset. Han ser sig omkring. De er nået til springvandet. Det er som regel her, han foreslår, at de vender om igen. Før han kan nå at sige det, begynder hun at gå tilbage mod bilen. Hun går hurtigt.

I bilen siger de altid de samme høflige fraser, af hensyn til aflytningen. Han sætter hende af, og hun går direkte ind i sin lejlighed og i seng. Hun tager støvlerne af, men lægger sig under dynen med alt overtøjet på, så meget fryser hun. Gennemkold helt ind til benet. Om vinteren er dette også en del af søndagsrutinen. Når hun har fået varmen, lirker hun jakken og vanterne af og fisker det seneste brev fra mor frem fra under hovedpuden. Hun læser det, men tænker kun på alt det, der ikke står.

Niels, hed han. Hendes brors nye ven. Han hilste på deres forældre, præsenterede sig og gav hånd. Den anden hånd havde han på ryggen, han stod rank som en soldat. De smilede, de dækkede op til en ekstra. De lod fjernsynet være tændt, mens de spiste, og talte om vejret og ingenting. Ingen så direkte på hinanden, ingen sagde noget, der betød noget. Heidi kiggede i smug på Niels, og hun så hans smil. Han sad som den eneste med løftet ansigt. Han kiggede indgående på både faren og moren, og på et tidspunkt fangede han endda Heidis blik og blinkede. Hun skyndte sig at se ned i sin tallerken og turde ikke kigge op igen.

Hver dag var hendes bror enten hjemme hos Niels eller havde Niels på besøg. De talte tydeligt, de gik med lange skridt og hænderne i lommen. Hendes bror begyndte også at opføre sig sådan, når han var alene. Hverken hendes more eller far sagde noget til det, ændringen. Men de holdt op med at tage på søndagsudflugter.

Det eneste de plejede at gøre sammen, alle sammen. Det var der far talte, underviste dem.

Den første søndag de ikke tog afsted, forstod Heidi ikke hvorfor. Hun var tretten år, der var så meget hun ikke forstod. Så meget, der ikke kunne siges ligeud. Hun plagede, vidste nok til at bruge andre ord, men hun blev ved, ville afsted. Hendes mor aede hende over håret, hun sagde ikke noget, kiggede ikke Heidi i øjnene, hun bed sig i læberne, og så gik hun ud på altenen. Heidi gik efter, stillede sig ved siden af hende. De stod længe og så på huset overfor; på børnene, der legede nede i gården. Flere gange var det, som om hendes mor skulle til at sige noget, men så gjorde hun det alligevel ikke.

Det var en tirsdag eftermiddag, kun nogle uger senere. De ventede. Far kom ikke hjem. Heidi sad med sin mor i sofaen, hendes bror kom hjem fra skole og gik direkte ind på sit værelse. Den længste nat. Heidi faldt i søvn indimellem, og hun var ude at tisse, hun drak lidt vand. Mor rørte sig ikke. Da det blev morgen, rejste mor sig op og gik ind på brorens værelse uden at banke på. Heidi fulgte efter. Han sad ret op og ned ved sit skrivebord. Han havde det samme tøj på, som da han var kommet hjem.

„Hvem er du,“ hviskede mor, „hvordan er du blevet sådan et monster, hvad har vi gjort forkert?“ Han vendte sig og kiggede på hende.

„Jeg gjorde det jo for vores skyld, det var vores eneste chance,“ sagde han. Heidi så på ham og mor. Hendes ansigt. Øjnene, kuglerunde, mælkede. Heidi så fra den ene til den anden uden at forstå, hvad der foregik. Dengang forstod hun det ikke. Mor tog sig til halsen og faldt ned på knæ, hun sank længere ned, lå helt slap på gulvet, som om der ikke var en eneste knogle i hendes krop. Som om hun kunne flyde helt ud og opløses til ingenting.

Heidi lukker øjnene og ser det for sig. Ser morens krop flyde ud og sive ned gennem gulvbrædderne, forsvinde. Heidis far forsvandt den nat, han kom aldrig tilbage.

Den slags skete. Det var ikke unormalt.

Men stik i mod alles forventning skete der ikke mere.

Deres mor kunne fortsætte sit arbejde, de beholdt deres gode lejlighed. Niels og hans familie fortsatte med at omgås hendes bror. En dag inviterede de også Heidi og hendes mor. Der var ikke noget at tage fejl af: De var ikke udstødte. På trods af farens forsvinden.

Folk slappede af. Nej: De lod, som om de slappede af. De turde ikke andet end at genoptage tidligere rutiner. Heidi blev fortsat inviteret til venindernes fødselsdage. Lærerne behandlede hende fortsat som en mønsterelev. Hendes mor underviste de samme hold, og hendes kollegaer drak kaffe med hende, som om intet var hændt. Deres fars forsvinden blev aldrig nævnt. Ingen spurgte. Det var, som om han aldrig havde eksisteret.

Efterhånden kunne Heidi jo godt regne ud, hvad der var sket, og hun var nok ikke den eneste, der kunne se sammenhængen. Heidis bror havde afsløret deres far. Han havde afsløret ham, og på en eller anden måde overbevist dem om, at han var værdifuld nok til, at de lod resten af familien gå. Niels’ far var højtstående nok. Det var en aftale, som alle fik noget ud af. De fik en loyal støtte i hendes bror. En evigt taknemmelig medarbejder, og, troede de, en søster og en mor, der trods alt måtte være taknemmelige over at være blevet skånet.

Hendes bror fik efter sin eksamen et godt job i bankens hovedkontor. Heidi kom også videre. Heidi har forstået, at det udelukkende var hans fortjeneste at hun fik sin gode uddannelse, og at det var ham, der sørgede for, at hun også fik arbejde her. Langt fra mor.

Heidi ved ikke, om de på forhånd havde regnet ud, hvilken sidegevinst de fik, ved på den måde at bryde folks forventninger. Man skulle tro, at folk blev opmuntrede af, at en familie på den måde blev reddet, men det virkede stik modsat: Folk blev bange. De vidste ikke, hvad der forventedes af dem. De vidste ikke hvad der ellers kunne være anderledes end de troede. Der var naturligvis ingen, der sagde det højt. Men Heidi kunne mærke det. Det var i luften. Det var overalt omkring hende. Luften sitrede af det.

Hun var i en undtagelsestilstand, der aldrig holdt op. Heidi og hendes familie var blevet en flimrende, uforståelig eksistens, som ingen vidste præcis, hvordan de skulle opføre sig over for. De var enten for overstrømmende eller for kejtede, for høflige eller for afmalte.

Heidi ved hvor Asta bor. Hun ved hvilken bus hun tager til arbejde. Heidi bor tættere på kontoret, i et pænere område. Heidi kan gå til arbejde, længere er det ikke, men hun begynder at tage bussen, så snart Asta er udskrevet fra hospitalet. Mens hun stadig har benet i gips og humper afsted på sine krykker. Heidi gider ikke engang lade, som om det er tilfældigt. Hun sætter sig ved siden af Asta, hvis pladsen er ledig. Hvis ikke, stiller hun sig i nærheden. De taler sammen. Venligt, høfligt. De taler om neutrale emner; vejret, tøj, weekendens fester. De venter. Heidi kan se det på Asta, der er altid det ekstra blik. Et hurtigt kast med hovedet, en nervøs trækning.

Hun er bange. Heidi er også bange.

Men mest af alt er hun klar til at gøre noget. Nu. Snart. Jo før, jo bedre. Hjemme kan hun se det når hun kigger i spejlet. Hendes kinder har farve, øjnene gløder. Hun kan mærke det i sin krop. Musklerne arbejder, hjertet pumper blod rundt. Kroppen er en maskine der arbejder for denne sag. Det er godt, når kroppen er en maskine, dårligt når hjernen er det. Det har hun lært af sine forældre.

Heidi er vågen, hun er er klar. Asta skal vise vejen, præsentere hende for de andre, som Heidi ved findes. Den gruppe, den modstand, som hendes far satte al sin lid til.

De skal gennemføre attentatet. Bomben skal placeres rigtigt denne gang. Heidi vil gøre det selv, hvis de giver hende lov.

Selvfølgelig er det ikke gjort med en enkelt bombe. Den vil ikke løse alle problemer. Så let ved hun godt, at det ikke er. Der skal mange til. Nålestik. Det var hendes fars plan. Den, han havde udtænkt, som Heidi og hendes bror skulle udføre, når de blev gamle nok. Når tiden blev rigtig.

„Se op,“ sagde hendes far altid, og Heidi lagde hovedet tilbage og så op i himlen. „Ikke så højt,“ sagde hendes far grinende, „se på de øverste etager.“ Heidi gjorde som han sagde, og han forklarede, at de altid sidder dér, altid på øverste etage.

„Når man har magten, vil man også have den bedste udsigt. Man kan leve med, at man ikke kan skilte med sin magt, man kan leve med at skjule sin rigdom. Men ingen skal tage den bedste udsigt fra dem. Det sidder dybt i alle mennesker, det ville være naturstridigt at lade nogen anden få den plads.“

Heidi kiggede på de brede vinduespartier. Mange steder var der balkoner, og om aftenen kunne man se silhuetter bevæge sig bag de nedrullede gardiner.

„Spræng de øverste etager i luften, sådan rammer man de rigtige. Nålestik. Et ad gangen, som en utrættelig hveps. Det er et signal til dem: Vi ved, I er der, vi ved, hvad I gør.“

Det var hendes fars plan, det er Heidis plan.

Hun vil fortælle det hele til Asta, når tiden er rigtig. Når de er blevet fortrolige. Selv hvis det viser sig, at Asta ikke arbejder sammen med andre, selv hvis de to er de eneste. Så skal de gøre det alligevel og på den måde vække andres mod. Hun vil forklare Asta, hvorfor det vil virke. Folk har givet op, de tror, det er umuligt at kæmpe mod systemet. Men Heidi ved, at hun ikke er den eneste, der vil noget andet. Hun ser det samme i Astas øjne. Modstanden, kampen. De har ikke givet op.

Alle i toppen sidder trygt og godt på deres kontorer. De tror, de har den fulde kontrol. De har sat det hele i system, de tager højde for alt. De aflytter alle der har den mindste indflydelse. De flytter rundt på folk, de splitter familier, venner. De udspreder rygter, falske og sande, og ved, hvad folk i sidste ende vælger at tro på. De siger aldrig noget højt. Det er slet ikke nødvendigt.

Heidi har længe set folk i øjnene. De opdager det sjældent, hun er blevet så god til at gøre det. Hurtigt, et kast med hovedet, håret distraherer dem. Hun ser ind i deres øjne og kan på et splitsekund afgøre, om de stadig findes derinde, bag frygten. Så mange er helt fortabte. En afgrund. Det er, som om de er slukkede.

Men hun så det med det samme hos Asta, den første dag hun var på kontoret: Hendes øjne er åbne. Hun ser tilbage, hun ser på Heidi på samme måde. Hun undersøger. På deres kontor er de de eneste, men i bussen, og når hun går på gaden, ser Heidi flere af den slags øjne. Derfor ved hun, at der er håb. Derfor ved hun, at modstanden findes.

*

Dagene på kontoret er ens, mens hun venter på, at Asta er klar til at tale. Heidi er god til sit arbejde. Hun møder altid til tiden, hun arbejder koncentreret, og hun løser alle de opgaver, hun får. Chefen er meget tilfreds med hende. Han lægger ikke skjul på det. Han kan finde på at komme ud fra sit kontor bare for at rose hendes arbejde. Han lader en bemærkning hænge i luften, så alle kan høre det. „Du skal nok komme langt, din bror må være stolt af dig,“ siger han for eksempel, „bare fortsæt på den måde, så skal de nok lægge mærke til din indsats. Med dine forbindelser skal du nok komme fremad.“

Altid får han nævnt hendes bror, altid siger han det demonstrativt højt. Han lægger en hånd på hendes skulder, lader den ligge for længe. Det er latterligt. Hun er bogholder. Hun får tal udleveret, som hun stiller op i kolonner. Hun regner og modregner.

Heidi ville ønske, at hun hadede sit arbejde.

Når hun træder ind i forhallen, tager hun sig selv i at se op på lysekronerne, der glimter, og loftet, der er hvælvet højt over hende. Hun viser sit adgangskort til vagten ved elevatoren og smiler tilbage helt uden at tænke over det. Hun hilser venligt på alle, hun kører i elevator med. De kender ikke hinanden, men de har det til fælles, at de har adgang til denne bygning, og det er nok. Hun går ned ad gangen og åbner døren til det åbne kontorlandskab. Hun står et øjeblik og lytter til de dæmpede arbejdslyde; lavmælte telefonsamtaler, diskret klaprende tastaturlyde. Alt ved rummet er behageligt. Belysningen, beplantningen, kontormøblernes materialer og farver. Det er et godt rum at arbejde i.

Der er heller intet galt med hendes kollegaer. Hver for sig er de gennemført sympatiske og begavede mennesker. Ligesom hun selv. De passer deres arbejde, de blander sig udenom.

Hendes bror troede måske de kunne flytte fra det, starte forfra. Men det kan de ikke. Det flimrende er fulgt med. Undtagelsestilstanden.

Heidi ved ikke hvordan rygterne spreder sig, de når aldrig hende, men hun kan mærke, at de ved det. Hun burde være udstødt. De forstår ikke hvordan det kan lade sig gøre, at hun arbejder her. De skal gøre sig umage. De anstrenger sig for at opføre sig rigtigt over for hende.

Heidi går på arbejde og går hjem. Hun køber ind og laver mad og spiser. Hun ser fjernsyn. Hun skriver breve til sin mor. Høflige breve, der ingenting afslører. Hun får høflige breve tilbage. Ingen, der læser dem, vil kunne bruge dem som bevis for noget. Heidi skriver endda, at hun er glad for sit arbejde. Ikke hver gang, men indimellem. Ellers ville det virke mistænkeligt. Hun er meget priviligeret. Mange drømmer om sådan en mulighed. Hun har fremtiden for sig. Hun kan arbejde sig op, hun er så ung endnu. Hvorfor skulle hun ikke være glad?

Heidi går på arbejde hver dag, fra tidlig morgen til sen eftermiddag. Kun søndag er fri. Sådan er det for alle, søndag er fridag.

Men hver søndag bliver hun hentet af sin bror, de spiser frokost og går tur.

Før hun fandt Asta, var der ikke andet i hendes liv.

Arbejde og søndag.

Det er svært at hade arbejdet, når der ikke er andet. Det er værst, når chefen kommer ud fra sit kontor. Når Heidi kan se, at han styrer direkte mod hendes bord, når hun mærker hans hånd på sin skulder.

For hun bliver glad. Hun bliver stolt.

Selv om hun ved, at han kun siger det, fordi han er bange. Fordi han altid gentager og understreger, at hun har en bror. Det er ham, han vil nå. Hendes chef vil sikre sig imod hendes bror. Imod det, som ikke burde kunne lade sig gøre.

Men nu har Heidi Asta. Hun har fundet den udvej, hun har ledt efter så længe. Sammen skal de finde flere, og de skal ændre det hele.

Sprænge det indefra, sådan som hendes far ønskede.

Heidi skal vente længe, før åbningen endelig kommer. De er på vej hjem fra arbejde, de har talt sammen i flere uger, på vej til og fra arbejde, i kaffepauserne, i frokoststuen. Talt uden at nævne det, som Heidi hele tiden tænker på. De står ved busstoppestedet, og Asta siger: „Skal vi gå noget af vejen i stedet, vejret er så godt i dag?“ Heidi nikker. Vejret er overhovedet ikke godt. Det har sneet, og nu får blæsten de bittesmå snekorn til at fyge hen ad vejen. Jorden er bundfrossen, kulden bider i kinderne. De går med skuldrene oppe om ørerne, Asta humper af sted på sine krykker. Heidi venter på, at Asta skal begynde at tale.

„Hvis jeg fortæller dig en hemmelighed, fortæller du mig også en?“ siger Asta. Heidi trækker vejret frit, føler sig boblende let. Hun har ventet så længe.

„Jeg hader min bror,“ siger hun. Så fortæller hun det hele.

*

Da Asta bliver forfremmet, og til afskedsreceptionen knuger Heidi ind til sig og hvisker: „Bare rolig, jeg fortalte ingenting om dig,“ forstår Heidi ingenting. Da det bliver søndag, og hun venter, og klokken bliver kvart over et og halv to, uden at hendes bror dukker op. forstår hun.

Han er forsvundet.

Nu er der ingenting mellem hende selv og afgrunden.

(Click to here to read this story in Peter Woltemade’s English translation)