Maja Elverkilde" />
  • ABOUT
  • PRINT
  • PRAISE
  • SUBSCRIBE
  • OPENINGS
  • SUBMISSIONS
  • CONTACT
The Missing Slate - For the discerning reader
  • HOME
  • Magazine
  • In This Issue
  • Literature
    • Billy Luck
      Billy Luck
    • To the Depths
      To the Depths
    • Dearly Departed
      Dearly Departed
    • Fiction
    • Poetry
  • Arts AND Culture
    • Tramontane
      Tramontane
    • Blade Runner 2049
      Blade Runner 2049
    • Loving Vincent
      Loving Vincent
    • The Critics
      • FILM
      • BOOKS
      • TELEVISION
    • SPOTLIGHT
    • SPECIAL FEATURES
  • ESSAYS
    • A SHEvolution is Coming in Saudi Arabia
      A SHEvolution is Coming in Saudi Arabia
    • Paxi: A New Business Empowering Women in Pakistan
      Paxi: A New Business Empowering Women in Pakistan
    • Nature and Self
      Nature and Self
    • ARTICLES
    • COMMENTARY
    • Narrative Nonfiction
  • CONTESTS
    • Pushcart Prize 2017 Nominations
      Pushcart Prize 2017 Nominations
    • Pushcart Prize 2016 Nominations
      Pushcart Prize 2016 Nominations
    • Pushcart Prize 2015 Nominations
      Pushcart Prize 2015 Nominations
    • PUSHCART 2013
    • PUSHCART 2014
Fiction, LiteratureMarch 8, 2015

Det dør man af

 All in the family, af Moeen Farooqi.

All in the family, af Moeen Farooqi.

~ Maja Elverkilde

(Click to here to read this story in Peter Woltemade’s English translation)

Min far er holdt op med at spise. Karl tror ikke på mig, han siger, at det bare virker sådan, fordi Lilly spiser så meget, og i det hele taget fylder så meget. Hun snakker hele tiden og griner ad alt. Hun er fed. Karl ville aldrig bruge det ord, men det er sandt. Og far er holdt op med at spise, efter at han mødte hende.

Far inviterede os hjem til middag, så vi kunne møde Lilly. Selv om det var første gang, hun mødte Lukas, tog hun ham bare op. Han protesterede ikke, heller ikke da hun nev ham i kinden. Han gloede på hende, men sagde ikke noget. Da vi satte os til bords, havde hun ham på skødet. ”Han er altså stor nok til at sidde på sin egen plads,” sagde jeg, men Karl puffede mig i siden. ”Se nu hvor glad han er,” sagde han og smilede til Lilly, der smilede tilbage. ”Det er virkelig en sød dreng,” sagde hun, ”hvis ikke man var så gammel, kunne man godt gå hen og blive skruk.” Hun grinede og blinkede til far, der blev rød i hovedet.

Lilly arbejder i en genbrugsbutik. Hun fortalte, at de lige nu er i gang med en tøjindsamling til et børnehjem. ”Sådan noget sætter virkelig tankerne i gang,” sagde hun og pegede på maden på bordet, ”alt det vi har, og vi tænker slet ikke over det. Vi tager for givet, at vi har nok.” Hun grinede og fortsatte: ”Nu er det jo ikke for at tage appetitten fra jer, selvfølgelig skal vi have lov til at nyde det vi har, men det skader ikke at tænke lidt på dem, der ingenting har.”

Jeg kiggede på maden, der var rigtigt nok rigeligt, men hun tog nu også sin del, faktisk skovlede hun ind. Jeg kunne nemt have sagt noget, men Karl ville blive så vred. Far kiggede beundrende på Lilly, der strøg Lukas over håret. Han sad tilbagelænet, med hovedet hvilende mellem hendes fyldige bryster, hans øjenlåg var tunge, han var ved at falde i søvn. Far lagde en hånd på Lillys arm og gav den et klem. ”Du har ret,” sagde han, ”det skader ikke at tænke lidt over det og værdsætte alt det vi har.”

Jeg går ud i køkkenet, og han følger med. Jeg smører en mad, rugbrød med smør og leverpostej, syltede agurker på toppen. Han rører den ikke, sidder på slagbænken med hænderne hvilende på bordpladen, foldede, som om han beder.
Jeg sagde det allerede i bilen på vej hjem, så snart Lukas lukkede øjnene i autostolen på bagsædet. ”Far er blevet så tynd, han spiste slet ikke noget,” sagde jeg. Men Karl ville ikke høre på det. ”Jeg synes, Lilly virker rigtig sød,” sagde han.

*

På fortovet uden for fars hus er brostenene i midterrillen mellem fliserne taget op. De ligger hele vejen langs hækken. Kun uden for hans hus, på resten af vejen er de urørte. Jeg skubber til noget sand, der er røget med op og ligger oven på fliserne.

”Sikke da noget rod,” råber jeg allerede ude i entreen, mens jeg hænger min jakke på stumtjeneren. Jeg går ind i stuen, der er han ikke, jeg går videre, ud i køkkenet, ind i bryggerset, ud i haven, tilbage til stuen.

”Far,” kalder jeg. Jeg hører wc’et bruse og sætter mig i sofaen. Han er stadig i gang med at knappe bukserne, da han kommer ind. ”Jeg bryder mig ikke om, at du selv låser dig ind,” siger han og bliver stående midt i rummet. ”Du ved godt, at jeg ikke bryder mig om det,” siger han, og jeg nikker. ”Jeg har købt lidt ind,” siger jeg og løfter posen fra gulvet, ”er du sulten?”

Jeg går ud i køkkenet, og han følger med. Jeg smører en mad, rugbrød med smør og leverpostej, syltede agurker på toppen. Han rører den ikke, sidder på slagbænken med hænderne hvilende på bordpladen, foldede, som om han beder.

”Jeg ved godt, hvorfor du er her,” siger han.

”Er det kommunen, der er i gang med noget derude?” spørger jeg. Han ser ud ad vinduet, herfra kan man kun se hækken. ”Jeg mener på fortovet, brostenene, der er taget op, er de i gang med noget?” Han trækker på skuldrene og ser igen på mig. ”Jeg ved godt, at det må være mærkeligt at se mig med en anden,” siger far. Jeg sætter mig på stolen over for ham. Med det samme fortryder jeg. Jeg skulle have sat mig for bordenden, så vi sad forskudt for hinanden i stedet. Han kigger lige på mig, og jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Det handler ikke om, at han ser en anden, det handler ikke om mor. ”Det er jo så længe siden, hun døde,” siger jeg, ”selvfølgelig skal du gøre, hvad du har lyst til, du fortjener at være lykkelig.” Far lægger hovedet på skrå, rynker brynene, kigger så intenst ind i mine øjne, at jeg får kvalme. Jeg siger det lige ud. ”Far, er du holdt op med at spise igen?” Han sukker og læner sig tilbage, lukker øjnene. Jeg rejser mig op og går hen til vinduet. ”Jeg forstår det bare ikke,” siger jeg, ”hvorfor nu, når du endelig har fundet en? Det virker jo, som om du er rigtig glad for hende, hvorfor nu?”

Jeg kigger på hækken, nu tænker jeg igen på fortovet, på brostenene. ”Skal jeg ikke ringe til kommunen og spørge, hvad de er i gang med derude?” siger jeg, men det svarer han heller ikke på.

*

Jeg laver lasagne til fryseren. Alle planer er gået i vasken, fordi Lukas er syg. Nu skal maden bare bruges til et eller andet, før den bliver for gammel. Jeg rører hurtigt i bechamelsaucen, maser klumperne i stykker. Jeg puttede to stjerneanis i tomatsaucen, men da jeg vil tage dem op, kan jeg kun finde den ene. Uanset hvor meget jeg leder, er den anden væk. Det bliver ubehageligt at tygge i, men alligevel ikke så slemt som en citronkerne.

En citronpresser, det er det eneste, det aldrig lykkes os at anskaffe til køkkenet. Hver gang vi laver noget med citronsaft, klemmer vi citronen direkte over maden, og der ryger altid en citronkerne med. Det sker for både mig og Karl. På gode dage er det noget, vi griner ad. Vi leger en slags omvendt ’find mandlen’, og Lukas griner højt, når en af os krymper ansigtet over den bitre smag, hvis vi kommer til at knase en.

Jeg kan have en lille gave klar, når vi skal spise lasagnen, og fortælle om den stjerneanis, der gemmer sig derinde. Det kan blive sjovt. Jeg stiller de to færdige lasagnefade til afkøling på køkkenbordet. To færdige aftensmåltider, det er også noget. Det går op for mig, at jeg ikke kan lave gaveleg, for jeg ved jo ikke, i hvilket fad stjerneanisen ligger. Jeg kigger intenst på fadene, som om jeg pludselig skulle have udviklet røntgensyn, eller en særlig intuition af en slags. Jeg vasker mine hænder og går ind og kigger til den sovende Lukas. Han ånder tungt, og hele rummet lugter sødt af medicin. I morgen er det Karls tur til at være hjemme og min tur til at gå på arbejde. Karl har foreslået, at jeg taler med Lilly.

*

Vi aftaler, at jeg skal komme forbi genbrugsbutikken på vej til arbejde. ”Jeg havde også tænkt, at vi burde tale sammen,” siger Lilly. Hun viser mig rundt i butikken, den er ikke åben endnu. Jeg går bag hende, mens hun maser sig forbi de mange tøjstativer. Hun slår ud med armene, da vi når til baglokalet. Der er stabler af papkasser overalt. På dem alle er der store mærkater med en sirlig påskrift: Til børnehjemmet Solstrålen fra Genbrugsdamerne. Der er tegnet en sol med et smilende ansigt i samtlige o’er. Der er brugt gult farvekridt, og den der har gjort det, har ikke kunnet holde sig indenfor stregen.

”Det er bare, hvad vi har samlet på to uger,” siger Lilly, ”vi kører snart af sted med det her, og hvis de vil have mere, så fortsætter vi indsamlingen.” Hun kigger på kasserne og smiler bredt. Hun lader ikke til at bemærke sveden, der løber ned i hendes øjne og fortsætter i en rende langs hendes næse. ”Det er godt nok varmt i dag,” siger jeg og tørrer mig over panden. ”Vil du have noget at drikke, vi har saftevand?” siger Lilly. ”Nej, tak” siger jeg og tørrer mig over panden igen. Min hånd er klistret og ru, luften i lokalet er fyldt med gammelt støv. Lilly åbner en kasse og roder i den, som om hun leder efter noget. ”Kunne vi tale lidt sammen?” siger jeg. Lilly stopper og vender sig mod mig, tørrer hænderne af i sine shorts. ”Selvfølgelig,” siger hun og slår hænderne mod hinanden, ”jeg glemmer helt tid og sted, det er så typisk mig.”

Continue Reading

1 2 3 View All →

Tags

DanishfictionMaja Elverkilde

Share on

  • Facebook
  • Twitter
  • Pinterest
  • Google +
  • LinkedIn
  • Email
Previous articleThis Will Kill You
Next articleLast Call

You may also like

Billy Luck

To the Depths

Dearly Departed

Ad

In the Magazine

A Word from the Editor

Don’t cry like a girl. Be a (wo)man.

Why holding up the women in our lives can help build a nation, in place of tearing it down.

Literature

This House is an African House

"This house is an African house./ This your body is an African woman’s body..." By Kadija Sesay.

Literature

Shoots

"Sapling legs bend smoothly, power foot in place,/ her back, parallel to solid ground,/ makes her torso a table of support..." By Kadija Sesay.

Literature

A Dry Season Doctor in West Africa

"She presses her toes together. I will never marry, she says. Jamais dans cette vie! Where can I find a man like you?" By...

In the Issue

Property of a Sorceress

"She died under mango trees, under kola nut/ and avocado trees, her nose pressed to their roots,/ her hands buried in dead leaves, her...

Literature

What Took Us to War

"What took us to war has again begun,/ and what took us to war/ has opened its wide mouth/ again to confuse us." By...

Literature

Sometimes, I Close My Eyes

"sometimes, this is the way of the world,/ the simple, ordinary world, where things are/ sometimes too ordinary to matter. Sometimes,/ I close my...

Literature

Quarter to War

"The footfalls fading from the streets/ The trees departing from the avenues/ The sweat evaporating from the skin..." By Jumoke Verissimo.

Literature

Transgendered

"Lagos is a chronicle of liquid geographies/ Swimming on every tongue..." By Jumoke Verissimo.

Fiction

Sketches of my Mother

"The mother of my memories was elegant. She would not step out of the house without her trademark red lipstick and perfect hair. She...

Fiction

The Way of Meat

"Every day—any day—any one of us could be picked out for any reason, and we would be... We’d part like hair, pushing into the...

Fiction

Between Two Worlds

"Ursula spotted the three black students immediately. Everyone did. They could not be missed because they kept to themselves and apart from the rest...."...

Essays

Talking Gender

"In fact it is often through the uninformed use of such words that language becomes a tool in perpetuating sexism and violence against women...

Essays

Unmasking Female Circumcision

"Though the origins of the practice are unknown, many medical historians believe that FGM dates back to at least 2,000 years." Gimel Samera looks...

Essays

Not Just A Phase

"...in the workplace, a person can practically be forced out of their job by discrimination, taking numerous days off for fear of their physical...

Essays

The Birth of Bigotry

"The psychology of prejudice demands that we are each our own moral police". Maria Amir on the roots of bigotry and intolerance.

Fiction

The Score

"The person on the floor was unmistakeably dead. It looked like a woman; she couldn’t be sure yet..." By Hawa Jande Golakai.

More Stories

Private Theatre: Heavenly Creatures

Contributing editor Christine Jin writes that Peter Jackson’s ‘Heavenly Creatures’ provided a non-judgmental account of events otherwise distorted by media bias.

Back to top
One last love letter...

April 24, 2021

It has taken us some time and patience to come to this decision. TMS would not have seen the success that it did without our readers and the tireless team that ran the magazine for the better part of eight years.

But… all good things must come to an end, especially when we look at the ever-expanding art and literary landscape in Pakistan, the country of the magazine’s birth.

We are amazed and proud of what the next generation of creators are working with, the themes they are featuring, and their inclusivity in the diversity of voices they are publishing. When TMS began, this was the world we envisioned…

Though the magazine has closed and our submissions shuttered, this website will remain open for the foreseeable future as an archive of the great work we published and the astounding collection of diverse voices we were privileged to feature.

If, however, someone is interested in picking up the baton, please email Maryam Piracha, the editor, at maryamp@themissingslate.com.

Farewell, fam! It’s been quite a ride.

Read previous post:
This Will Kill You

"He opens his eyes when I come in. "Are you here, my girl," he says and smiles weakly. I sit...

Close