All in the family, af Moeen Farooqi.
~ Maja Elverkilde
(Click to here to read this story in Peter Woltemade’s English translation)
Min far er holdt op med at spise. Karl tror ikke på mig, han siger, at det bare virker sådan, fordi Lilly spiser så meget, og i det hele taget fylder så meget. Hun snakker hele tiden og griner ad alt. Hun er fed. Karl ville aldrig bruge det ord, men det er sandt. Og far er holdt op med at spise, efter at han mødte hende.
Far inviterede os hjem til middag, så vi kunne møde Lilly. Selv om det var første gang, hun mødte Lukas, tog hun ham bare op. Han protesterede ikke, heller ikke da hun nev ham i kinden. Han gloede på hende, men sagde ikke noget. Da vi satte os til bords, havde hun ham på skødet. ”Han er altså stor nok til at sidde på sin egen plads,” sagde jeg, men Karl puffede mig i siden. ”Se nu hvor glad han er,” sagde han og smilede til Lilly, der smilede tilbage. ”Det er virkelig en sød dreng,” sagde hun, ”hvis ikke man var så gammel, kunne man godt gå hen og blive skruk.” Hun grinede og blinkede til far, der blev rød i hovedet.
Lilly arbejder i en genbrugsbutik. Hun fortalte, at de lige nu er i gang med en tøjindsamling til et børnehjem. ”Sådan noget sætter virkelig tankerne i gang,” sagde hun og pegede på maden på bordet, ”alt det vi har, og vi tænker slet ikke over det. Vi tager for givet, at vi har nok.” Hun grinede og fortsatte: ”Nu er det jo ikke for at tage appetitten fra jer, selvfølgelig skal vi have lov til at nyde det vi har, men det skader ikke at tænke lidt på dem, der ingenting har.”
Jeg kiggede på maden, der var rigtigt nok rigeligt, men hun tog nu også sin del, faktisk skovlede hun ind. Jeg kunne nemt have sagt noget, men Karl ville blive så vred. Far kiggede beundrende på Lilly, der strøg Lukas over håret. Han sad tilbagelænet, med hovedet hvilende mellem hendes fyldige bryster, hans øjenlåg var tunge, han var ved at falde i søvn. Far lagde en hånd på Lillys arm og gav den et klem. ”Du har ret,” sagde han, ”det skader ikke at tænke lidt over det og værdsætte alt det vi har.”
*
På fortovet uden for fars hus er brostenene i midterrillen mellem fliserne taget op. De ligger hele vejen langs hækken. Kun uden for hans hus, på resten af vejen er de urørte. Jeg skubber til noget sand, der er røget med op og ligger oven på fliserne.
”Sikke da noget rod,” råber jeg allerede ude i entreen, mens jeg hænger min jakke på stumtjeneren. Jeg går ind i stuen, der er han ikke, jeg går videre, ud i køkkenet, ind i bryggerset, ud i haven, tilbage til stuen.
”Far,” kalder jeg. Jeg hører wc’et bruse og sætter mig i sofaen. Han er stadig i gang med at knappe bukserne, da han kommer ind. ”Jeg bryder mig ikke om, at du selv låser dig ind,” siger han og bliver stående midt i rummet. ”Du ved godt, at jeg ikke bryder mig om det,” siger han, og jeg nikker. ”Jeg har købt lidt ind,” siger jeg og løfter posen fra gulvet, ”er du sulten?”
Jeg går ud i køkkenet, og han følger med. Jeg smører en mad, rugbrød med smør og leverpostej, syltede agurker på toppen. Han rører den ikke, sidder på slagbænken med hænderne hvilende på bordpladen, foldede, som om han beder.
”Jeg ved godt, hvorfor du er her,” siger han.
”Er det kommunen, der er i gang med noget derude?” spørger jeg. Han ser ud ad vinduet, herfra kan man kun se hækken. ”Jeg mener på fortovet, brostenene, der er taget op, er de i gang med noget?” Han trækker på skuldrene og ser igen på mig. ”Jeg ved godt, at det må være mærkeligt at se mig med en anden,” siger far. Jeg sætter mig på stolen over for ham. Med det samme fortryder jeg. Jeg skulle have sat mig for bordenden, så vi sad forskudt for hinanden i stedet. Han kigger lige på mig, og jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Det handler ikke om, at han ser en anden, det handler ikke om mor. ”Det er jo så længe siden, hun døde,” siger jeg, ”selvfølgelig skal du gøre, hvad du har lyst til, du fortjener at være lykkelig.” Far lægger hovedet på skrå, rynker brynene, kigger så intenst ind i mine øjne, at jeg får kvalme. Jeg siger det lige ud. ”Far, er du holdt op med at spise igen?” Han sukker og læner sig tilbage, lukker øjnene. Jeg rejser mig op og går hen til vinduet. ”Jeg forstår det bare ikke,” siger jeg, ”hvorfor nu, når du endelig har fundet en? Det virker jo, som om du er rigtig glad for hende, hvorfor nu?”
Jeg kigger på hækken, nu tænker jeg igen på fortovet, på brostenene. ”Skal jeg ikke ringe til kommunen og spørge, hvad de er i gang med derude?” siger jeg, men det svarer han heller ikke på.
*
Jeg laver lasagne til fryseren. Alle planer er gået i vasken, fordi Lukas er syg. Nu skal maden bare bruges til et eller andet, før den bliver for gammel. Jeg rører hurtigt i bechamelsaucen, maser klumperne i stykker. Jeg puttede to stjerneanis i tomatsaucen, men da jeg vil tage dem op, kan jeg kun finde den ene. Uanset hvor meget jeg leder, er den anden væk. Det bliver ubehageligt at tygge i, men alligevel ikke så slemt som en citronkerne.
En citronpresser, det er det eneste, det aldrig lykkes os at anskaffe til køkkenet. Hver gang vi laver noget med citronsaft, klemmer vi citronen direkte over maden, og der ryger altid en citronkerne med. Det sker for både mig og Karl. På gode dage er det noget, vi griner ad. Vi leger en slags omvendt ’find mandlen’, og Lukas griner højt, når en af os krymper ansigtet over den bitre smag, hvis vi kommer til at knase en.
Jeg kan have en lille gave klar, når vi skal spise lasagnen, og fortælle om den stjerneanis, der gemmer sig derinde. Det kan blive sjovt. Jeg stiller de to færdige lasagnefade til afkøling på køkkenbordet. To færdige aftensmåltider, det er også noget. Det går op for mig, at jeg ikke kan lave gaveleg, for jeg ved jo ikke, i hvilket fad stjerneanisen ligger. Jeg kigger intenst på fadene, som om jeg pludselig skulle have udviklet røntgensyn, eller en særlig intuition af en slags. Jeg vasker mine hænder og går ind og kigger til den sovende Lukas. Han ånder tungt, og hele rummet lugter sødt af medicin. I morgen er det Karls tur til at være hjemme og min tur til at gå på arbejde. Karl har foreslået, at jeg taler med Lilly.
*
Vi aftaler, at jeg skal komme forbi genbrugsbutikken på vej til arbejde. ”Jeg havde også tænkt, at vi burde tale sammen,” siger Lilly. Hun viser mig rundt i butikken, den er ikke åben endnu. Jeg går bag hende, mens hun maser sig forbi de mange tøjstativer. Hun slår ud med armene, da vi når til baglokalet. Der er stabler af papkasser overalt. På dem alle er der store mærkater med en sirlig påskrift: Til børnehjemmet Solstrålen fra Genbrugsdamerne. Der er tegnet en sol med et smilende ansigt i samtlige o’er. Der er brugt gult farvekridt, og den der har gjort det, har ikke kunnet holde sig indenfor stregen.
”Det er bare, hvad vi har samlet på to uger,” siger Lilly, ”vi kører snart af sted med det her, og hvis de vil have mere, så fortsætter vi indsamlingen.” Hun kigger på kasserne og smiler bredt. Hun lader ikke til at bemærke sveden, der løber ned i hendes øjne og fortsætter i en rende langs hendes næse. ”Det er godt nok varmt i dag,” siger jeg og tørrer mig over panden. ”Vil du have noget at drikke, vi har saftevand?” siger Lilly. ”Nej, tak” siger jeg og tørrer mig over panden igen. Min hånd er klistret og ru, luften i lokalet er fyldt med gammelt støv. Lilly åbner en kasse og roder i den, som om hun leder efter noget. ”Kunne vi tale lidt sammen?” siger jeg. Lilly stopper og vender sig mod mig, tørrer hænderne af i sine shorts. ”Selvfølgelig,” siger hun og slår hænderne mod hinanden, ”jeg glemmer helt tid og sted, det er så typisk mig.”
