Our January Author of the Month interview, with the Danish writer Adda Djørup, was originally conducted as an e-mail conversation in English and Danish. The original version is reprinted below; click here to read this interview in English.
I’d like to start with a question related to one of our previous monthly interviews. The British poet Hubert Moore said this: ‘In the UK, as things stand, poetry is too weak to bring change in the world… Perhaps the cause of the weakness is that poetry in the UK is… a tree with an open sky to grow into and no need to twist to find the light.’
Denmark often seems to be at the top of ‘happiest country’ surveys (the latest UN World Happiness report, for example) — could that widespread sense of contentment have any negative consequences for Danish writers? Is there an open sky for writers of your generation to grow into, or have you needed to twist to find the light?
Når snakken falder på litteratur og hvad litteraturen kan forandre (i positiv forstand) får jeg altid lyst til også at stille spørgsmålet: Hvilke bevaringsværdige ting kan litteraturen være med til at bevare? Det er klart at alle kulturer kan forandres til det bedre. Det er ikke mindre sandt at alle kulturer har træk, der er ønskelige og bevaringsværdige. Selv de mest undertrykkende. Jeg betragter ikke kun litteraturen som noget der har et stort potentiale i forhold til at forandre, men også som noget der kan bevare. Følgelig tænker jeg at den kontemporære litteratur har en funktion som en slags oversætter af gammel kollektiv viden om menneskelivet; at historier og digte også er overleveringen af erkendelser iklædt kontemporære historiske kontekster og kontemporært sprog. Og derfor er en levende og mangfoldig litteratur så uhyre vigtig for enhver kultur.
På dit spørgsmål om that widespread sense of contentment could have any negative consequences for Danish writers? For det første er that widespread sense of contentment en størrelse med modifikationer. Her lides, som i alle andre dele af verden. For det andet tror jeg at enhver, der virkelig gider det møjsommelige arbejde med at skrive en bog til ende, netop gider det fordi vedkommende føler det nødvendigt to twist to find the light. Alle forfattere ’twister’ på deres egen måde og lyset rammer ikke to øjne på samme vis. Og om et litterært værk har potentiale som samfundsforandrer eller –bevarer (i positiv forstand) beror ikke på emnet men på udførelsen, ikke på forfatterens livsomstændigheder men på vedkommendes kunstneriske talent og håndværksmæssige kunnen. Der i øvrigt ikke kan måles på antallet af læsere.
På spørgsmålet om forfattere har et særligt samfundsansvar vil jeg svare nej. De har det samme ansvar som ethvert andet menneske: At gøre det de nu en gang gør efter allerbedste evne. Og at tage på verden med venlige hænder.
Jeg føler mig overbevist om at de historier vi fortæller hinanden – også de vi fortæller i litterær form – sætter sig spor i virkeligheden. Uanset hvilke historier vi fortæller, uanset hvor gode de er og hvad ’god’ så i denne sammenhæng betyder. Så når du spørger hvilke danske forfattere, der er gode nok til at skabe forandring i verden, må jeg svare: Alle dem, hvis bøger læses.
Discussing ‘Danish writers’ as though they are a homogeneous group (I realise that they’re not!), reminds me of these lines from Aminatta Forna:
All this classifying, it seems to me, is the very antithesis of literature. The way of literature is to seek universality. Writers try to reach beyond those things that divide us: culture, class, gender, race. Given the chance, we would resist classification. I have never met a writer who wishes to be described as a female writer, gay writer, black writer, Asian writer or African writer.
In other words, it’s the writing that matters, not the writer. Would you ever wish to be described as a female writer, or do you agree with Aminatta Forna that classifying is ‘the very antithesis of literature’?
Jeg foretrækker så afgjort blot at blive kaldt forfatter og jeg er enig med Aminatta Forna. Jeg synes i øvrigt at det er på sin plads gang på gang – så længe det er nødvendigt – at påpege hvordan sproglige strukturer ikke blot referer til den sociale virkeligheds strukturer men også i meget høj grad fastholder og skaber den.
Selv i Danmark, der ellers på mange måder er et progressivt land, er det meget normalt i omtalen af et menneske, at påpege det menneskes køn, etnicitet og seksuelle orientering hvis det menneske ikke er af hankøn, hvid og heteroseksuel. Og altså således gøre den hvide, heteroseksuelle mand til det alment menneskelige, og alt andet til ’det anderledes’. Det er sørgeligt og latterligt og ubegribeligt. Og en klar markør på hvor dybt den forskelstænkning er rodfæstet og hvor lang kampen endnu vil være, før vi har en kultur, der ikke bare i juridisk forstand men også i praksis anser alle mennesker som værende ligeværdige.
Svaret må være nej. Jeg har ikke fået mere tid til at skrive. Romanen jeg modtog prisen for er blevet oversat til en lille håndfuld sprog, men honorarerne er som altid meget små. I Danmark, som alle andre steder, er det næsten umuligt at leve af at skrive. Jeg kan uden at overdrive afsløre, at alle forlagsansatte, fra direktøren til rengøringspersonalet, får en højere timeløn end mig. Jeg tjener stort set alle mine penge på andet arbejde. Jeg tror at gansk e få priser har den effekt at forfatteren tjener penge. Forhåbentlig har de den effekt, at litteraturen udbredes.
In ‘Sara tegner’, your narrator says ‘…dét der er værre end døden: den totale glemsel, den totale mangel pÃ¥ væren.’ Is that (total forgetting/total oblivion is worse than death) your own opinion as well? Do you write to remember or to be remembered?
Mon ikke al skrift på en måde bærer en intention om at modvirke glemslen. Jeg tror det.
Jeg skriver ikke for at blive husket. Jeg skriver fordi jeg ikke kan lade være. Det synes at være nødvendigt for mig at skrive for at begribe mit liv og min verden. Og jeg vil gerne at mine bøger bliver læst af den banaleste af alle grunde; simpelthen fordi jeg er menneske og som sådan gerne vil kommunikere med mine medmennesker i forsøget på at overhovedet at forstå og påvirke min virkelighed.
