Det dør man af

Der er to stole i baglokalet, de står tæt ved siden af hinanden, med ryglænene mod væggen. Hun sætter sig på den ene, jeg rykker den anden ud på gulvet, stiller den så vi sidder skråt for hinanden. Ikke lige over for hinanden, heller ikke ved siden af hinanden, men noget midt imellem, med passende afstand. Hun kigger afventende på mig.

”Det er ikke første gang, han er holdt op med at spise,” siger jeg. Hun nikker, men siger ikke noget. ”Mor har altid skullet holde øje med ham,” siger jeg. Stadig ingen spørgsmål. Jeg trækker på skuldrene og fortsætter: ”Jeg ved ikke hvorfor. Han siger, at han er glad, og at der ikke er noget galt, han har bare ikke lyst til noget.” Lilly nikker igen.

”Vil du sørge for, at han spiser, bare lidt?” siger jeg.

Lilly nikker og nikker, så holder hun pludselig op. Hun læner sig frem og lægger en hånd på mit knæ. ”Er det svært for dig at se din far sammen med en anden?” siger hun. Jeg ryster på hovedet. ”Nej, det er slet ikke det,” siger jeg, ”jeg er glad for, at han har mødt dig.” Lilly lægger hovedet på skrå og kigger længe på mig, stadig med sin hånd på mit knæ. Hun sukker. ”Du skal vide, at jeg på ingen måde har tænkt mig at lade, som om din mor ikke har betydet meget for dig og din far. Jeg er ikke ude på at stjæle hendes plads.” Hun slipper mit knæ og kigger igen direkte på mig, kniber øjnene lidt sammen. Jeg kigger på uret. ”Jeg er glad for, at I er sammen,” siger jeg og rejser mig op, ”det er dejligt at se ham så glad.” Jeg rækker hånden frem, og hun tager fat om den med begge sine hænder. ”Jeg er også meget glad for din far, han gør mig glad,” siger hun.

”Jeg er nødt til at gå nu,” siger jeg og trækker forsigtigt min hånd til mig, ”men jeg er glad for, at vi kunne tale sammen.” ”Det kan du tro, jeg også er,” siger Lilly og lægger sin hånd på min skulder, ”jeg er så glad.” Hun griner og rusker min skulder lidt. ”Vi skal nok komme godt ud af det med hinanden, det kan jeg mærke,” siger hun. Jeg griner også og kigger igen på uret. ”Nu skal jeg virkelig af sted,” siger jeg.

*

Hver gang vi er på besøg, spiser han lidt, eller lader som om. Han fortæller historier, og Lilly griner, de leger med Lukas, og det virker virkelig, som om de hygger sig. Karl holder mig i hånden. Jeg siger ikke noget, men jeg gransker deres ansigter, studerer dem. Fars kindben og kæbeparti er fremstående, hans øjne indsunkne, hans hår er næsten helt hvidt, kun ved ørerne er der endnu lidt grå hår. Lilly. Hun var sikkert smuk engang, meget smuk endda, tror jeg. Hun fører sig stadig som en, der er smuk. Hun laver god mad, det er ikke dét, der er problemet.

Jeg besøger ham tit. Om morgenen på vej til arbejde, om eftermiddagen på vej hjem. Jeg ringer på, jeg låser mig ikke bare ind. Far sætter sig ved bordet og fingerer ved den mad, jeg smører til ham. Han tager småbitte bidder, en mus kunne være i gang med den mad. Jeg skælder ham ud, han kigger ud ad vinduet.

Jeg snakker med Lilly igen. Hun vil tænke over det, hun tænker længe. Jeg spørger igen. Hun har besluttet sig for at det må være hans egen beslutning, om han spiser eller ej. Vi skændes. Karl og jeg skændes. Han giver hende ret. ”Han er en voksen mand,” siger han. De har ret, og de har ikke ret. Det hele er forkert.

Jeg siger til Karl, at jeg skal til møde, eller at jeg har en aftale med en veninde, men jeg kører hen til fars hus. Ikke hver aften, men tit. Jeg går ikke ind, sidder bare i bilen og kigger på dem igennem stuevinduet. De ruller aldrig gardinerne for, de har ikke noget at skjule. De ser fjernsyn, eller spiller kort, eller far læser, og Lilly strikker, jeg gætter på, at radioen er tændt imens. Sådan plejede han og mor også at sidde.

Men én aften hører de så høj musik, at jeg kan høre det helt ud i bilen, allerede før jeg stopper motoren. De danser. Lilly holder op i sin nederdel og danser en tung, stakåndet cancan, mens far laver piruetter med armene højt hævet over hovedet. Deres ansigter er helt forkerte, de er alvorlige og har lukkede øjne. Jeg bliver siddende længe, men der sker ikke mere, Lilly hopper og far drejer rundt og rundt, jeg forstår ikke, han kan holde til det.

De næste mange aftner sidder jeg i bilen uden for huset, og det går op for mig, at jeg venter på, at de skal gøre det igen. Hver gang en af dem rejser sig, giver det et sæt i mig, men så er det bare for at hente mere kaffe, eller for at gå på toilettet. Eller de slukker alt lyset i stuen og går i seng. Dagene går, og far bliver tyndere. Andet sker der ikke.

*

Karl har hentet Lukas tidligt i børnehaven, og de står uden for kontorbygningen, da jeg har fri. Lukas hopper op og ned og har svært ved at holde på hemmeligheden. Længe før vi når frem, har han fået fortalt mig, at vi skal kigge på en ny lejlighed. Jeg kigger på Karl, der koncentrerer sig om at køre i den tætte eftermiddagstrafik. Så kan han alligevel ikke lade være med at kigge på mig. Han smiler nervøst, det her er vigtigt. Jeg smiler tilbage og lægger min hånd på hans lår.

Det er en byggeplads. Der er en stor planche med oversigtstegninger over projektet, og Karl har skaffet brochurer. Han forklarer og peger, Lukas hænger i min arm, hopper op og ned i takt med bragene fra en kranlignende maskine, der er i gang med at hamre enorme stålstænger ned i jorden. Rytmiske drøn, hver gang toppen af stangen rammes. Langsomt borer den sig længere og længere ned. Jorden ryster under os, den er et kæmpe dyr, som nogen piner og plager. Jeg har lyst til at græde, men jeg griner, jeg hopper op og ned sammen med Lukas. Bang, bang, bang. Længere og længere ned.

”Hold da op, det er en imponerende maskine,” siger jeg, og jeg kigger på brochurerne, nikker, mens Karl taler, og stiller de rigtige spørgsmål, når han holder pauser.

Lyse lejligheder, en grøn gård.

Om aftenen, da vi skal sove. Jeg tror, jeg er sluppet af sted med det, men selvfølgelig kan han mærke det, og han vil tale. Nu skal vi tale om det. Vi kan ikke lade det være længere.

Vi ligger i sengen ved siden af hinanden, jeg kigger lige op i loftet, der er ingen knaster, det er lavet af beton. Dette hus er bygget på samme måde, som det på byggepladsen i dag. Jeg lukker øjnene og husker en anden byggeplads, en tom byggeplads. Midt på pladsen stod en brændende gummiged. Jeg stod uden for hegnet, på fortovet, jeg holdt en mand i hånden. Der var stille, det var nat. Der var kun ham og mig, vores hænder, ilden, der buldrede, den sorte himmel over os.

Karl siger, at han er bekymret for mig. Karl siger, at jeg enten er fraværende eller irritabel, og at det ikke er godt for Lukas. Han siger, at det har stået på for længe nu. Jeg hører alt, han siger. Han siger, at det selvfølgelig er forfærdeligt, at far ikke spiser, at han forstår, at det er svært for mig at se på, men hvad skal vi stille op? Hvad vil jeg have, at Lilly skal gøre? Han siger, at far er en voksen mand, og at ingen kan tvinge ham til at spise. Han siger, at jeg er voksen nu. Han siger, at jeg må give slip. Han siger, at jeg ikke må ødelægge mit eget liv, vores liv. Han siger, at jeg må fokusere på mig selv, koncentrere mig om at få min egen hverdag til at fungere igen. Han siger, at han hader at se mig på den her måde.

Jeg siger, at han har ret. Jeg er glad for, at han siger det, siger jeg.

Han lægger sig på siden og stryger mig over håret. Han siger, at han er glad for at vi fik talt om det. Jeg lægger mig tæt ind til ham, jeg lukker øjnene.

Da Karl er faldet i søvn, står jeg op og kører hen til fars hus. Det er mørkt, de sover. Alle sover. Jeg kører hen til byggepladsen og stiger ud af bilen. Jeg står uden for hegnet og kigger på maskinerne derinde. Store, sovende dyr. Over mig den sædvanlige, sorte himmel med de små stjerneprikker. Knap nok lysende.

Dengang jeg så den brændende gummiged.

Jeg vidste det mens jeg stod der: Det her kommer jeg aldrig til at glemme. Jeg får lyst til at ringe til ham, som jeg gik sammen med den nat, og spørge, om han også kan huske det. Men hvad så hvis han kan? Det er så mange år siden. Hvis det ikke var for den brændende gummiged, ville jeg for længst have glemt ham.

Jeg ville ønske, at det var Karl, jeg havde oplevet det sammen med, jeg ville ønske, at vi havde dét sammen. Jeg ville ønske, at han stod her nu, ved siden af mig, og kunne se, hvor forkert det hele er.

Jeg kører hjem og lægger mig ved siden af ham. Først lægger jeg mig ind under hans dyne, jeg løfter hans arm, så jeg kan ligge i armkrogen, jeg lægger mit ene ben hen over hans ben. Jeg lytter til hans vejrtrækning, jeg snuser ind, kender hans lugt, min hud kender hans hud. Så får jeg det for varmt og lægger mig i min egen side, under min egen dyne.

Da jeg vågner, kan ikke huske, at jeg faldt i søvn.