Det dør man af

Karl og Lukas er oppe, de sidder i køkkenet og spiser morgenmad. Der er lige akkurat plads til os alle tre omkring det lille klapbord. Karl hælder kaffe op til mig, han smiler, mens jeg klemmer mig ind på min plads. Jeg ved, hvad han mener, og han har ret. ”Skal vi ikke lige give det lidt tid, før vi bestemmer os,” siger jeg alligevel, ”vi kan jo se os lidt omkring, det kan være, at der er andre muligheder. Måske skal vi bo i en helt anden by, eller et andet land.” Han ser overrasket på mig, så griner han. ”Jeg kender dig,” siger han, ”det siger du bare for at trække tiden ud, og så håber du at jeg kommer fra det igen. Du har altid hadet, når noget forandrer sig, men bare vent, du skal nok blive glad for det.” Jeg drikker kaffe. Lukas spiser havregrød. Karl kigger på mig. Jeg kigger ud ad vinduet. ”Kan du huske, hvor meget du protesterede, da vi skulle flytte hertil?” siger han. Jeg læner mig tilbage, han har ret. Jeg bliver glad, jeg bliver altid glad igen.

*

Jeg ved det, før det sker. Jeg kan se det, og flere dage i forvejen har jeg forberedt mig. Så ringer Lilly endelig. Far er indlagt. Jeg tager af sted med det samme og ringer til Karl på vejen. Han vil også komme, men jeg siger, at det er bedre, han bliver hjemme med Lukas. Det er ikke noget for et barn.

Far ser lille ud i hospitalssengen. Han har en hvid kjortel på og ligger ovenpå dynen. Selvom vinduet står åbent, er der varmt i rummet. Han har et drop i den højre arm, klar væske drypper langsomt ned i slangen. Han skal have mad i en sonde, men først væske.

Han åbner øjnene, da jeg kommer ind. ”Er du der, min pige,” siger han og smiler mat. Jeg sætter mig på sengen og tager forsigtigt hans hånd mellem mine, tårerne triller ned ad mine kinder, og jeg gør ikke noget for at skjule det. ”Du må ikke dø, far,” hvisker jeg. Han lukker øjnene og åbner dem igen, det ser ud, som om han skal bruge mange kræfter. ”Jeg går ingen steder, bare rolig,” siger han og forsøger at grine, men hoster i stedet. En raslende hoste, der ikke vil holde op igen, jeg rejser mig og hjælper ham op at sidde og banker ham let i ryggen. Endelig holder det op. Jeg sætter mig på sengen og tager igen hans hånd, stryger let hen over den tynde, tørre hud. Han lægger sig tilbage i sengen, sukker og smiler igen.

”Hvorfor smiler du, der er ikke nogen grund til at smile,” siger jeg. Han bliver ikke vred. ”Ved du hvad, hvis jeg dør nu, så dør jeg lykkeligere, end jeg nogensinde havde turdet håbe på,” siger han. Jeg slipper hans hånd. ”Det er noget forfærdeligt noget at sige.” Jeg kigger på de tynde gardiner, der blafrer let, og solen, der skinner. Ikke en sky på himlen, sådan har det været i flere dage nu. Lilly kommer ind på stuen med en vase til blomsterne. Jeg har også taget chokolade med, Lilly takker og åbner den med det samme. Den står på bordet ved fars hovedgærde, men ingen af os rører den. Lilly har grædt mens hun var ude. Nu smiler hun. Hun snakker om genbrugsbutikken. Så bliver der stille igen, far falder i søvn. Lilly begynder at græde igen, jeg tager hendes hånd. ”Han bliver frisk igen,” siger jeg, ”sådan er det hver gang, man tror, han skal dø, og så kommer han sig.” Lilly pudser næse, hun har et lommetørklæde med broderet kant og initialer. ”Det er sværere, end jeg troede, det ville være,” siger hun. Jeg nikker.

*

Jeg låser mig ind i fars hus med min ekstranøgle. Lilly er i genbrugsbutikken, og jeg burde være på arbejde. I gangen ligger hendes sko og flyder. Sandaler, støvler og gummisko, der er fodtøj til al slags vejr. I soveværelset ligger hendes natkjole krøllet sammen på gulvet. På badeværelset er fars ting skubbet sammen, så hun har plads til sit. Hun bruger en fed, blå niveacreme og en specialtandbørste, med en ekstra, rund børste yderst. På gulvet ligger en åben tube hårfjerningssalve, den slags, der skal bruges i badet. Jeg åbner vinduet og lukker den varme, fugtige luft ud. Hun har heller ikke skrabet gulvet i brusenichen.

Jeg går nedenunder igen, ud i køkkenet, og åbner køleskabet. Det er fyldt, flere liter mælk, mange slags kødpålæg og grøntsager, der ser slatne ud. I bunden ligger der en lille sø af vand med et lyserødt, mælkeagtigt bundfald. Jeg lukker igen og sætter mig på slagbænken. Lillys morgenmad står stadig på bordet, jeg skærer et stykke franskbrød og smører det næsten flydende smør på. Jeg tager en bid, tygger, men brødet svulmer op, og jeg kan ikke synke. Jeg spytter det ud igen, kigger på den halvt opløste masse på skærebrættet.

I tankerne planlægger jeg en hovedrengøring. Far bliver snart udskrevet igen. Alt skal ud, luftes, vendes, sorteres. Alle vinduer skal op på vid gab, hver en krog skal vaskes.

Hjemme har vi én gang for alle aftalt, hvad der skal gøres, hvem der gør det, og hvornår. Sengetøjet bliver skiftet hver anden uge, og alles tandbørster bliver udskiftet hver tredje uge, som tandlægerne anbefaler. Det hele står i et skema, så ingen skal bruge energi på at huske det. Pludselig bliver jeg ramt af mismod over hele det arsenal af rengøringsprodukter, plejeprodukter, tøj, håndklæder, sengetøj, møbler og mad, der skal til, for at vi kan være rene og sunde. Vi må ikke lade stå til. Vi må ikke give efter.

Sondemaden har fedet far tilstrækkeligt op, og han bliver udskrevet, Karl tror, at det er en god ting. Han forstår ikke, at det hele starter forfra, så snart far er hjemme, det her er kun en pause, et pusterum.

”Jeg elsker dig,” sagde jeg til far, sidst jeg var på hospitalet. Han smilede på den irriterende, milde måde, han har tillagt sig, og som han sikkert bliver opmuntret til af hele det hvide, stilfærdige hospitalsmiljø. Sangen om den brystsvage pige, dén tænker jeg altid på, når jeg ser ham, det gør mig så gal.

”Det giver jo ikke mening,” hvæsede jeg, ”hvorfor spiste du i alle de år hvor du gik og sørgede over mor og var ensom? Hvorfor vil du dø nu, hvor du har Lilly? Hun elsker dig, og du elsker hende, det giver ikke mening, hvorfor?” Far kiggede ud i luften, på gardinernes blafren, på ingenting.